Kære mor
Jeg kan lige så godt få det her skrevet ned, for det er noget, jeg tænker meget på, efter vi brød vores kontakt. Hele min barndom kører for mit indre øje.

Starten af livet var knapt så positivt; jeg måtte tit lege inde, fordi min far altid holdt uden for vores hus i en bil. Du tror sikkert, jeg har glemt det, men det har jeg ikke. Jeg fik ofte et puslespil, som jeg kunne hygge mig med for nedrullede gardiner. Dengang forstod jeg vel næppe din angst, eller hvorfor du hele tiden passede sådan på mig. Når jeg endelig fik lov til at komme ud at handle, var der visse byer, vi undgik. Når vi alligevel skulle handle der, måtte jeg sidde i bunden af vognen, for hvis nu min far var i nærheden.

Heldigvis holdt det op igen, men angsten kan jeg stadig mærke i min krop. Du prøvede at skabet en god fremtid for os; du gik i skole i København og kom hjem i weekenden. Det tog da ikke så langt tid, og breve fik jeg mange af. Godt jeg havde min bedstemor, hvad ville du dog havde gjort uden hende ?

Da jeg blev ældre begyndte du jagten på den eneste ene, via et kontaktbureau, endnu en ting du vidst ikke troede, jeg var klar over. En af de første, som jeg virkelig håbede du ville beholde var Per. Han arbejdede på Grønland, og vi kom op og besøgte ham en gang. Ham ville jeg gerne have beholdt som min far, sådan skulle det ikke være. Jeg forstod kun, at du ikke kunne lide hans fødselsgave til dig, og så var det slut. Den bamse han engang syede til mig er mit kæreste minde. En anden ting jeg kan huske, ved ham var, at han en dag tog mig med ind i en legetøjsforretning, han spurgte hvilken dukke jeg helst ville have; jeg valgte en babydukke med lyserød dåbskjole, som han købte til mig.

Senere kom der flere mænd igennem vores liv, uden det blev det helt store. En vi godt kunne have undværet var en ung logerende, som fik Bedstes værelse en tid. Han drak meget, men havde den dejligste sorte kat. En aften da vi havde låst ham ude efter en del vrøvl, kom vi hjem heldigvis med en af mors fyre. Han havde smadret en rude og lå og sov branderten ud. Næste dag flyttede han, og jeg fik lov til at få hans kat, som jeg fik rigtig mange gode år med.

Flemming var en anden fyr, som hun havde store planer med, han havde en datter lidt yngre end mig. Hun var hos ham hver anden weekend, vi kunne ikke så godt sammen. Mor nåede at blive forlovet med ham inden dette forhold også sluttet.

Imens var jeg snart blevet en stor pige, jeg hadede skolen mor. Noget du sikkert aldrig lagde mærke til var, at jeg blev mobbet fra børnehaveklassen til jeg flyttede skole sidst i 6. klasse. Jeg har altid været en enspænder og som enebarn har jeg lært at underholde mig selv. Jeg havde nogen få gode venner men de flyttede skole. Per, min aller bedste ven, lod du mig ikke have kontakt med. Fordi hans mor havde en kæreste i samme by, som min far boede. Det ville have hjulpet mig meget, hvis jeg havde haft lov til at beholde ham. Nå, men det er jo fortid, jeg har senere mødt ham, men mistet kontakten igen.

Det eneste tidspunkt jeg var populær var, når jeg holdt fødselsdag, for mor, der har du altid været genial til at finde på. Jeg var den der holdt de bedste fødselsdagsfester.

Nå, men videre gik mit liv, du mødte en fyr der heder John, han blev min nye stedfar og støtte senere i mit liv. For mor, det næste der skete har jeg aldrig tilgivet dig; du ”smed” min bedstemor ud af huset og ind i en ældrebolig og derefter var det mest mig, der var hos hende. Du giftede dig med John. Jeg lærte at leve med ham, også da i rykkede mig væk fra mit fødehjem.

Du holdt op med at arbejde, og en dag da jeg var i skole kørte en ambulance forbi med fuld udrykning, jeg gik i 9. klasse. Læreren kom ind og sagde jeg skulle tage hjem med det samme, de kørte mig hjem. Mor, du lå der på en båre, bleg, mens de kørte med dig. Jeg forstod intet, fik overladt huset alene. Indtil du dagen efter desværre kom hjem. Derefter blev jeg bange for at komme hjem fra skole. Jeg vidste aldrig, om det var en af dine dårlige dage, hvor jeg kunne risikere at finde dig bevidstløs. Det skete flere gange, hver gang ringede jeg efter John og gik udenfor med hunden, kunne ikke klare at se på dig. Andre gange tog du bilen og kørte af sted, det er vist et held du aldrig kørte galt. Du har også prøvet at tage dit eget liv, men det lykkedes ikke. John fandt dig, og senere fandt jeg dit afskedsbrev. Ingen havde ville fortælle mig noget om det her.

