Hej Stella,

virkelig smukt digt, håbet og styrken du har og viser frem, midt i al den uretfærdige smerte.

Du har, i dette værk og i dine andre, virkelig styr på rytme og på billeddannelse, og endnu vigtigere føles det som om at jeg-personen i digtet stiller sin sjæl modigt til skue, hvilket er endnu mere værd og endnu mere inspirende, end alverdens geniale kunst - desuden føles det som om at jeg-personen i digtene formår at passe på sig selv, og sine grænser. Det håber jeg virkelig at du gør, hvis dine digte er selv-biografiske..

Du skriver at du ved at du bliver til noget - jeg ved så at du allerede ER noget. At du, alene ved at kunne sætte ord på smerten, uanset om det handler om dig selv eller en anden, er noget uerstatteligt - en langdistancevandrer, der har overlevet helvede, og allerede har vandret mange mil, flere end andre gør på et helt liv.

Det gør mig ondt at læse om en genkendelig og relaterbar smerte, og jeg er ked af at læse at du føler at du må gøre dig hård som en sten, for at overleve - dér har jeg selv været. Indtil stenen krakelerede, og indtil jeg indså at vand er stærkere end sten - og at sensitivitet er hårdere end kynisme. At man ikke er svag for at være sårbar og for at passe på sig selv og sine grænser, evt. ved at tage en lang, lang pause fra de mennesker der ikke fodrer ens sjæl med nysgerrighed og evt. omsorg.

"Du må lære at forlade bordet, når kærlighed ikke længere serveres." - Nina Simone, legendarisk soul-sanger, der især synger om traumer, om at føle sig misforstået, og om at stå op for sig selv, og nyde livet.

Fremtiden virker måske sort, men jeg læser i dine værker et stærkt håb og styrke, ved at du tør være sårbar herinde, og dele sådanne traumer, som du fremragende og inspirerende sætter ord på. Jeg håber at den sorte fremtid også har gråzoner, eller at der dukker lysende stjerner op, ude i horisonten. Stjerner, som kun mørke gør synlige.

Jeg delte selv for 4-5 år siden herinde på Fyldepennen, at jeg er overlever af seksuelle overgreb i barndommen, begået af et familiemedlem, og at mit nærmiljø ingen støtte nogensinde har givet mig. En psykolog jeg engang gik ved skrev dengang til mig, at jeg aldrig må glemme, at de personer jeg søger at hjælpe, ved at stå frem, måske først vil give sig til kende mange, mange år efter at jeg har delt min historie - fordi at starten på healingen er at sætte ord på hvad man har været ude for, og stå op for og stå inde for sin sandhed der ER sandheden, og dét er sindssygt svært! Ved at du skriver om dine traumer, hjælper du andre til at finde ordene, og til at se nuancerne - at skylden for den dominoeffekt af lort der følger overgreb, ene og alene hører hjemme hos krænkeren. Det var ikke din skyld!!

Men vigtigere end at hjælpe andre, er det at du hjælper dig selv - hvilket jeg ud fra dine værker tolker at du så absolut er i stand til, med hvad der lyder som sunde valg. Jeg har lyst til at skrive meget mere, men vil i stedet blot dele 2 digte, først et af Louise Bach Johansen (1986-2018), som har alle sine 400 værker liggende herinde på Fyldepennen, også dette, "Jeg er blevet voksen" =

"Der findes en plads hvor solen skinner mindegløder
et hjørne af en have hvor min barndom ordløst er gengivet
i form af hvidskurede havemøbler og frodige slyngplanter
der snor sig op ad murstensvæggen i snørklede grenlabyrinter
vildtvoksende og uspolerede, identiske med dengang
alting ligner sig selv, enddog de nedfaldne blade
der kunstfærdigt har spredt sig på havebordet
og som i et solstrejf reflekterer mit henførte smil
mens jeg filosoferende indtager aftenkaffen
og erfarer midt i en henført perspektivering
at jeg ubevidst har sanset mig voksen på få sekunder."

--

Og dernæst et digt jeg skrev til CSM (Center for Seksuelt Misbrugte, et gratis kommunalt tilbud), og til deres frivilligsektion i Århus - de har frivilligsektioner i de fleste af de største byer i DK. Jeg kan ikke anbefale nok at få talt med andre der har oplevet noget lignende som en selv - at opleve ordløs forståelse, også og måske især fra det modsatte køn af en selv, er fuldstændig uerstatteligt, og så vigtigt for at kunne føle, at man ikke er alene, at ens sandhed er sand, og at nærmiljøet der ikke forstår ens smerte, er meget normalt, desværre. Den ordløse solidaritet - følelsen af at blive forstået alene på ens kropssprog, af andre med samme type traumatiserede kropssprog, er virkelig hårdt og svært til at starte med, men... uvurderligt. Du er ikke alene, og du er allerede stærk for at overlevet hertil, hvilket SÅ mange andre ikke gør! Her et digt jeg skrev til CSM Værestedet, til en mappe der gives til nye ansigter dernede, for at de kan sidde og bladre lidt i mappen og læse og se kunstværker, inden at de er klar til at hæve hovedet, og tale med andre overlevere og ofre. Andre langdistancevandrere.

"Du dér
her, kig her
jeg er blot et bogstav
ikke kærligheden eller hadet, ej høj eller lav
Ikke en hammer eller sav, husk at trække vejret
Dette er blot endnu et bogstav, mening ubegæret, ubesværet
Husk at trække vejret, kig her, stilhed nu dit ord, jeg beæret
du er sikker her, lille eller stor, på din stol og dette bord
Mærk dine fødder, ryglænet der støtter, koppen dit ror
Når du kigger op igen, du nye ven, har du her et anker
Uanset stormen indeni, uanset frost, mani og skavanker
Lad linjerne være planker, du tryg her hvor kun hjerter banker
Her er plads til det hele, særligt DIG, dette helle
- til alle dine følelser, lyde og tanker
HUSK!
glem aldrig at du allerede er
langdistancevandrer."

Kh Ansu