Mit liv med muskelsvind - kapitel 3


6 år siden 4 kommentarer Livshistorier livsrefleksion drømme tanker

6Pentaclet - Prolog
Det var ved at være et døgn siden Darlene havde født. En lille pi... [...]
Fantasy
6 år siden
4Mit liv med muskelsvind - kapitel 3
Det er her, jeg hører hjemme · Alle mennesker har drømme om hvad de... [...]
Livshistorier · livsrefleksion, drømme, tanker
6 år siden
5Mit liv med muskelsvind - Kapitel 2
Forstår du, hvad jeg siger? · Nogle gange skulle folk prøve at høre... [...]
Livshistorier
6 år siden
6Mit liv med muskelsvind - En række fortælli...
Som et rumvæsen · Det er nogenlunde sådan jeg føler mig, når jeg er... [...]
Livshistorier
6 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Stephanie Fjeldsø Fischer (f. 1994)

Det er her, jeg hører hjemme


Alle mennesker har drømme om hvad de gerne vil opnå i livet. Et typisk fælles mål er at passe ind. Vi vil gerne have et sted, hvor vi kan være os selv 100 procent.

Jeg synes, det har været utrolig svært at finde et sted, hvor jeg har passet ind, for hvor gør man egentlig det, når man sidder i kørestol? Man kan ikke være med til nogen form for sport, og ens energiniveau er ikke lige så højt som andres, så det med at mødes med veninderne efter skole, kan hurtigt gå hen og blive uoverskueligt. Og hvis man ikke kan deltage på lige fod med alle andre, hvordan er det så lige, at man skal passe ind?

Personligt føler jeg mig let udenfor og som en belastning for andre, fordi jeg ikke kan de samme ting. Jeg er ofte hende, der bare sidder på sin plads fra start til slut, da jeg ganske enkelt ikke kan overskue at køre frem og tilbage konstant. Og når man ikke følger med flokken, går man let hen og bliver hende den kedelige. Det er bestemt ikke noget der får en til at føle sig hjemme.

Jeg husker tydeligt hvor frygteligt det var i folkeskolen, når vi skulle have Klassens Time. Det eneste gode ved den time var, når vi skulle have kage. Nå, men som man nu altid gør, startede vi ud med at snakke om de problemer, man nu havde, og sluttede af med en eller anden leg. Desværre ville de altid spille fodbold eller rundbold, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne være med til. Jeg havde så spurgt læreren, om vi ikke engang imellem kunne lave noget, hvor jeg også kunne være med, og det var hun selvfølgelig med på. Det var klassen bare ikke. De sagde, at jeg jo bare kunne kigge på. Og det gjorde jeg også tit, men i længden er det altså ikke sjovt.

Det gør ondt, når der ikke er forståelse for, at man ikke kan de samme ting. Og at sidde på sidelinjen og se andre have det sjovt, gavner absolut ikke ens selvværd.

I folkeskolen havde jeg dog et sted jeg passede ind. Jeg kunne måske ikke altid se det dengang, men det kan jeg helt bestemt i dag. Der var andre som mig, andre i kørestol. Det kan godt være at vi var langt fra hinanden rent fagligt, men vi havde stadig noget tilfælles, og det var det der betød noget.

Det at have noget tilfælles, er det der også gør at man passer ind. Sådan har jeg det i hvert fald. Og at finde et sådan sted er ikke altid lige nemt. Jeg har i hvert fald ledt siden jeg stoppede på skolen.

Hvordan er det så man finder det rigtige sted? Første skridt er vel at prøve sig frem. I starten går det måske ikke som man ønsker, og det kan virke håbløst, men hvis man ikke prøver, kan man heller ikke vide, om det er godt.

