Hej Maria! Jeg synes at fantasien er en tveægget størrelse. Den kan berige vores liv, få kreativiten til at gallloppere mod en sand lykkefølelse. Men desværre kan den osse slutte sig til de indre dæmoner. Og der føler man sig alene. Et godt og realistisk digt. Vh Niels

WOW Du kan virkelig noget Maria. Du rammer og du rammer plet.
Det virker som om ordet er din terapi så skriv det ud min ven. Jeg venter i spænding

Du er dig. Ikke min krop, ikke dine tanker, men dig.
Du er der hvor dit hjerte viser dig vejen hen.
Frygt ikke selv rejsen men dans langs græsset og lyt til lyden af verden rytme inde i dig. Der finder du alle dine svar.

Hold da op man kan virkelig mærke dig i det her digt. Vildt at fantasien bliver din modstander hvor den i mit liv at medspiller der for det hele til at hænge sammen. Jeg kender godt til følelsen af at være alene i en verden der ikke føles som min. En verden hvor jeg ikke høre til, men er tvunget til at være en del af den. Men du vil bare væk fra "din" verden og ud til alle de andre. Slippe væk fra dit indre fængsel. Jeg synes du er en modig og dejlig sjæl, som fortjener at lade sig elske og ikke mindst af sig selv. Du er ikke angsten, den har blot sat sine klør godt og grundigt fast i dig. Jeg vil helt sikkert følge dig her på siden, for du kan noget helt særligt. Du rammer der hvor det et tiltænkt og det er det digtet skal. Tak fordi jeg måtte læse med :-)

Det er så fint, at du understreger din pointe med ordene "magtesløs og fuld af afmagt". Der er flere sproglige finurligheder som gør det interessant at læse, bl.a. "min tro eskalerer" og de billeder, du generelt skaber. Meget flot.

"Dø, Lev eller Overlev". Jeg kan tydeligt kende at være lige der i det du beskriver så rammende. Digtet er fint bygget op og der står hverken for meget eller for lidt. BJeg bemærker, at du ikke har publiceret noget i flere år. Du er forhåbentlig ikke holdt op med at skrive og dele? Vil gerne læse mere.

Dejligt! Mange overvejet refleksioner, kan godt lide med at vi er vores egen gud. Smilede ved tanken om at være min egen gode gud ;)

Tro kan være en trøst. Men det kan også fylde sindet som en evig anklage. En stemme der evigt siger til en: "Du er bare såååå tæt på helvedes flammer! Tager du dig ikke meeeget sammen, så......" Sådan noget synes jeg ligner en paranoid psykose. Ja virkelig ... som en psykiatrisk diagnose. Man tror at nogen hele tiden holder øje med en, opskriver hvad man gør af godt og skidt. Man har tvangsritualer som man dagligt skal udføre, ellers bliver man straffet strengt. Man tror på en stor og stærk person som har lavet verden og kan ødelægge den igen. Når man dør bliver man levende igen og det liv er meget længere end det levende liv. Hvis en psykiater aldrig havde hørt om religion, ville han nok kalde sådan noget for en sygdom.

Hej Maria

Tak for digtet. Jeg vil rigtig gerne læse nogle af dine egne svar på disse spørgsmål, du rejser. Man kunne jo skrive et langt digt ud fra hvert et af disse.

Mvh Kim

Kære Maria!
Interessant med disse spørgsmål til identiteten.
Ja, hvem er vi, når vi ikke er for nogen, vi kan spejle os i. Ja, hvem er vi i et mørke, hvor der ingen roller er at spille?
De to sidste linjer går ikke så godt sammen. To gange "slut".
Venligst Simon

Det er et rigtig godt digt.
Du beskriver meget rammende afmagten - og de tanker der finder sted i et nenneskesind, hvor livet er en kamp.
Og man fornemmer meget stærkt energien i digtet.


Du er dygtig!

Mange hilsener


Mette

F A N T A S T I S K digt! Jeg elsker den måde du behandler dine ord på! Sætter tankerne i gang. Jeg er meget fanget af den måde du bruger ordet 'tabu' på, så det giver mening igen og igen uden at blive kedeligt! Tak for inspiration!

Hej Maria!
Flotte tanker du har gjort dig, og fin opbygning med hv-spørgsmål. Digtet er lidt ensformigt, dog giver titlen et ekstra boost som ophav til alle disse spørgsmål!

Amanda

Kære Maria

Først og fremmest, så mangler din tekst at blive ryddet op for retsstavningsfejl og enkelte sætninger bliver for lange. Derudover så kom jeg til at tænke på følgende citat:

"Hellere ingen gud, hellere skabe sin skæbne på egen hånd, hellere være nar, hellere selv være gud!" - Friedrich Nietzsche, 'Således talte Zarathustra'

For en der gør sig tanker som dig kunne det være værd at læse 'Således talte Zarathustra'. Og som forfatter er den en gave udi sproglig udfoldelse.

