Hvis et lille menneske beslutter sig for uden badevinger at hoppe i et dybt hav, i tidspunktet hvor skoleklokker ringer ind og forældre sidder på kontor for at ringe ud, så er der intet man kan stille op...
Inden vi for alvor starter, må jeg lige varsle, hvordan fortællingen flere gange vil tage en markant drejning! Vi vil blive forvirrede, måske bange, men det vil klare op igen, og når slutningen nærmer sig, så vil vi forstå, hvorfor fortællingen forløb som den gjorde. Historien vil blive ført frem af et lille menneske, en dreng, som ikke taler. Han har mange historier at fortælle, men det er ikke dem, vi skal høre nu. Drengens far er nemlig sådan en far, der bedst kan lide stilhed. Derfor er det heldigt, at han har så tavs en dreng. En historieløs søn. Det gør faren til en glad far.
Men livet går ikke altid stille for sig, og nogle gange hænder det, at der sker noget, som man ikke bare kan lade gå i glemmebogen. Nogle historier må simpelthen bare fortælles! Drengen nikker anerkendende: "Ellers så bliver kroppen tung og hovedet tomt", påviser han i luften ved at tegne ord med hænderne. "Det er ligesom, når man er forkølet", fastslår han, og tager sig til næsen.
Alt det har han prøvet at forklare sin far. Men han svarer altid tilbage på den samme måde. Med et ansigtsudtryk drengen kender, men ikke forstår... og så er den historie ude ...
For en dag får drengen nok af det alsammen!
Og det er her, historien dukker op første gang... ord for ord i en flaske..
Lad os starte i fugleperspektiv. Det giver et godt overblik. Vi følger en måge flyve ud gennem skyerne med solen efter sig. Den kigger ned og ser et menneske, der sender et brev ud med tidevandet i en mørkegrøn flaske. Det er morgengry efter regn, flasken slår imod en bøje på åbent hav, siden mod en molepæl af træ, og netop som et ur skal til at slå, fordi tiden er gået, ser man lys fra et fyrtårn, der blinker, som om det giver bølgerne retning, og dér,
ude på havet, en sen og stjerneklar nat, slår pålandsvinden ind, og en flaske med post rammer bredden.
På det her tidspunkt har vores historie allerede været lang tid undervejs... ja, den har faktisk krydset de syv verdenshave i en flaske, utroligt nok, men mere om det senere. Nu skal vi tilbage til drengen, der finder vores historie...
Ved samme strandbred, hvor flasken skyllede ind tidligere, går en sælsom dreng rundt i sandet og spiser skum. Havsaltet stikker på hans tunge, og han svælger, for han er tørstig. "Vandet kan ikke drikkes", tænker drengen om havet, med en stemme, der ikke er hans egen. Ganske givet, et forsøg på at eftergive sin far. Som regel er de sammen, faren og drengen på stranden, men ikke i dag.
Drengen synker alene ned i sandet, det er fugtigt, og sandkornene ligger tæt op ad hinanden. Strandgulvet føles hårdt og luften kølig. Det er godt sand at tegne i, bemærker han, og tænker på sin far. Nogle gange skriver han til ham i sandet. Sådan kan han bedst fortælle sine historier. Og sådan kan faren bedst lytte til ham. Side om side sidder de så, lydløst, sammen, indtil faren stryger ham over hårene, og siger: "kom, vi skal hjem nu, du, min lille ciselør i sandet."
Uroligt kigger drengen pludselig op, da en tør vind stryger ham let over kinden og han opdager, at der ikke er andre mennesker på stranden. Det er faktisk rart, tænker han, mens han lytter til en havfugl, der stille stemmer morgentidernes toner ind i øret på ham... Det kilder. Og drengen griner. Griner og griner... kigger op mod himlen, og får øje på en fugl. Fuglen er en måge, som slår med vingerne, og skråler ned... til en dreng, der græder så uventet, og i et øjeblik ønsker han bare at forsvinde i havet.
Han får øjenkontakt med en spejlvendt dreng i vandet, rækker hånden ud efter sig selv, ryster hovedet... og en bølge skyller henover øjeblikket. Den har bragt et glimt med ind til kysten! Han er vågen igen, hans øjenkroge er fugtige, og hans blik rettet mod noget ude i vandet. Det gnistrer i solen... Han tørrer øjnene for at stille skarpt, rynker panden for at skærme af for sol, som blænder, og han kigger igen ud mod vandet.
En gammel flaske dukker op mellem havets logrende bølgehaler. Sollyset bryder glasset i forunderlige farver. Og det endnu mørke flaskeglas får lyset til at slå smut på vandet. Drengen står helt stille... der er et brev i flasken!
En nysgerrighed griber fat i drengen og puffer ham på vej, hurtigt af sted, ud i vandet, lige et øjeblik... vakler han med sine følelser, men fatter sig hurtigt, og så videre... hen til flasken.
Imens dykker mågen ned i vandet, griber noget med næbbet, og stiger atter i himmelhøjderne med kurs mod kysten. Inde på bredden står drengen nu igen, med bøllehatten på skrå, og en nyfunden skat i sine hænder små. Fantasien fra før, ønsket om at forsvinde i havets bølger, er, for en stund, erstattet med lyst til eventyr. Ivrig efter en af livets små historier flår han proppen af flasken, og trækker forsigtigt brevet ud med sin pegefinger...
Kære ven af havet,
Der er gået lang tiden siden jeg sidst så mit hjemland! Min hånd er træt og det falder mig svært at begynde. Kunne jeg, ville jeg sige dig mange fine ting. Men som det er nu, må du klare dig med mine endelige ord.
Hvordan jeg har det, siger du? Jeg er skam glad for, at du spørger. Tjo, i går var jeg en smule ked af savn, og i dag er det påske... ifølge mine beregninger. Så jeg formoder at dette er et påskebrev, som jeg har skrevet på denne søndag, endda, den første efter den sidste fuldmåne ovenpå det lyse forårsjævndøgn.
Jeg står midt i en overgang, hvor jeg ikke kan blive stående. Det er et af de øjeblikke, hvor noget nyt træder ind i mit liv, noget ukendt, og jeg står alene i det. Jeg er havets mand, et stille liv, altid på vej mod nye eventyr. Bølgerne går højt her til aften, og jeg tror, at du bliver den første, men sidste, der hører fra mig.
I dag satte vi sejl og stod til søs ud fra en gylden kyst. Først gik turen op mod strømmen, og vi måtte gøre os umage. Siden trak det op til uvejr, skipperen fløjtede os på plads, og med blikket spændt fast, undgik vi at se hinandens frygt i øjnene. Jeg sendte en tanke af sted om brevet, til dig, du kære ven af havet.
Min fortællings fortsættelse forudsætter den forståelse du får med brevet. Og jeg glædes ved, at mine ord vil rejse videre efter mig. Tanken om, at historien vil blive fortalt af dig og af andre, gør mig mindre ensom... min ven, kan du svare mig på, hvordan barndommens stilhed blev til denne bundløse alenehed?
... Ja, det skal blive interessant at følge fortsættelsen. Jeg garanterer at historierne vil klare op.