"Hvad er det, helt nøjagtigt, jeg skal gøre for dig?"
     Danny forstod ikke helt, hvad den korte sammenfatning af den gamle religions historie, havde at gøre med ham. Han syntes, det var på tide, at Zenzarius kom til sagen.
     "Måske er det for svært." Det virkede som om Zenzarius talte til sine børn og de små væsner, for han stirrede mod kolberne og deres noget besynderlige indhold, mens han talte.
     "Nå, jeg har da klaret lidt af hvert, men hvad får jeg ud af det?"
     "Du får noget sjældent og ganske fantastiskt," lovede Zenzarius og kradsede sig på overarmen, før han fortsatte: "Men hør først, hvad din opgave går ud på: Du skal finde et barn, som du så giver en blå perle, Efinas ene øje.Når barnet knuger perlen, får det et par dråber af den smule magi, jeg har tilbage. Det vil tiltrække de 10 guder, så de vil gøre ham til deres udvalgte."
     "Nå ja, guder har jo deres yndlinge," indskød Danny syrligt.
     Zenzarius fortsatte: "På den måde får barnet lidt af gudernes magi i blodet. Så kan du snuppe magien i nogle dråber blod og gemme dem i perlen, indtil du har fra dem alle ti.Og når du har det smider du perlen i havet. Så bliver alt godt."
     "Øhm, ja det lyder jo nemt nok."
     "Du kan give den til min yngste lillesøster," foreslog Ravna og prikkede ham blidt på næsetippen: "Så kan du blive her i havet. Her er rart."
     "Jeg kan ikke trække vejret ret længe under vand," indvendte Danny. Gad vide om det passede, at han kunne forvandle sig til en havmand, hvis bare en havfrue gav ham et kærlighedskys? Så var det da en overvejelse værd.
     "Det skal desværre være et menneskebarn. Ellers havde jeg nok selv taget mig af sagen." Det glimtede i havdæmonens øjne, mens han samlede hænderne og gned fingerspidserne mod hinanden.
     "Har du forstået, sømand? Og vil du gøre det? "
     "Øhe," mumlede Danny. Han var i vildrede, men Zenarius skulle ikke vide, at han overvejede, om havdæmonen havde rotter på øverste dæk.
     "Du tøver. Det er vel din belønning, du tænker på? Du skal som forskud få en pose perler. Fine østersperler har stor værdi, og i nogle af dem er der magi. Nok til at du bør kunne løse opgaven. Når den er fuldført, vil du få så meget magi, at du bliver den største troldmand af menneskeslægten, nogen har set."
     "Troldmand?"
     Danny smagte på ordet. Det lød for godt. Men perlerne var smukke. Og ganske rigtigt en formue værd. Hvis han lovede at finde en perleunge, måtte havdæmonen jo få ham op til overfladen og i land.
     Men lige nu måtte han gerne trække sig lidt tilbage, sammen med sine unger. Danny kunne sagtens finde på noget at foretage sig sammen med Ravna. Og forresten var han sulten.
     "Vil du gøre mig den tjeneste, sømand?"
     "Ja! Jeg gør det. Du har vel ikke noget mad, jeg må få?"
     En serie skrattende lyde gled over havdæmonens læber. Han lo.
     "Mad? Jo, suppen er vist ved at være færdig, og tangbollerne er lunet. Tag I blot for jer. Jeg vil gå afsides og hygge med ungerne, til de svinder ind igen."
     Zenzarius gled frem og bankede på kolben, hvor Efina sad med lille Gluterik. Straks hoppede pigen frem, med den lille i favnen. Han lå ind mod hende, og hun støttede ham med sine ene arm. Hendes lille hånd puttede sig ind mod faderens store. Så forsvandt de ind i det tilstødende rum.
     
Suppen var den samme væske, han havde fået, lige da han kom til sig selv, men Zenzrius havde åbenbart set sit snit til at drysse nogle småfisk og lidt krabbekød i. Det smagte ikke værre end kokkens kålsuppe, og tangbollerne var faktisk bedre end de knastørre beskøjter.
     Ravna spiste med god appetit.
     "Ærgerligt at du ikke kan blive her," smaskede hun og tørrede lidt suppe af hagen, med sin hånd.
     "Ja, det er en skam," sukkede Danny. Men det tog nu lidt af charmen med den smasken. Kvindfolk burde spise pænt - også selvom de havde hale.