Du forandret dig mere og mere med årene, blandede dig i mit liv, bestemte hvem jeg skulle se, læste mine breve, dagbøger og hvad du ellers kunne finde. Jeg hader dig for det, hver gang jeg fandt et af mine breve i dine skuffer. Du havde også travlt med at splejse mig sammen med fyre, som du kunne lide. Det værste er nok dengang du prøvede at splejse mig sammen med en, som havde tævet en anden halvt ihjel. Han var den første, der kyssede mig, men mor, hvordan kunne du dog?

Jeg flyttede hjemmefra, meget imod din vilje, du skrev breve til mig, kaldte mig billig. Jeg var 18 år og havde kysset en fyr i hele mit liv, jeg forstod ikke, hvorfor du gjorde det. Det blev en god tid selvom jeg ikke kunne klare ensomheden eller det hårde arbejde. Bedste var min eneste trøst, hun boede tæt ved mig. På sine gode dage kunne vi snakke om alt, og hun glemte aldrig at fortælle mig, at hun elskede mig.

Jeg fik dårlige knæ og flyttede hjem igen, det er nok den største fejl i mit liv. Jeg fandt en dejlig fyr, men du synets ikke om ham eller, at jeg var lykkelig. Du forbød ham at komme hjem, men jeg så ham stadig hver anden weekend. Du skrev til ham og fortalte alt muligt om mig og om, hvor dum han var. Jeg forstår dig ikke, du kaldte mig tit en klods om benet, fordi jeg havde dårlige knæ. Du sendte et sidste brev til min kæreste, en tekst jeg havde skrevet for længe siden om en fyr, og bagpå havde hun prøvet at efterligne min skrift. Der stod 3 drengenavne, som hun åbenbart troede jeg havde været sammen med. Min kæreste var helt ude af den, men jeg forklarede sandheden og til mit held forstod han. Jeg ville næppe havde tilgivet hende, hvis hun havde ødelagt det imellem os.

Bedste døde, du så hende ikke i flere måneder, turde ikke besøge hende på sygehuset. Kunne ikke engang ordne hendes begravelse. Jeg fik lov til at bestemme hendes urne (en blå en, for det var hendes yndlingsfarve) og hvilket tøj hun skulle begraves i. Jeg fik i det mindste sagt farvel til hende, så hende ligge så fredfyldt i sin seng, på det plejehjem, som du havde bestemt hun skulle op på, selvom hun altid havde sagt, at når hun engang kom på plejehjem, ville hun dø. Der gik to uger, så fik hun fred. Jeg vidste det den sidste gang jeg så hende, jeg vidste hun skulle dø. Ugen før havde jeg bestilt tid til frisøren så hun havde pænt hår. Du skulle have set hende, da hun lå stille hen med sin elskede bamse i favnen. Hun var så smuk….

Et halvt år efter, jeg var lige startet på VUC, du havde skændtes med John, pludselig gik det ud over mig. Jeg gik ind i stuen med min mad, da vi skulle spise, du slog efter mig, jeg hvervet for mig med min arm. Jeg græd, du sagde, du aldrig ville se mig mere. Det var sidste gang jeg så dig, Elvis (min kat), Tøsen, Indy, Laban (mine hunde) og mine elskede kaniner. Jeg fik aldrig lov til at komme hjem mere. 14 dage gik der, så døde mine kaniner på mærkelig vis, og du havde noget at gøre med, det ved jeg ikke. Tilgive vil jeg få svært ved, du har ødelagt meget af min ungdom mor. Men hvor jeg dog savner mine dyr, sterilisere min elskede Tøsen har I gjort bag min ryg, selvom I ved jeg var imod det, fordi hun ikke har en stærk psyke. Det er endnu en ting du har været medvirkende i at skræmme hende med dine anfald. Hvordan tror du sådan nogen dyr har det, når du vælter rundt og næsten raserer hele huset?

Nå, men jeg vil slutte mor, håber du får et godt liv - trods alt. Dine børnebørn vil du nok aldrig komme til at se, for droppe min forlovede kan du ikke få mig til. Du gav mig selv valget mellem jer og ham. Jeg valgte ham, for han kan give mig en tryg og kærlig fremtid, det kan du næppe.

Kærlig hilsen din datter