Er fandme så gal. På ham, på os, på mig selv. Hvad ligner det at ødelægge alt på den måde??? Bare lade stå til. En gang kunne vi klare alt sammen og huskede ofte hinanden på det...

Det er ikke kun mit ansvar.. Han må sgu også tage sin del. Jeg har lyst til at slå ham og sparke ham i skridtet...Har lige sendt en vred sms, hvor jeg gør det klart at jeg er godt gal i skralden. Han kunne ikke være det bekendt. Han er en nar. En idiot...


Han skulle have lukket mig ind..ikke ude. Skulle have kæmpet.
Men nej, alt var jo min skyld og jeg måtte bevise at jeg var værd at elske...come on mand, vågn op....han havde det hele. Værdsatte det ikke...

Tager min del af ansvaret, men ikke mere...han har også en kæmpe del...

Er så gal, at jeg sprutter. Har lige talt med en veninde og bagefter en ven om det. Hun var næsten i chok over, at jeg kunne blive så vred... aaarggggggg altså, den idiot..

Og under det hele ligger tårerne..for det gør ondt ondt ondt...

Fik lige en sms tilbage "Tag dig sammen"...nu er jeg endnu mere gal..... og tårerne triller...