     "Men det er et spændende eventyr, du skal ud på," snakkede havfruen, "der er bare noget, jeg ikke forstår; hvad nu hvis de der guder allerede har en udvalgt? Så vil de vel ikke vælge det barn, du finder?"
     "Jo, for ungen har jo rørt ved den blå perle, som Zenzarius siger er perletøsens øje. Og så bliver de tiltrukket af ham, kez war."
     "Hvorfor bruger du de der ord til sidst? Hvad betyder de?"
     Ordene betød bare "ikke sandt." Det var noget hans mor sluttede hver anden sætning af med. Og forresten også hans yngste lillebror. Men hvad kom det egentlig Ravna ved? Ordene var smuttet over hans læber, men han gad ikke tænke på dem derhjemme.
     Hvorfor havde den elendige oversætter-perle ikke bare oversat det til tydansk?
     Nå, magiske oversætterperler havde vel deres begrænsninger. Det havde underlige blå "Nu-vil-alle-guder-udvælge-dig"- perler nok også.
     "Hvis der er vrøvl med dem, der allerede er udvalgte, så skaffer jeg dem af vejen," tænkte han højt og knaste et stykke af en krabbeklo. Det gjorde ondt i hans kindtand og irriteret spyttede han stykket ud.
     "Kan du ikke lide det. Det er da det bedste." Ravna så betuttet ud et øjeblik. Så knasede det mellem hendes tænder. Et stykke af et krabbeskjold blev gennemboret af hendes fortænder, De var sylespidse.
     

* * *
     En skikkelse rejste sig fra en sivmåtte. Stor, skælvende og hvid.
     Caleb var den eneste, der så det.
     Rory snorkede og kradsede sig i søvne. Tonny mumlede noget om sin mor, gispede og stak tommelfingeren i munden. Rorys bagdel lyste i det svage skær fra måneplaneten Anarkat; det blege nattelys trængte gennem underdækkets eneste koøje.
     Skikkelsen havde rejst sig fra sin lånte måtte, og stod stift, som naglet til plankerne. De hvide, kødfulde arme lagde sig skærmende mod brysterne.
     Caleb betragtede hende fra sin plads i hængekøjen. Mon hun pønsede på noget? Ville hun have mere? Hun havde da ellers fået det syv gange.
     Først havde hun selvfølgeluig brokket sig. Det gjorde de altid. Så havde hun slået og sparket. Det gjorde de ikke så tit, men det gjorde det sjovere at se på.
     Det var lidt mærkeligt, at hun bare stod der. At hun havde kræfter til at stå og glo.For hun var godt brugt. Men man vidste aldrig. De burde have svinebundet hende.
     Kvinden bevægede sig. Famlede i Dannys tomme hængekøje. Hvad bildte hun sig ind? Havde hun da ingen skam i livet? Åbenbart ikke, for hun stjal hans tæppe og viklede det om sig. Og så gik hun. Bare sådan. Forbi de sovende mænd, ud gennem forhænget, ud til rorskarlene, der sikkert sad og surmulede over kaptajnens ordre om en ny kurs. For vinden aflyder ikke menneskers ordrer.
     Gad vide, hvor hun skulle hen? Mon hun ville gå til fangehullet og banke på, for at blive lukket ind eller ville hun springe i vandet? Og mon hun så mødte Barskebjørns spøgelse?
     Så kunne hun måske få mere mandfolk.
     Caleb kvalte et fnis. Ikke vække de andre. Men det var ikke dårligt, det med at få noget mandfolk.Bare meget besværligt, når ingen måtte vide noget om det. Sommetider kunne man snige sig til det med en eller anden fange, men tit var de så halvdøde, at det ikke var spor sjovt. Som nu ham, der var blevet pint, da de raflede. Han var ikke død endnu. Hans flæbende piberi trængte op gennem sprækkerne, nede fra lasten. Eller måske var det rotterne?
     Ikke om han gad gå derned. Ikke om han så blev betalt for det.
     Men der havde jo været jo tre passager ombord på Casandra, og alle tre var fanger nu. Udover matronen, var der ham den halvdøde i lastrummet, og så var der en ung mand, der så ud til at være af fornem slægt. Ikke ligefrem køn. Spinkel, langlemmet, rødhåret og fregnet. Og det der sad midt i fjæset lignede mere et mågenæb end en næse.
