Ja! nu er jeg begyndt at pakke til mit ophold på Dallund. Jeg håber jeg kommer der fra med en masse redskaber, så jeg kan forhåbenlig begynde at leve igen. Jeg kommer til at tænke på alle de diagnoser jeg har på mig. Kronisk rygpatient,kronisk smertepatient, kronisk hjertepatient, men fohåbelig ikke kronisk cancerpatient, men det får jeg desværre først at vide i næste måned.
Jeg er kun 48 år, jeg må indrømme at jeg ind imellem føler mig lidt bitter. 12 år er gået med ene sygdom, men især de sidste 2 år har været de værste. Det er mærkelig at tænke på at jeg har haft adskillige hjertestop, inden jeg fik min ICDer, men det har ikke været så slemt som denne her nyrecancer. Den har ligesom sat alt istå i mig, det hele er bare ventetid. Jeg har godt nok en pragtfuld mand,søn og datter. Desværre kan vi bare ikke rigtig tale om denne her cancersygdom, måske fordi vi alle er fyldt med angst, og alle kender prognoserne. Ingen behandling, kun operation, og den har jeg fået. Jeg kan ikke ladevære med at tænke på hvor stor den tumor var, og at lægerne mener at den har siddet der i mange år.
Hvorfor mon man ikke har kunne set noget i alle de blodprøver, jeg har fået taget gennem de sidste år. Jeg er godt klar over at det må have været svært, når man som jeg altid har ondt i ryggen, og nyrecancer tit viser sig ved at man har ondt i ryggen. Alligevel har jeg fået taget så mange blodprøver i forbindelse med min hjertesygdom, så jeg syntes jo at det måtte have vist noget. Hvad nu hvis jeg ikke havde gået til den ultrascanning for galde sten, var jeg så mon død nu?????????
Jeg spørg mig selv hele tiden. Hvad mon de smerter som jeg er begyndt at få i siden af maven, faktisk under arret, er det bare arvæv, jeg har aldrig lidt af arvæv før, og jeg har jo været igennem en del operationer gennem årene. Nå! jeg har fået taget mig sammen og bestilt en tid til på næste mandag, og desuden er der jo en læge over i Dallund. Jeg er et stor fjols, jeg burde været gået til læge, noget før, men jeg føler ikke at hun rigtig ved noget, som jeg ikke selv ved. Jeg føler mig heller ikke rigtig godt informeret, men det er min egen skyld. Det er bare svært når der er 3 sygehuse der er indblandet, Fredericia, Vejle og Skejby hvor de opererer mig. Mår jeg nu kommer hjem igen, vil jeg prøve at få fat i mine journaler, det har jeg ikke turde før.
Der er også en anden ting der undre mig, jeg ved hvor svært det er at få bevillet pension idag, men jeg havde den mellemst og iløbet af 2 uger havde jeg fået bevillet den højeste, mange siger til mig at det er uhørt. Nu ved jeg jo heller ikke hvad der står i mine papir, for dem ville jeg jo ikke se på det tidspunkt.
Jeg har lige bestemt mig, Jeg ringer til Skejby nu, Og bederdem om at sende min juornal. Og lad os så se