Flot beskrevet. Medrivende. Jeg kan især godt lide måden, du beskriver landsskabets forvandling på, da hendes frihed bliver berøvet af drengene. Real nice. Jeg kan også godt lide måden, man kommer ind i historien på.

Hej Camilla.
Pt. kan jeg ikke huske hvad filmen hedder, men der er ihvertfald én, der minder meget om den tekst du har skrevet :) Det er en pige der kigger på billeder af modeller, kommer ind på en bestemt hjemmeside og bliver "venner" med hovedpersonen "Anna" mener jeg hun hedder og det går selvfølgelig galt da "*Anna" overtaler pigen til at skulle tabe sig. Har du selv haft sygdommen inde på livet, eller?
-A

Hej Camilla. Hvor skriver du dog godt. Det er en fangende fortælling og jeg måtte bare vide hvad der skete med den stakkels pige. Puha, sikke noget med de drenge. Jeg går næsten aldrig selv alene. Dit sprog er flydende, men jeg forstår dog ikke hvorfor nogle af ordene er delt? Fx. ihær-digt og ma-ve? :) Ellers spændende læsning, dog med en trist slutning.
-A

Hej Camilla
Dit novelle rammer lige ind i mit hjerte.
Din skrivemåde med at lade os høre pigens tanker,, er absolut en god måde at lade os som læsere få indblik.
Vh. Jytte

Rigtigt godt skrevet og det ramte mig

Hej Camilla.

Det er en rigtig god tekst om anoreksi.
Du må have haft det tæt inde på livet, siden du beskriver det så godt. Jeg har selv haft sygdommen inde på tætteste hold. Netop som du beskriver, kan den overvindes. Det kræver seriøs eksperthjælp. Det tager tid. Men det kan lade sig gøre.

De bedste hilsner ~ Falcon

” Du skal vide, at du ikke er god nok.” BAM! Der ramte du hovedet på sømmet. Jeg kæmper selv med en spiseforstyrrelse, og indholdet af den lille sætning, er nok grunden til at jeg kom så langt ud, som jeg gjorde.
Din metafor med at bytte spejlet ud med et af dem fra tivoli, beskriver virkelig godt, hvordan ens krops billede bliver totalt forvrænget, af at have en stemme som Ana’s i hovedet.
” Vores tanker sløres sammen, og langsomt bliver vi til én person.” det er nemlig helt rigtigt. På et tidspunkt kan man slet ikke skelne den syge stemme og ens ’sande’ stemme fra hinanden, og spiseforstyrrelse er pludselig blevet en del af ens identitet. Og det er jo derfor, den er så pokkers vanskelig, at komme af med.
Flowet i din historie kan jeg virkelig nikkede genkendende til. Det der startede som en god ide, og ikke så alvorligt tager lige pludselig hest, og før man ved af det, er man så udkørt, og spiseforstyrrelsen har skubbet alt andet væk. Så i stedet for venner og familie, har man depressive følelser og angst. Angst for at tage på og angst for at miste kontrol.
Din slutning sendte et gys igennem mig. For hvor trist det end lyder, så er der jo en masse unge piger (og flere og flere drenge) så spiseforstyrrelsen kan sætte sine ubehagelige klør i.
Alt i alt synes jeg det var en rigtig god tekst, der afspejler alle de glorificerende tanker man kan have om sin spiseforstyrrelse i starten, og om hvordan den i sidste ende kun fører skidt med sig.

Tak for læsningen. Det mindede mig om, hvorfor man (læs: jeg) skal blive ved med at kæmpe imod de selvdestruktive tanker fra spiseforstyrrelsen.