"Hun er psykisk syg", siger jeg. "Jeg tror hun snart skal indlægges. For nu vil hun ikke engang oplade."
Du stirrer uforstående på mig. Det forstår jeg godt. Jeg begynder at fortælle dig om min mobiltelefon, som er gået i stykker. Så vil du måske bedre kunne forstå.

Min mobiltelefon er i stykker. Den er ukontrollerbar og Skærmen er smadret og det engang lækre skærmoverflade har nu krakeleret sig til mange lange, slanke indkopieret små skarpe sprækker, der engang imellem afleder sig nogle små stumper glasskår. Dem skal man passe på ikke at skærer sig på. Udvendigt er skærmen smadret. Indvendigt er batteriet ødelagt og viser flimrede billeder indvendigt på skærmen. Den kører frem og tilbage på dataskærmens menuside og viser og trækker internetsiderne frem og tilbage. Det er enormt stressende at have en interaktion med en telefon som er så ødelagt. Både indvendigt og udvendigt. Men det var den ikke da den blev købt fra ny og lige var sat på markedet. Der var den splinter ny og velfungerende. Ligesom de fleste mobiltelefoner er det når de lige er blevet sat på markedet. Friske, normale og fejler intet. Velfungerende. Velfungerende. Min telefon var også engang så hurtig med dens nye opdateringer. Dens glas var spejlblankt og fri for riser og ar på sjælen. Mens langs dens tilstedeværelse og eksistens har den været udsat for at blive tabt på jorden. Ja endda flere gange. Så mange gang at den nu har taget evig skade af det. Det kan den ikke længere repareres for. Det er jeg ked af. Men Heyy. Sådan er det vel bare og det er vel noget jeg bare må leve ud fra. Så kan jeg så vælge at købe mig en ny smide den ud eller gør hvad jeg vil med den. Det er op til mig. Men jeg kan ikke bare smide den ud eller købe en ny. For der ligger alle mulige minder og Data på den mobiltelefon som jeg aldrig vil kunne undvære og som bekræfter en stor del af min identitet. Selvom den er fuldstændig ødelagt og ikke virker med dens flimren og stiften på skærmen, så vil jeg aldrig nogensinde undvære den. Jeg elsker den og vil beskytte den. For du er jo Min Mor. Og dig vil jeg holde tæt indtil mig som en mobiltelefon i en brystlomme. Også selvom du engang skærer i mig fra de små glasstumper der sidder i det itustykkende glasrude. Så vil jeg altid holde dig tæt ind til mig og beskytte dig. Holde dig varm fra kulden. Men alligevel med et solid stykke stof imellem os.