     Den unge mand havde forsvaret matronen og de andre på Casandra med indædt og ret imponerende kampiver, men til sidst havde de fået has på ham. Nå ja, det var selvfølgelig Danny, der lige havde vredet hans arme om på ryggen og surret ham fast til en mast. Med blodige grabber, fordi han var ved at sprætte den genstridige kaptajn op. Sikke nogle prægtige eder og forbandelser, der havde stået ud af gabet på ynglingen, da han stod der. Det havde været en fryd at stoppe noget ind i munden på ham. Bare lidt synd, at det kun var et sammenpresset tørklæde. Den mund fortjente bedre.
     Man burde måske ligefrem vaske sig? Nej, ikke frådse med den smule ferskvand, der var ombord. Og han havde da fået krænget den blodige særk af sig og taget en ganske pæn skjorte på. Det var skrighalsens, men han skulle ikke bruge den mere. Den strammede lidt, men så kunne man jo nøjes med at lukke de nederste hægter.
     Caleb luskede en kam frem og trak den gennem håret. Så spejlede han sig i koøjets glas og sendte sig selv et opmuntrende smil; det var godt at have lidt sul på kroppen, så der var lidt at tære på i dårlige tider.
     Caleb trak forhænget til side og gik ud til agter-roerne; 10 svedige, trætte mænd. De fleste stirrede blot frem for sig, men en enkelt sendte ham et håbefuldt spørgende blik.
     "Nej, det er ikke afløsningstid endnu," grinede Caleb, og satte kurs helt agterud.
     Der lå den lille fangekahyt. Godt at han var betroet nøgler til både fangehuller og lænker. Han famlede nøgelbundtet frem. Egentlig havde kaptajnen sagt, at han først skulle bruge det i morgen, for at hente fangen til legerummet. Men man havde vel lov til en smule fornøjelse?
     Han havde en god historie klar. Det hjalp gerne, hvis man bandt dem noget på ærmet. Lovede dem frihed eller bare lempelige kår, frihed fra pinsler eller god mad. Fjolserne troede faktisk som regel på det. Og ingen tog sig af, hvad de senere påstod.
     Nøglen gled skrattende rundt. Caleb slikkede sine læber og kløede sig bagi.
     Der var mørkt derinde, så han lod døren stå på klem. Nu havde han vel fyrtøjet i lommen? Jo, der var det. En ny opfindelse, udsmykket med sølv-og-guld ornamenter. Havde tilhørt en eller anden idiot, han engang havde befriet for hovedet.Ganske praktisk tingest, altså fyrtøjet. Caleb greb en fakkel, som han vidste hang på væggen, tændte den og satte den i krukken med sand, så den stod fast. Nu var der lys.
     Fangen sad op mod væggen, lænket til den med en halslænke. Ved siden af stod en tom skål og et væltet bæger.
     "Ved Belkin, hvem er du?" spurgte fangen arrigt.
     "En ven," løj Caleb og gjorde stemmen blød som smør.
     "En ven? Det var godt. Du ser nu også rar ud."
     Den unge mand lagde hovedet lidt på skrå. Det glimtede i de grønne øjne. Skælmsk? Var det muligt? Var manden så dum? Calebs hjerte slog en kolbøtte. Han kunne dårligt tro det.
     "Skynd dig at befri mig for lænken, kære ven."
     " Det haster vel ikke," udbrød Caleb og tog sig i det. "Jeg mener, stoler du på mig? Sådan uden videre?"
     "Nej, ved Karanga om jeg gør, men jeg kan se på dig, at du vil mig noget. Måske kan vi komme overens?"
     Der var størknet blod på fangens vamsede kjortel. Og sved på den blege pande.
     "Er det tøj ikke alt for varmt?" smiskede Caleb og var ligeglad med, at hans hensigt var ret tydelig.
     " Jo," gispede fangen, "løs mig, så jeg kan tage det af."
     Troede fangen måske, han var dum?
     " Næh nej, behold du bare lænken lidt. Jeg har en kniv, hvis det kniber med at få trøjen over hovedet. Så får vi se bag efter."
     Der lød slæbende skridt. Lige bag ham.
     Hvem var den formastelige? Den hallunk skulle han straks sætte på plads. Hans hånd lukkede sig om kniven.
     "Vov ikke at krumme så meget som et hår på prinsessens hoved!" hvæsede en stemme mod hans nakke.
     "Hvad for en prinsesse?"
     Det var matronen, der havde sneget sig ind på ham. Den fordømte kælling. Og hun måtte jo være blevet vanvittig.
     "Hendes majestæt, prinsesse Varylis af Varylien. Du må have hørt, hvem hun er. Spil bare ikke komedie, min gode mand."
