Hvorfor siger vi ting, selvom vi ved de er sårende? Vi lærer som børn at vi skal tale ordentligt, vise respekt og tage hensyn. Hvornår glemmer vi det igen? Og hvorfor glemmer vi det? Bare fordi mor og far ikke længere minder os om, at vi skal tale ordentligt, betyder det vel ikke, at det nu er aceptabelt ikke at gøre det? Vi ved, vores ord vil såre, vi har set det før, og vi vil se det igen. Vi sårer andre, hvis vi selv bliver såret. Vi retfærdiggør det med begrundelser som "du startede". Ligesom dengang vi var små; "det var ikke mig - han startede". Og hvad var svaret dengang? Var det ikke "ja, han startede, men du fortsatte"? Og så sad vi bagefter med dårlig samvittighed, for det var jo rigtigt nok - han startede men jeg fortsatte, så jeg var ikke bedre end ham. Men hvad så nu? Afføder sætningen "du startede" det samme svar? "Ja, jeg startede, men du fortsatte"? Nej, vel? Idag bliver vi bare mere irriterede når vi hører den sætning, og tænker "nej, DU startede". Og så er vi ligevidt. Vi mener selv vi er blevet voksne, men opfører os stadig som børn. Er vi så virkelig blevet voksne?