Kære Lisbeth.

Øj, det lyder bare dejligt det, du gør, det minder mig om, hvordan jeg selv før i tiden kunne nyde at komme til mine yndlingssteder...det var da jeg boede ved Skagen... Der var så utrolig smukt, at det tog vejret fra mig hver gang, jeg kom ned i klitterne, uhmmm, dejlige lyse strand, havet, horisonten det halve af synsfeltet og splitternens melodiske skrig før de dykkede nedad og plask på hovedet i havet med skumsprøjt omkring sig... jeg bærer et savn... en sorg... er ikke i nærheden af mine elskede steder. Jeg for vild i landbrugsland i Vesthimmerland.
Men Limfjorden... Åh, den havde jeg 12 km væk... Jeg måtte køre for at komme derud og jeg glemte den ind imellem, for jeg var vant til at stikke i sandalerne og gå en lille km ned til det udbredte hav.
Så kom jeg hjem hjem barndoms skove og marker... velkendte stier var druknet i løv og brombærkrat...Jeg fandt anemoner i skovbunden... Jeg så åen bugte sig, jeg sad på mit yndlingssted højt oppe på en mark i læ bag det store egetræ... Jeg fandt et øjeblik mig selv, som jeg var.

Nu minder du mig om, at jeg stadig kan finde ind til naturens storhed, ved opmærksomt at vandre, sætte mig...se, mærke naturens styrke og dens svaghed, storhed og blidhed på min krop, i mit hjerte og i min sjæl.... et hvil for mit sind, der plejer at jage efter tankerne, der brydes i mig til volsomme energimængder som ikke kan komme ud, fordi jeg har låst mig selv inde i galskabens skur.
Jeg vil ud, ud på vandringer i den natur, som jeg søgte igennem mit liv, jeg kan stadig føle den under huden, jeg kan stadig trække den friske luft ned i mine lunger, jeg kan stadig se og være til stede...
Rhana