Mvh

Thomas

Alt tager tid, det samme gøre lykken! Og den skal nok komme. :)

jeg som selv er fra hinduismen, synes selv det for meget.. at mine forældre dyrker religionen som deres livstil, hvilket har fået mig til at se ned på det. Som du selv skriver, er vi mennesker i stand til, at sige fra og vælge dem som skal være vores venner/fjender.
dog tror jeg på karma, men om der findes en Gud, er mig en gåde.

synes det er mega fedt emne du har taget op, især når vi alle har oplevet det med vores venner eller, når man i 7 klasse skulle hver morgen i kirke inden man blev konfirmand. Synes du har nogle gode tanker omkring, hvordan man kan leve sit liv på. Det handler jo bare om, hvordan vi mennesker ser på tingene. I bund og grund tænker jeg bare, hvilke værdier vi, hver mennesker foretrækker os? at leve efter;)

´Tak skal du ha´!
Meget pænt formuleret god rytme, men hamrende trist.
Det bærer tydelige præg af " det du skrev om livet i beskrivelsen af dig selv. "
Ariella

Filosofien om tro har altid eksisteret og har altid været et emne der lægger op til diskussion og desværre uenighed.
Tro på "noget" er en del af menneskets måde at forholde sig til det man ikke kan forstå. For længe siden var angst for torden med til at skabe guder som man kunne ofre til for (måske) at overleve en dag mere. Det uforklarlige blev forklaret ved menneskeliggørelse af "det"...
Troen gennem tiden er desværre blevet en større og større magtfaktor og gennem menneskers ønske om at styre andre.
Om Gud er eller ikke er vil jeg ikke gøre mig klog på. Jeg har min tro, og den er jeg glad for. Og så tænker jeg at de store religioner alle har et par fornuftige ord at sige... (lad være med at slå ihjel, stjæle etc...) for det giver mening at have spilleregler som er fælles og ikke kun egoistiske...
Men ja... tro er noget mærkeligt noget. Men det er ikke helt forkert når man siger "tro flytter bjerge"... For at tro man kan, er med til at give kræfterne til at kunne... Om det så er på Gud, dig selv eller en kammerat så er troen medskabende kraft. ..mon det giver mening? Tak for en interessant tekst. knus og smil fra mig

Fedt emne. Jeg er personlig meget skeptisk over for folk der er meget stærkt præget af Religion.
Smuk tanke med vi hver især er vores egen gud, det gør os ansvarlige for de ting vi foretager os. Lad aldrig mere mennesker dø for ord nedfældet på papir for tusindvis af år siden.
Thumps Up!

Hej Maria,
Meget stærkt og rørende skriv, om "hverdagens kamp", kampen om en accept af at være syg / ikke at kunne kontrollere sine følelser. Jeg kender godt følelsen af at måtte "skjule sin smerte", omend jeg måske ikke har haft det lige så skidt. Men det kender jeg nogen der har.
Den nemmeste start til at se vejen ud af problemerne er, at acceptere at man ikke er rask - selvom det kan være ulideligt svært.
Håber at det går bedre siden dette digt - tab ikke modet, og fortsæt med at skriv!

Christian

hej Maria.
jeg kender en der er syg, men som ikke vil erkende det selv.
hun har ritualer for at komme gennem dagen.
og får ingen hjælp udefra.
der er mange syge der holder det skjult, og hvis familie og venner ikke gør noget,
så sker der ikke noget.
men hjælp har de brug for.
godt skrevet.
mvh Schane.

Hej Maria
Fint digt (sådan vil jeg betegne det, selv om du har placeret det under "aforismer og gruk"). Skyggespillet beskriver du stærkt, men jeg kunne alligevel godt tænke mig at drille dig lidt. Kunne det ikke lige så vel tænkes, at du var usynligt rask? "Usynligt syg" er en meget liberal formulering af noget meget alvorligt, og det får meget hurtigt den konsekvens, at vi alle i psykiatriens øjne pludselig er potentielt psykisk syge. Jeg synes allerede, man kan spore et skred, når det påstås, at en halv million danskere er psykisk syge. Undskyld mig, men det er vel helt ude af proportion eller hva'? Og fratager det os ikke også en del af naturens egen omsorg. Tiden læger alle sår, og som Cazz ganske rigtigt er inde på, så kan modgang gøre stærk. Med andre ord var det måske mest på sin plads, om vi hver især sagde til hinanden: Fat mod; du går den rigtige vej; der er lys for enden af tunellen!
Jacob

Hm, et digt om livet med psykiske problemer, og en titel inspireret af de forgangne ugers tema på DR?

Stemningen og temaet i digtet skinner igennem og man er ikke i tvivl om hvad dette her drejer sig om. Et indblik i hvordan livet kan være. En personlig skildring, et øjeblik taget ud af tiden og som nu står alene, nøgent. Kunne i og for sig godt tænke mig at læse en hel samling fra din hånd med samme tema. Titlen kunne måske være Recovery Digte. Tak for læsning.

Vh

Boster