Der bliver sagt og skrevet meget om hvad meningen med livet er. Mit bedste gæt, efter at have snuset til mange forskellige bud, er at meningen med livet er at finde sig et sted, hvor man føler sig fuldstændigt og aldeles hjemme. Tillykke med at du fandt dit sted, at du fandt de mennesker, der skulle til.

P.S: Jeg overvejer alvorligt at købe din bog efter at have læst disse kapitler, for ligesom de små børn fra 3. klasse, som du engang stod overfor (ja, det kan man godt i en rullestol, i min verden i hvert fald), så har jeg stadig en masse små og store ting omkring det at have et synligt handicap, som jeg er nysgerrig på.

Ja, du kan godt snakke, og forstå hvad andre siger. Det flere mennesker har svært ved at forstå det. Mit gæt er, at det er fordi de har svært ved at spejle sig i det fysiske handicap. Eller at de spejler sig for meget - eksempelvis ved at tænke, at et synligt handicap betyder at vedkommende også er mentalt bagud eller at det er voldsomt synd for vedkommende.

Det sociale er en svær ting. Men fortælle på en levende og medrivende måde, det kan du.

Jeg har godt hørt om dit projekt med selvbiografien. Siden du udgav denne tekstbid er den blevet færdig, og tillykke med det.

Jeg ville ønske at flere forskellige typer af mennesker fortalte deres lishistorie og fik mulighed for at få den ud til et større publikum, sådan som du har gjort. Normalt er det kun folk, der på en eller anden måde er "berømt", der får biografier ud, men hvad med en almindelig, ukendt direktør, husmor, skolens populære pige, eller hende i rullestolen?

Jeg tager hatten af for dit projekt, og synes allerede du i denne tekst ganske fint rammer det med hvad normalitet er, og hvordan fjertallet reagerer på "afvigelser". Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg de børn, der stillede dig spørgsmål spejler hvad de voksne egentlig tænker - jeg tror det er de samme basale sprøsgmål: Hvad med måltider, hvad med toiletbesøg? Osv., osv.

Spændende i hvert fald.

Jeg synes prologen virker langt virker i det omfang at jeg bliver nysgerrig i forhold til at læse videre og få svar på nogle af de spørgsmål der allerede er nævnt.

Hvis jeg skal være lidt kritisk, synes jeg du skal stramme lidt op på dialogen og på afslutning. Det er som om du fik for travlt med at afslutte.

Jeg synes:
1) de fem kutteklædte bør præsenteres med en forklarede titel. Er de præster, repræsenterer en troldmand, kongen eller hvad?

2) monologen hvor kvinden afbryder sin kollega og advarer Darlene og Dimitri fungerer efter min mening ikke. Det virker for ekstremt at hun advarer mod at et spædbarn skulle slå nogen ihjel. Prøv noget enklere. I stil med, at der vil blive holdt øje med hende og hvis der ses spor af evner der kan spores til de andre verdner, vil hun blive dømt til døden.

3) jeg kan ikke forstå du omtaler ham med de grønne øjne som ham med de grønne øjne efter vi har gået at vide han er Scarletts beskytter, og især ikke når udsagnet fra den ene af de fem kutteklædte indirekte antyder at titlen som beskytter har en vis værdi. Synes du skal omtale ham som Beskytteren, med stort begyndelsesbogstav. I hvert fald i den sidste sekvens.

4) jeg synes måske det er en ret kort prolog. Men ved jo ikke op der lægges op til en kortere eller længere historie.

Jeg håber du kan bruge ovenstående. Ellers bare smid det væk og skynd dig at poste fortsættelsen.

Kort og godt! Sidder med en fornemmelse af at jeg vil høre mere - hvilket efter min mening er en god ting for en prolog.

Er dette dog et uddrag fra en novelle/roman - vil jeg ønske mig lidt mere 'guf' - beskrivelser etc. :)

Hej Stephanie!

Dejligt at du har fundet en hylde her i livet. At du trods de odds der er imod dig, alligevel fandt din egen vej. Det lyder spændende at du vil skrive fantasy og at du drømmer om at drive det vidt.

Her er et lille råd. Når man gerne vil skrive noget, som skal ramme andre. Altså fx noget fra eget liv, så er det vigtigt at man ca. griber det an, som man ville gøre, hvis det var fiktion. Altså skrive det så læseren er med hele vejen og selv rammes af de følelser, som forfatteren ønsker at dele. Denne tekst er jo tydeligvis fra dit eget liv. Hvis jeg som læser rigtig skal gribes, så skal du tage mig ved hånden og med ind i din verden, så jeg også er med.

Eksempelvis som i afsnittet her:

"Jeg husker tydeligt hvor frygteligt det var i folkeskolen, når vi skulle have Klassens Time. Det eneste gode ved den time var, når vi skulle have kage. Nå, men som man nu altid gør, startede vi ud med at snakke om de problemer, man nu havde, og sluttede af med en eller anden leg. Desværre ville de altid spille fodbold eller rundbold, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne være med til. Jeg havde så spurgt læreren, om vi ikke engang imellem kunne lave noget, hvor jeg også kunne være med, og det var hun selvfølgelig med på. Det var klassen bare ikke. De sagde, at jeg jo bare kunne kigge på."

Det er naturligvis synd for pigen (dig) og minder mig om alle andre børn, der har prøvet at være udenfor. Men skriv det så læseren også fornemmer hvordan det var. Hvordan det føltes. Her er det mest en konstatering og mangler derfor nogle nuancer, der trækker læseren tæt på. Evt. kan du prøve at skrive det som var det en anden det gik ud over. Tage følelsen med ind i teksten - for hvordan føles det sådan at bliver kørt sådan ud på et sidespor?

