Blæksprutte arme og mange...
Racuelle Hei...
5 år siden
ægte skriveglæde
Jette Peters...
7 år siden
Dagens Danmark.
Ruth Christe...
7 år siden
Så kom der en Lille-bebs.
Michala Esch...
14 år siden
Skøn sommer og smart syma...
Michala Esch...
14 år siden
Titte bøhh
Racuelle Hei...
9 år siden
Der bliver snart stille :...
Kellany Bram...
11 år siden
Nu er vi snart færdige
Ragnhild Bac...
10 år siden
Hvorfor siger vi ting, selvom vi ved de er sårende? Vi lærer som børn at vi skal tale ordentligt, vise respekt og tage hensyn. Hvornår glemmer vi det igen? Og hvorfor glemmer vi det? Bare fordi mor og far ikke længere minder os om, at vi skal tale ordentligt, betyder det vel ikke, at det nu er aceptabelt ikke at gøre det? Vi ved, vores ord vil såre, vi har set det før, og vi vil se det igen. Vi sårer andre, hvis vi selv bliver såret. Vi retfærdiggør det med begrundelser som "du startede". Ligesom dengang vi var små; "det var ikke mig - han startede". Og hvad var svaret dengang? Var det ikke "ja, han startede, men du fortsatte"? Og så sad vi bagefter med dårlig samvittighed, for det var jo rigtigt nok - han startede men jeg fortsatte, så jeg var ikke bedre end ham. Men hvad så nu? Afføder sætningen "du startede" det samme svar? "Ja, jeg startede, men du fortsatte"? Nej, vel? Idag bliver vi bare mere irriterede når vi hører den sætning, og tænker "nej, DU startede". Og så er vi ligevidt. Vi mener selv vi er blevet voksne, men opfører os stadig som børn. Er vi så virkelig blevet voksne?

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Er vi voksne? er publiceret 10/08-2008 19:35 af Silje Tormentil (Silje).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.