Åh gud... Nej, jeg er næsten nødt til at skrive det :P Dette er ikke den færdigt redigerede version, jeg må have forvekslet dem, nå, enjoy anyhow... :)

Det er faktisk morsomt at tænke på, at ja, det kunne man hvis alle og enhver troede på, at arbejdet bar lønnen i sig selv :) Det er problemet med socialisme og kommunisme: Man er nødt til at være med i det ALLE SAMMEN, hvor en enkelt person sagtens kan blive liberalist alene.
Jeg synes personligt (som værende socialist) at det burde være sådan, og det er skægt som du får formidlet det her spørgsmål på den her skønne måde, hvor man umiddelbart bare sidder og tænker: "Haha, nåh, nej selvfølgelig ikke, det er da i grunden et dumt og underligt ordsprog.... eller...? Vent...? Hold da op.." :D Godt ramt.
Jeg gad vide om du selv har tænkt dette, men det tror jeg faktisk, at du har :) Eftersom mange af dine andre digte virker så gennemtænkte ^^ Endnu engang trækker jeg på smilebåndet, eller... træls kliché... endnu engang sidder jeg og er lidt glad over dine skriblerier :)

VH Eskild.

Har du hørt sangen "Amused to death" med Roger Waters? :) Jeg kom straks til at tænke på den, da jeg læste dette.
Dejligt enkel og rammende tekst.

Jeg begynder at holde lidt af dig :D Fed tekst igen, du er virkelig god til at lege med ordene, altså god som i talentfuld-god. Jeg er næsten ked af, at jeg ikke er i kommentar-humør, for det er virkelig hyggeligt at læse dine digte ^^.

åh jeg er vild med det :D For en gangs skyld prøver jeg ikke engang at tolke digtet, men nyder bare den hyggelige leg med ordene. Jeg sidder virkelig og smiler :)
Især sidste strofe rammer mig, hvor det hele bare bliver mere og mere "Men hvorfor det? Og hvorfor det?" Det kammer ligesom over og det er så skønt at læse. ^^ Keep it up.

jeg takker, jeg takker :)
Og ja, jeg tror faktisk også jeg har set en anden herinde lægge netop denne stil ind :) Det er lidt sjovt.

Jeg læser det lidt som om du skriver til dig selv, i en situation hvor du ikke kan følge med dig selv. Hvor du har fået mange andre menneskers tillid, du er blevet en slags leder, og du er velegnet til det, men du kan ikke se dig selv i den situation og føler dig lidt splittet. (Jeg får relationer til Jeanne d'arc)
Samtidig tænker jeg af en eller anden grund også på Yugis (fra Yu-Gi-Oh) splittede sind, som han til sidst får samlet og derved bliver dobbelt så stærk som før :)
Og jeg er i øvrigt enig i de andre om, at det er et smukt ordvalg. Jeg er især vild med sætningen:

De andre vil følge dig hvor end du går hen, men jeg kan ikke.

Fordi jeg læser det som om du skriver til dig selv bliver netop dette til en meget smuk og sigende sætning ^^

Hehe, fedt. Bare fedt. Jeg er for det første overvældet over at møde en pige, der kender Selvmords tekster, men som samtidig skriver et svar til den, i samme tone? Det er da direkte berigende at se :)

Desuden meget talentfuldt skrevet, jeg kender dog ikke den tekst, du svarer på, desværre.
Måske kunne jeg ønske mig mere fyld, og flere billeder, der mangler ligesom noget kød på det her. Medmindre det selvfølgelig er meningen at de 3 strofer udadtil ligner meget, men i grunden ikke indeholder så meget, fordi det er et billede på et forhold der udadtil ligner noget meningsfyldt og stort, men som i virkeligheden er tomt for indhold. Det er faktisk dejligt at tænke sådan på den.

Novellen er en skolestil, som jeg afleverede i niende klasse, hvor opgaven var at skrive en novelle, hvori der skulle indgå en dukke, liggende på en sten og titlen skulle være "Forladt". Jeg har med vilje udelukkende skrevet om mig selv, så der er netop ikke så meget for andre mennesker at relatere til nødvendigvis, men der er faktisk overraskende mange mennesker, der kan forholde sig til den.
Desuden er alt på nær det, der har med dukken at gøre, sandt.
Jeg håber ikke det ødelægger novellen for meget, at jeg skriver det her :)

Hvorfor er kniven stærkere end latteren, Peter? Er det psykiske nederlag, knækkelsen, underdanigheden, mindet om nederlaget og den brændende erkendelse af egne fejl ikke hundrede gange værre end en hurtig død?
Jeg synes oven i købet at det med at dolke personen i ryggen før han vender den til dig, blot indikerer en mere indædt og higende trang til at gøre det af med denne person: Jeg venter ikke til åbningen kommer, jeg åbner selv op!

Som den slagne soldat rejser du dig, ikke for at vinde, men blot for ikke at tabe. Du vil gå fra dette med en følelse af styrke, at du har taget kampen op!

Kniven er en metafor, når jeg læser digtet. Det du gerne vil, er at tage røven godt og grundigt på den her person, så han (Undskyld, men jeg har bare en følelse af, at det skal være en mand) bare sidder fuldstændig konfus og grinagtig.

jeg synes dog at du kunne ændre

"med et selvværd,
bygget på mit nederlag"

til

"med et selvværd,
næret af mit nederlag"

Og så mangler der substans i første strofe! Når du kun har to strofer er du nødt til at få mere ind i de tre midterste linjer!

Genialt digt! Og undskyld for min noget usammenhængende kommentar :)

Hej i lige måde :) Jeg tænkte at jeg også lige ville se hvad du havde skrevet, nu da du var så flink at være den første, der kommenterede på et af mine digte ^^ (Eller i hvert fald den første til at skrive en kommentar på over en linje) Jeg har desværre ikke fanget om der findes et internt besked-system på den her hjemmeside, som jeg i øvrigt synes er (meget!) rodet bygget op, så nu skriver jeg bare i en kommentar :D

Men det er ikke fordi det ikke er en kommentar, jeg skriver. Jeg kan godt lide det her digt, det er dejligt kryptisk. Om du hentyder til en kæreste, livet selv eller en helt tredje er jo uvist, men jeg var meget vild med stroferne:

"Men der er positive sider
for jeg er den lille
uden magt til at udøve uret,
jeg har ret, så længe jeg er stum.

Jeg venter på
at blive stor"

For du skriver at du er glad for ikke at være stor og stærk nok til at kunne gøre noget, endsige gøre nogen fortræd, men ikke desto mindre! Du skriver i en længselsfuld tone at du venter på at blive stor. Altså er der nogen du gerne vil gøre fortræd :) Og dét kan jeg lide. Det er rart med noget ærlig lyst til at gøre noget, der er bandlyst i hverdagens sociale liv i Danmark: At hævde sig selv og blive bedre end andre, og ikke mindst FØLE sig bedre end andre.
Ligeledes mener du at du har ret, så længe ingen kan høre dig, og det er sandt, for så er der ingen andre end dig selv at have ret over. Hvorfor der så ikke er nogen, der hører dig er et godt spørgsmål, men når du bruger ordet "stum" tænker jeg på en frygt, nu da du er "Mindst", så du ikke tør tale. Men alligevel, som jeg skrev før, ønsker du at have mere ret end bare det. Over andre.
Jeg spekulerer lidt på om du mon i virkeligheden ikke er særligt høj?

Jeg får en god portion ud af dette digt ;) Jeg vil nok læse nogle flere af dine, og håber lidt på at høre mere fra dig :)

Kærlig hilsen

Eskild.