Jeg har leget lidt med ovenstående afsnit i et forsøg på at vise dig, hvad jeg mener:

”Det var klassens time. Lea fik klamme hænder alene ved tanken. Det eneste gode var kagen, der om lidt blev delt ud.
Først kom den obligatoriske runde om problemer i klassen. Gustav havde baldret en rude og Rasmus mistet sit penalhus og troede at det måske var Isolde har havde taget det. Den slags. Lea spiste langsomt af marmorkagen, der blødt smuldrede mellem fingrene. Hun fangede krummerne, der landende på det blanke bord foran hende. Om lidt gik det løs med rundbold, og Lea var igen udenfor. Hun kunne jo ikke så godt deltage. En eneste gang fandt hun modet og spurgte Ida, deres lærer, om ikke de kunne lave noget, hvor hun også kunne være med? Lea huskede stadig klassekammeraternes reaktion. Siden turde hun ikke foreslå den slags. Så nu kiggede hun bare på.”

Man behøver ikke at skrive hvor ked af det hun (du) blev. Prøv at vise det i stedet. Rent teknisk kalder man den slags "show it, don't tell it" og det er noget med at give læseren en fornemmelse af hvad der foregår uden direkte at skrive at de andre var nogle spader og det er synd for hovedpersonen.

Men skriv, skriv og læs en masse. Du er allerede godt på vej.

Mikala

Hej Stephanie!

Spændende prolog, som dog rejser enormt mange ???, som så nok besvares senere i historien. Men måske bør du alligevel give mere info her.

Jeg bliver forresten forvirret i sidste afsnit. Du skifter nemlig synsvinkel, men til hvem? Faderen? Siden der står "sagde han".

Som din anden læser savnede jeg også at bare en lille smule forklares her i prologen. Også deres nære omgivelser. Bor de i hus eller hule? Savner lidt info om miljø. Vi ved jo faktisk heller ikke endnu om de fx er trolde eller mennesker.

Titlen er på engelsk. Mener du ikke Pentaklet? Altså med K.

Men ellers spændende.

Mikala

Spændende historie især det der med øjenfarven og beskytterne. Godt skrevet. Meget spændende og interessant.

Rigtig godt skrevet, jeg vil gerne læse videre :-) går ud fra at der så hen af vejen vil blive fortalt om de tre verdener :-)

ideen fungerer, men man mangler baggrund. Noget der gør man forstår, hvorfor øjenfarve er så vigtig i den verden du skriver om, men blive bare ved. Jeg vil i hvert fald gerne læse videre.

hej Stephanie.
du skriver så man bare glider gennem teksten.
og man er ikke i tvivl om din lyst til at skrive.
jeg kan følge dig helt når du skriver at det er en form for selvterapi.
jeg begyndte selv på den måde og fandt mig selv i en verden af ord, jeg bare ikke vil ud af igen. smiler.
den glæde man får og føler er helt fantastisk.
glæder mig til at læse mere.
mvh Schane.

hej Stephanie.
jeg kan godt forstå din harme og humor over menneskers "dumhed"
jeg er selv meget imod fordomme.
men også meget bevidst om mig selv, for jeg har også et andet sprog, når jeg er på arbejde,
men jeg ville ønske det ikke var nødvendig. (jeg er privat chauffør) men når jeg har fri, er jeg altid mig. smiler.
du skriver og fortæller godt.
og ser på tingene lidt dybere end de fleste. det er en god ting. smiler.
mvh Schane.

Nå, jeg kom til at læse dine essays i omvendt rækkefølge. Du skriver virkelig godt, jeg mærker hele tiden dit nærvær, når jeg læser din tekst. Du skriver om glæden ved at fortælle om dig selv, og det får mig til at tænke på en veninde som også er handicappet, men på en helt anden måde end dig. Hun skrev en bog om sit liv og handicappet, og siden har hun været ude på skoler og i foreninger og fortælle. Det må lige være noget for dig.

Kåemer

Et dejligt frisk essay, du fejler i hvert fald intet i sproget, og i at tage genvordighederne med humør. Du skriver, at der ikke findes dumme mennesker. Joh, det gør der, og du har åbenbart selv mødt en del af dem. Jeg har selv arbejdet som hjemmehjælper i næsten 25 år, og er kommet hos mange handicappede, og jeg kan ikke komme i tanker om en eneste der var ubegavet. - Nå, i hvert fald ikke flere end blandt andre mennesker.

Det har været en stor fornøjelse at læse dit essay. Tak for det.

Kåemer

Jeg kom virkelig til at grine! Nøj, hvor er det rammende og morsomt skrevet, selv om emnet er svært. Men jeg synes du formår at få det serveret, så jeg lo højt, over den med "pædagogen". Og hende der nærmest kravler op i skødet, fordi det er "så syndt for dig!" Ha!

Jeg læste og forstod dine frustrationer, og min tanke efterfølgende er at teksten virker som et foredrag, som du sagtens kunne tage ud at holde. Du skriver i et tydeligt talesprog, der med det samme griber læseren.

Læg nogle afsnit ind i din tekst. Det er en ordentlig mundfuld, hvis man lige skimmer, og desværre kan det skræmme læsere væk. Det vil være synd, for din tekst er god.

Jeg anbefaler afsnit efter:

Men hvor vil du mene at handicappede ligger henne på denne skala?
Men der er selvfølgelig langt fra burde til gør.
Jeg er ikke et barn!

M.fl. - Læg afsnit ind, hvor du skifter emne eller hvor du naturligt ville holde et kort ophold, før du gik videre.

Jeg har ikke læst det første kapitel, men blev fanget af et link til dette på forsiden.

Mikala