For mit vedkommende fandt jeg mit rette element i 2012. Det var det år, hvor jeg gik 9. klasse om, fordi kommunen ikke lige vidste, hvor de skulle gøre af mig. Heldigvis viste det sig at blive det bedste år. Jeg optrådte med skolens band, fik lov til at være hjælpelærer i de små klasser og blev introduceret for hjemmesiden Movellas. Det var et år hvor jeg udviklede mig som menneske, og jeg fandt noget jeg kunne lide.

Movellas er en gratis hjemmeside for skriveglade unge mennesker, og det var min dansklærer der fik den fantastiske idé, at vi skulle aflevere en stil gennem den side, så alle kunne læse den. Jeg husker, hvor meget folk hadede den idé. De kunne ikke lide tanken om, at andre kunne se det de havde skrevet. Jeg tror, jeg var den eneste der elskede det.

Jeg valgte at blive hængende på siden efterfølgende, da jeg syntes, at det var et fedt koncept, og fordi jeg selvfølgelig kunne lide at skrive. På det tidspunkt var der dog intet seriøst over det. Jeg havde altid fået at vide, at jeg var god til at skrive, og jeg nok skulle blive udgivet på et tidspunkt, men jeg troede ikke rigtig på det. Så god var jeg da heller ikke?

Det er altid fedt at få ros, og jeg har altid sagt pænt tak, men inderst inde har jeg haft svært ved at tro på det. Folk kunne jo lige så godt sige det, fordi de havde ondt af mig. Medlidenhed kan få folk til at sige mange ting. Men efter jeg fik mit navn i en bog, er det blevet bedre.

Første gang jeg blev udgivet var i 2012 gennem Movellas. De havde en konkurrence, hvor jeg altså blev en af vinderne. Det var virkelig stort, og vi blev inviteret til København den 9. november, til overrækkelse af bogen. På det tidspunkt var jeg anonym på siden, så ingen vidste at jeg sad i kørestol.

Efterfølgende fortsatte jeg med at skrive og deltage i diverse konkurrencer, hvoraf jeg vandt en del. Det var sådan jeg øvede mig, og det var tydeligt, hvordan mine tekster blev bedre og bedre, og jeg begyndte også at føle mig godt tilpas med at alle kunne se mine tekster. Det kunne næsten ikke blive bedre.

I 10. klasse var jeg syg det meste af tiden som følge af at have fået respirator. Det betød altså at jeg havde masser af tid til overs, så jeg gav mig til at skrive min første roman, og jeg var ufattelig stolt af den. Jeg mærkede glæden ved bare at skrive, og det blev mere og mere naturligt for mig. Det var mig. Romanen ligger stadig på min computer, som minde om hvordan det hele startede, og der bliver den. Jeg har udviklet mig meget siden, og jeg kan godt se, at den ikke egner sig til andet, end den træning det var. Men den er stadig et minde om, at det kan lade sig gøre, og at man skal starte et sted.

I starten af 2013 opdagede jeg, at der lå en forfatterlinje, FGK, i Holstebro, og jeg var ikke i tvivl om, at det var der jeg skulle søge ind. Det var måske en smule pebret at skulle betale 750,- i måneden, men jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at pengene ikke betød noget, så længe jeg brændte for det. Desværre opdagede jeg at ansøgningsfristen var overskredet. Alligevel besluttede jeg mig for at sende en mail, for at høre om jeg kunne få lov til at søge ind. Det kunne jeg ikke, men jeg var velkommen til at søge ind året efter. Øv, tænkte jeg. Og i et kort øjeblik tænkte jeg også, at jeg nok alligevel ikke var god nok til en linje, der hørte til Dansk Talentakademi.

Noget tid efter kom der en e-mail om, at der var blevet en plads ledig, så hvis jeg stadig var interesseret, skulle jeg sende en ansøgning hurtigst muligt. Selvfølgelig var jeg interesseret, så jeg skrev straks min ansøgning og sendte den samme dag. Nu håbede jeg bare, at jeg var god nok.
   Kort tid efter blev jeg kaldt til samtale, og jeg fik at vide, at jeg havde fået pladsen. Det var den lykkeligste dag. Jeg havde talent!

