Medrivende i første omgang, men forstod ikke helt meningen.
Læste Flemming Dalsgaards kommentar og fattede mere.
Inspirerende digt med substans! Kan rigtigt godt lide det.

Aws. Hak i tuden til de herskende, men teksten ville ha' gjort sig bedre med en håndfuld dobbelte mellemrum.
Hvis ikke man taber pusten af teksten, mister man overblikket på vejen dernedad...
Hilsen
-levi

Hej Rasmus
Virkeligt dejlige digte der får tankerne til at spire...

Malende, jeg ser billedet for mig.
Pladsen, menneskemængden, angstens afsky, skrøbelighedens sande ansigt...han falder velplaceret lige her op til Påsken.
Fantastiske gode linier.

Poul Brasch (Blækhuset)

Kommentar til Rasmus Varnich Blumensaat's digt: "Stendhals Syndrom."

Mon "Piazza santa trinita" skulle ligge i Firenze?

Vi er i kristenhedens sfære. Hvor barmhjertigheden, godheden, omsorgen og medlidenheden er selve kulturens bærende søjle.
Men ved mødet med kravet om demonstration af netop samme, flygter vi skræmte bort, som en husmor i en tegneserie, der springer op på bordet ved synet af en mus på gulvet.
Blodets røde kors afmaler ironísk, at netop det Røde Kors er brugt som selve symbolet på vor store vilje til at gøre det gode. Men når blodet flyder, glemmer vi både kors og godhed.

Midt i kunstskattenes uendelighed, hvor vi møder lidelsen i form af den korsfæstede, hvor blodet i fresker og olie fylder os med medfølelse, hvor vor ånd får vinger og hvor vi burde inspireres til at blive bedre mennesker, mister vi evnen til det i virkeligheden ganske simple: At gribe en lidende om nakken, holde en klud for hans blødende næse og sige ham nogle trøstende ord.

Endnu et glimrende digt af Rasmus Blumensaat!

Venlig hilsen
Flemming Dalsgaard.

Hej Rasmus

Jeg oplever digtet som meget desillutioneret. Magthavernes kynsime, forrædderi og forbrydelser mod mennskeheden. Og der er ingen vej ud. Alleveje fører tilbage til Rom.Selv generalsekretæren (i FN?) er korrumperet af magten. Og den enkelte er selv en del af magten med sin magelighed, ligegyldighed og selvretfærdighed. Og vore efterkommere er der ingen, der tænker på.

Du er meget sikker i din brug af virkemidler. Det ene billede følger det andet fra linje til linje, og associationerne hvirvler læseren med i en nedadgående spiral. Men digtet slutter vel alligevel i en slags opbyggelig morale eller opfordring, tænker jeg. Nemlig, hvis man opfatter "og fred være med vore efterkommere" som ironisk.


Venlig hilsen
Frank

Kommentar til Rasmus Varnich Blumensaats digt: "Gestaltloven."

Jeg måtte google "gestaltloven(e)" før jeg turde driste mig til at kommentere digtet.

Men lad mig prøve!

Det designede jakkesæt, fejlstrømsrelæet og bobleplasten betegner den konforme og beskyttede borgerlighed.
Det forudsigelige og i regler indpakkede liv. Selv Jorden må kede sig derved.
Eksplosionen er det ultimative opgør med det linealrette og forudsigelige liv.
De siamesiske tvillinger er "mislykkede" børn. En ommer, et brud på normaliteten og drømmen om den idelle arving.

Digtets midte er en beskrivelse af selve begivenheden. De "spinnende tallerkener der slår sig skarpt til ro,"
er blot Rasmus, der leger med de ord,som han tydeligvis behersker bedre end de fleste.

For mig er digtet en frustreret bøvs, der blæser huse omkuld, fordi intet andet synes at kunne rokke ved folks ambitiøse, velstandsfikserede og succesfulde liv.

Er jeg kommet helt på afveje?
Blandt digte på Pennen, køres der her på første klasse. Så tolkningen er ikke helt let!

Venlig hilsen
Flemming Dalsgaard.

Imponerende måde du holder den røde tråd i dette virvar af ord, der alle giver mening på deres plads, og til sidst også har et budskab... Godt gået!

Dit digt er enormt velskrevet, du fortæller en fyldst gørende fortælling, på meget lidt plads. Samtidig bruger du sproget meget nuanceret, jeg kan virkelig godt lide den linje hvor du skriver "På græsset der visnede under os" Det er en flot metafor.

Alt i alt, meget smukt.

VH ida

Kommentar til Rasmus Varnich Blumensaat's digt "SPQR"

Her er vi vist ved det, man tør kalde "rigtig lyrik."
Digtet er skrevet med meget sikker hånd!

"Senatus populusque romanorum," betyder det vist, om jeg husker ret.

Og det antydes, at vi aldrig er kommet fri af romerriget. De romerske kejsere er gået videre i Europa og Rusland og idag er det EU's generalsekretær, der er kejser i vor tids romerrige.
Romernes triumfbuer og vore jernbanebroer ligner hinanden. Vi er spundet ind i samme vejnet som dengang, og hensigten med romerriget og EU er evigt den samme, at vi kan berige os på andres bekostning.

SPQR er stemplet, som ikke kan raderes ud. Vi er evigt en del af det samme rige. Det var holdningen i romerriget, og er det måske også idag.

Et flot digt. Og ikke en amatørs første leg med genren!

Venlig hilsen
Flemming Dalsgaard.

death by art! fantastisk :)