Jeg faldt over dit digt og ville lige kommentere, fordi jeg kan genkende så meget. Jeg har skizofreni som du, og borderline som din mor. Så jeg kan i høj grad genkende den ikke-eksisterende følelse af at vide hvem man er og hvor man er på vej hen. Og det er ensomt, som du skriver - og forvirrende.
Jeg forstår også det med at diagnosen kan være det værste og det bedste. Som om ens udfordringer pludselig giver mening, men også det stigma, det er at være menneske med en diagnose, og opgaven i for enhver pris IKKE at glemme mennesket og sygeliggøre sig selv.
Jeg har været patient længe og er nu så småt ved at blive menneske igen.
Jeg håber, at du også har fundet dig, siden du skrev digtet. Uanset hvem.du er.

Jeg kommenterer også lige på det med at være forelsket i idéen om en person, man ikke kender. Jeg er selv en romantisk dagdrømmer, så jeg er ofte forelsket i idéen om nogen.
Jeg havde en samtale med en i går som mente, at når man får følelsen af, at en person er den eneste ene, handler det om at vedkommende udfylder nogle huller i ens egen personlighed. Altså giver én noget, man mangler hos sig selv.
Og det var ironisk, for jeg har netop været forelsket i en jeg ikke kender, og måtte indse at jeg ikke engang ved, hvad manden repræsenterer eller hvad jeg søger.
Jeg kender hverken mig selv eller ham.

Jeg har mærkeligt nok ikke læst dine tekster før for jeg har også været længe på fyldepennen, og døjer selv med en diagnose, der i en periode truer mig meget, men andre gange åbner mere for verden. Dette digt var så åbnende for mange tanker jeg har om min søster, min storesøster, som reelt har fungeret som min mor , en mærkelig konstallation. Du skriver på en måde, så man virkelig oplever digtet. Tak for det fra Niels( Snowfrog/ Snowlion)

så fantastisk, at jeg ikke ved hvad jeg skal sige.

Meget fortællende digt men på en god måde. Du får virkelig vist hvordan HP føler sig helt alene og magtesløs i en verden hvor hun ikke rigtig har nogen at føle sig forbundet med. Jeg kan lide det tak for ordene.

Modsat Stig var jeg helt VILD med første strofe! Synes det rummer humor og (ungdoms?) forvirring på én og samme tid! Det senmoderne liv med desperate googlesøgninger. Første strofe præget af selvironi - THATS cool!

Det har sine ups and downs, og med det mener jeg læse mæssigt. Der er sektioner jeg synes er super læse venlige, og andre der halter lidt. Når jeg læser de gode føler jeg - det var dog ærgerligt de andre halter. Sådan forstået at nogle af dem bare flyder med en rytme og indhold der harmonerer, og andre der er en smule tunge. Hvis jeg skal give et eksempel, den første sektion med google er tung, jeg var ved at stoppe læsningen af det indtil jeg nåede til Min fyr.

Hold nu helt fast, hvor er det velskrevet, sigende og rørende.

Særligt:
"Men det kan være svært
At elske
Én med et sultent hjerte"

Ramte mig fuldstændig.

Godt gået! Bliv ved :)

Kh Lise Emilia

Hej Simone
Mor datter, venner og minder, relationer billeder årene der gik, barndommen der blev til ungdom/voksendom, ja mobilen er "besjælet" du beskriver det rigtig godt. Tak for ordene fra Ulla

Hej Simone
Rigtig god tekst, jeg er især vild med det første afsnit. Det virker sårbart, og ægte, og det gør at det rammer mig som læser. Det er virkelig godt. Jeg kan føle smerten I at blive afvist, selvom man måske ikke engang, selv har lyst til at det fortsætter..

Jeg er lidt forviret over slutningen. Hvem er det, jeget sidder overfor til sidst? Er det veninden? eller er det en fyr? Overskriften er Simone, men der står Simon, længere nede.

Ellers er det som sagt en rigtig god tekst, og jeg vil glæde mig til at læse mere fra dig :)
Mvh Ida

Hej Simone
Sikke en både fin og voldsom fortælling om kærlighedens veje og vildveje. Jeg nød at læse med, du har en god umiddelbar skrivemåde. Tak for at dele og fortsat god skrivelyst fra Ulla