Sommerferien gik, og det var nu blevet tid til at starte på skolen. Det var helt underligt at skulle møde andre med samme interesse, men jeg glædede mig. Det viste sig allerede den første dag, at være nogle super søde mennesker, som hjertens gerne ville hjælpe. Det var rart at blive mødt med den form for venlighed.

Vi skulle lave nogle forskellige skriveøvelser, og vi blev introduceret for tekstlæsning. Vi hørte 2. og 3. års eleverne give feedback på en tekst, og i et kort øjeblik følte man sig en smule dum, for de var jo ekstremt dygtige. Det er så noget man hurtigt lærer, kan jeg i dag konstatere. Det er vel egentlig også derfor man går i skole - for at lære?

I løbet af året har vi lavet mange forskellige ting, og jeg er blevet mere og mere glad for at være der, for man bliver accepteret for den man er. Og det er jo lige præcis det jeg har ledt efter, siden jeg forlod 9. klasse.

Movellas var stedet på nettet, hvor jeg fandt ud af, at folk kunne lide det jeg skrev, og det var der jeg udviklede min måde at skrive på, så jeg i sidste ende kunne søge ind på en skole/linje. Det har i hvert fald gjort det tydeligt, hvor jeg hører til, og det er helt sikkert den vej jeg fortsætter.

Jeg drømmer selvfølgelig om at blive en stor forfatter, som folk genkender på gaden, og som de på en eller anden måde kan se op til. Samtidig vil jeg også holde mig helt nede på jorden, da jeg absolut ikke har lyst til at blive som de kendte, der selv synes, at de er for fine til at snakke med andre, der ikke er som dem. Jeg vil have, at folk skal kunne lide mig for den jeg er, og for det jeg skriver, og ikke fordi jeg er kendt.

Når jeg skriver, gør jeg det med hele mit hjerte, og alle mine tekster er dyrebare for mig. De er en del af den, jeg er, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan det ville være ikke at skrive. Jo, der ville være et stort, tomt hul indeni mig. Det er sådan jeg føler, i de perioder hvor jeg ikke har tiden.

Jeg er engang blevet spurgt om, om der er nogle historier jeg særligt drømmer om at skrive, og ja det er der helt bestemt. Denne selvbiografi er en af dem. Jeg har så meget at fortælle verdenen, og når jeg nu har den fantastiske gave at kunne skrive, så er det det jeg gør. Verdenen er ikke så sort og hvid som folk tror, og det er det, jeg vil have folk til at se. Se alle farverne og nuancerne.

Jeg skriver også meget for at få styr på de mange følelser, der sommetider vælter rundt i mit indre. De kan være så mange, at jeg ikke ved om jeg skal grine eller græde, snakke eller skrige. Det er ikke altid nemt, at være ude af stand til at smide med ting og smække med døre, så i stedet skriver jeg det. Og det virker. Når jeg skriver, kan jeg komme af med mange af følelserne og på den måde få styr på mit hoved. Det er vel en slags skriveterapi?

Noget andet jeg også drømmer om at skrive, er en fantasy serie, som jeg allerede arbejder hårdt på. Det har altid været min ynglings genre, og da den rette idé kom til mig, begyndte jeg bare at skrive. Og jeg kan love jer, at det bliver noget, der aldrig er set før. Jeg vil være original, og hvis det betyder at jeg først er færdig et år senere end forventet, fordi den rette idé skulle komme, så er det sådan det er. Hellere en original fremfor en kopi.

Uanset hvad, vil det altid være her jeg hører hjemme, i en verden af bøger og deres forfattere, måske endda mine egne, og ingen kan overbevise mig om andet.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 20/10-2014 09:10 af Stephanie Fjeldsø Fischer (Deanie) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 1890 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.