Det er det her jeg vælger at vise jer. Mig der gevalt råbende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens bekendte løber ved siden af. Mit blik er sløret, jeg skal kæmpe for at holde øjnene på klem. Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her er en historie der kan fortælles videre. En historie der vil blive fortalt rundt i omgangskredsen, en historie der ikke just bliver glemt.
Plastikremmene borer sig rundt om mine håndled, og kolde kriblende hænder flugter langs min mave, formentlig i håb om at standse blødningen. Min berøringssans er pludselig blevet hundrede gange stærkere, og ambulancemandens nervøse fingrer giver mig myrekryb. Mit blik er målrettet sat på en plet i loftet, da jeg umiddelbart er fuldstændig ude af stand til at bevæge mig. Høreevnen krænger også til at være blevet mere følsom end normalt. Apparaternes bippen samt rutinesnakken disse ambulancemænd ser ud til at have, giver mig kriblen. Lyden af skrabene stoleben, og lyden af nytilsluttede instrumenter, får mig til at føle, at jeg er til besvær.
"Fulde navn", er der en af mændene der spørger mig om i et jævnført toneleje. Jeg registrerer ikke, at jeg bliver spurgt om noget, da jeg ihærdigt er opslugt af plettens leg i loftet. Den flytter sig i takt med, at mændene raser frem og tilbage, og jeg ser det som en fortrinlig dans. De kolde fingrer placeret på min mavesæk forsvinder nøjsomt, og min pung i min bukselomme bliver nu lirket op. "Emma Henriksen" siger manden, efter hurtigt at have scannet kortet med et fast og bestemt blik. Jeg kan mærke hans faste blik dernæst passerer hen over min næsten livløse krop.
En kold stemme skærer igennem det anspændte rum. "Årsag til knivstik? " Han vender sig om, og trækker en skuffe ud. Pludselig rammes jeg af en kolossal smerte i mellemgulvet. "John, John" nærmest råber den ene ambulancemand. Måleinstrumenterne jeg er forbundet til begynder at hyle drastisk. Mit blodtryk falder, og alt bliver pludselig sort og fredfyldt.
Det var aften, og gaden jeg gik på var menneskeforladt. Normalt er jeg ikke villig til at gå igennem Københavns snævre gader som ene pige en mørk aften. Dog var dette tidspunktet, hvor der ikke var nogen der havde mulighed for at samle mig op. Jeg er også snart 18 år, hvad skulle der ske? Jeg burde godt kunne tage vare på mig selv. Denne arkadiske efterårsaften skulle være beviset på dette.
Det første der mødte mit blik da jeg drejede om hjørnet, var en flok drenge på trappestenen. De sad plantet der, med en øl i hånden og hujede. Min vejrtrækning blev hurtigere. Jeg prøvede ihærdigt at se stilfærdig ud. Bare gå forbi, ingen øjenkontakt, disse drenge er da sikkert ganske fredfyldte, uden optakt til noget som helst. Jeg nærmede mig gruppen med tunge raske skridt, men måtte sænke farten, da et par stykker rejste sig, og gik mig i vejen. Trods den ekstreme kulde kunne jeg nu mærke svedperlerne pible frem på min pande. Min vejrtrækning steg drastisk.
Jeg gentog den samme sætning om og om igen for mig selv: "Ingen øjenkontakt, bare gå, ingen øjenkontakt". Jeg blev nød til at finde en anden vej hurtigst muligt. Jeg mærkede en fast hånd ligge sig på min skulder. Det gav et set i mig. Jeg trak mig bagud, men jeg var omringet af en flok stirrende og nedladende blikke. Jeg kunne mærke en hånd der drilsk tog fat i min arm, hvorefter en dyb mandestemme spurgte mig om der var noget galt. "Nej! " hvislede jeg ud igennem mine tænder, ude af stand til at tænke klart. Jeg stod bare der, forstenet til fortovet hvor jeg desperat prøvede at få mine ben til at flytte sig. Til at løbe. Jeg holdt mit hoved sænket, og prøvede på ikke at få øjenkontakt med nogle. Mine ben satte i løb ud af menneskeskaren, med kun deres blikke tilbage som stirrende blikke, der virkede som stikkende knive i min ryg.
Jeg kunne se friheden. Jeg ville snart være ude af denne omklamrende skare. Som alt syntes at være godt, blev jeg pludselig ramt af en enorm smerte i mellemgulvet. Mine ben kollapsede under mig, og alt sortnede. Et stærkt sæt arme greb mig i faldet. Pludselig var friheden fjerntliggende. Jeg var fanget.
Følelsen af fredfyldthed rammer mig. Mit lyse krøllede hår flagrer nænsomt i vinden, og min hvide kjole smyger sig om min slanke og gyldne krop. Endelig opnår jeg følelsen af frihed, sågar at den får mig til at lette fra jorden. Jeg flyver ubesværet, da mine arme forvandles til hviddunede vinger, og min krop bliver vægtløs. Fra en højere synsvinkel kan jeg nu se, at de smukke landskab under mig bliver transformeret til noget andet end det daværende. De smukke søer bliver nu malet til to blå øjne. Den smukke skov bliver nu malet til en mund så rød som blod. Hele det smukke landskab forvandler sig til en livløs og blev pigekrop. Landskabet forvandler sig til mig.
En pludselig trang til at komme tilbage rammer mig. Jeg vil tilbage. Jeg flyver ned imod mig selv, men mine forsøg mislykkedes. Hver gang jeg nærmer mig, løfter en vind op i mine vinger igen. "Jeg er ikke klar til det her" hulker jeg, men tårerne lander blot som koldsved på den blege pande. Jeg begynder at dale ned. Mine hvide englevænger er væk, og jeg hænger utålmodigt i luften. Mine bevægelser fastfryses, og jeg kan ingenting mærke eller gøre. Ikke før at jeg sprænger i tusinde stykker, og det føles som om at jeg bliver nød til at vinke farvel til alting.
I ambulancen lyder tonerne fra apparaterne. Mændene står fortvivlet foroverbøjet over den livløse pigekrop, i deres sidste forsøg på udøve et mirakel. Undervejs udveksler de sorgmodige blikke. De grønne gummihandsker bliver nu hevet langsomt af, og lyden af skraldespanden tilklappende låg, fænger sig ind i apparaternes monotone lange bip tone.