     Jeg er ikke din gode mand," fnøs Caleb og betragtede fangen. Var det muligt. Var den kampdygtige mand i virkeligheden en pige? Måske endda en jomfru af såkaldt ædel byrd? Et eftertænksomt pift gled over Calebs læber. Det skulle de andre lige vide.
     Den fede kælling rørte på sig. Noget tungt tordnede mod hans baghoved. Mellem ham og fangen, der vist var en prinsesse, dansede der pludselig et hav af stjerner. Og de var alle sammen skidefulde, for de svajede, gyngede og hoppede. Og de rev i ham. Trak ham forover. Og frem mod hans ansigt kom der en lille gul fugl. Skræppende nippede den i gulvet og halede det op mod hans ansigt. Han havde en underlig metallisk smag i munden. Føj for pokker.
     Gunk sagde det, da ansigtet hamrede ned i bræddegulvet.
     Så blev alting sort.
     
"Nu ved de alle sammen, hvem jeg er," nåede Varylis at hvæse, før en af roerne gungrede gennem døren og hamrede åren mod hofdamens hoved.
     "Neej," spruttede tykke Edda, tabte tæppet og snurrede rundt, med næverne hårdt knyttet. Med øjne så store som tapperhedsmedaljer, veg roeren et skridt baglæns og sank i næste øjeblik sammen med et forbløffet hyl. Eddas kødfulde næver havde ramt ham lige i mellemgulvet.Åren røg gennem luften og landede lige foran Varylis. Den mulighed kunne hun ikke lade gå fra sig, så hun greb fat om den, og mens Edda placerede et spark mellem den vaklende roers ben, så et kastrathvin steg mod loftet, forsøgte Varylis at rejse sig op. Det lykkedes ikke, og hun hvæsede arrigt af sig selv. Tænk at hun kunne glemme, at lænken var for kort.
     Vredt stirrede hun ud over gulvet. Der lå et nøgleknippe ved siden af den faldne sørøver, ham den noget griseagtige, der havde villet forgribe sig på hende.
     Hun satte sig ned og bøjede sig forover. Med åren i hånden. Den var tung, og den var lang Den skulle vel nok kunne puffe nøgleknippet nærmere.
     Roeren hylede stadig, Edda så forvirret ud. Og om lidt kom der sikkert flere farende. Enten roere eller de, der måske sov.
     Der var brug for hjælp. Varylis rakte sin hånd ind under vamsen og op under beskyttelsesvesten. Ind mod den bare hud, hang en perle. Hun gned den mellem to fingre. Ikke fumle nu, formanede hun sig selv. Bruge de helt rigtige fingerbevægelser. Tænke klart. Sende. Kaste tankebølger. Hun måtte tro på at det virkede.. Hun havde prøvet før. Prøvet at kalde. Uden held. Men nu - nu skulle det virke. Situationen var håbløs.
     Hvor mange var der mon egentlig ombord på det her onde skib?
     
Det samme spurgte Ravna om, og Danny måtte lige tænke efter.
     Når de lagde fra bredden, var der som regel omkring fyrretyve mand ombord på Casetta. Antallet varierede noget, men de der døde blev altid erstattet i en eller anden havn eller i en eller anden flække i nærheden af den bred, hvor det stolte skibet lagde til.
     I dag var fem mænd døde, tre sårede og en hoppet i en redningsbåd.
     Danny talte på fingrene. Med ham selv var det ti mænd, der manglede.
     Det var lidt irriterende, at Ravna spurgte om alt muligt, men på en eller anden måde også rart at her var en at snakke med. Nu var han mæt, og hun hverken smaskede eller knaste mere.
     "Jeg tror, der er 30," fortalte han Ravna.
     "Det er mange," sagde hun og lød både alvorlig og forskrækket.
     Hvad var nu det? Hun havde jo ellers virket så glad og selvsikker, lidt naiv og rigtig sød.
     Et skapt skær ramte ham. En tynd stråle af klart lys. Lige mod det ene øje. Han kneb det sammen, men åbnede det straks igen.
     Det kom fra en knap på hendes korte tangbluse, eller hvad man kunne kalde det klæde, der nogenlunde dækkede hendes yppige bryster. En perleformet knap. Eller en perle, der var syet på som pynteknap? Han havde ikke rigtigt lagt mærke til den før, men nu funklede den.
     "Jeg må afsted," sagde Ravna.

       

Griseri (1)
    (Noveller)
    (40 dage siden publicering)