Kære Dagnog.

Søndag. Børnene hygger sig på deres måde på deres værelser. Jeg tror, at de ser TV og er på nettet (ligesom jeg, som en del af min hygge ;o))
Jeg har spurgt om de vil med ud i sneen, men det har ingen interesse lige nu i hvert fald, mærkeligt, synes jeg. Jeg mindes, at jeg elskede at være i sneen, da jeg var barn... men jeg husker måske forkert. Og alle ligner jo heller ikke hinanden :o) Og skal ikke ligne hinanden!
Jeg tænker på, hvad jeg skal forlange af dem idag. De skal have lavet lektier. Pludselig er dagen gået fuld af dårlige undskyldninger for ikke at lave lektier "lige nu". Jeg må være lidt hård og sige at om en halv time bliver det.

Nå, det lykkedes ikke... Hende på 13 ville gerne lige se noget færdigt og så går hu i bad, så spiser vi frokost og SÅ kommer vi til lektierne!

Så er vi mødtes på midten, synes jeg. Det er jo også deres fri- og slappeafdag. De har så travlt med skole til daglig og de elsker at være herhjemme og ikke skulle noget en hel dag.

Jeg har meget tid herhjemme i forhold til dem. Da jeg er på en pension...
Ikke, at jeg kan lide at være det. Jeg kæmper sådan med følelsen af, at jeg ikke kan bruges af samfundet. Men jeg er jo ikke den eneste...
Jeg kender en mand, der også har en pension pga depression. Han er sådan en frisk, klog og varmhjertet mand. Jeg tænker tit på ham, når jeg begynder at anklage mig selv for de værste ting. Ikke at være god nok og at have forspildt mine chancer og ikke have været arbejdsom nok...
Jeg må tilgive mig selv og anderkende, at jeg virkelig hele tiden har gjort mit bedste. Alt andet føler jeg som værende hyklerisk.

Jeg er kommet frem til, at min løsning er at undersøge, hvad det vil sige, at være i NUet. Så behøver jeg ikke at beskæftige mig med, hvad jeg har gjort i fortiden, ærgre mig eller drømme om fremtiden. Blot være her og nu med det, der ER.
Jeg synes, at det er meget svært. Det er som om det interessante ligger et eller andet sted i tankernes jungle, at jeg pludselig vil finde løsningen på det hele ved at tænke mig frem til det....
Men samtidig ved jeg jo, at jeg har prøvet på det hele mit liv og det har ikke virket specielt godt.
Jeg er blevet deprimeret og angst for at udfolde mig fuldt ud. Tænk, hvis jeg bryder sammen foran nogen?
Jeg fortsætter en anden dag... Jeg er ved at undersøge, hvad Mindfulness har til mig.