Stort øv! Har fået rigtig øv-sms fra min (psyko)-eks... Og den slog mig helt ud og satte gang i alle mulige depressive, angste, vrede og triste tanker. Skulle virkelig virkelig tage mig sammen for ikke at bryde fuldstændig sammen. Heldigvis var jeg i butikken, så der var ligesom ikke mulighed for at gå i sort, jeg måtte bare klø på, prøve at lade det påvirke mig så lidt som muligt. Men det er næsten umuligt! Føler mig simpelthen så uretfærdigt behandlet. Tænk, han skriver, at han vil have, at jeg går med ham til møde i banken, fordi han (og hans bankrådgiver) tror, at han betaler mere end mig. Hans bankrådgiver ved jo heller ikke, at jeg har lagt over 50.000 kr kontant på bordet for at redde os fra en tvangsaktion, det figurerer jo ikke på nogle kontoudskrift, men det ved psyko-eks'en, hvordan fanden kan han så få sig selv til at skrive sådan til mig?
Jeg tvang mig selv til at skrive tilbage, at jeg ville kikke på det, når jeg fik tid, og tænk, han er så dum, så han tror, at jeg dermed tager med til møde i banken. Han bliver klogere. I starten af næste uge sætter jeg mig ned og ligger alle udgifter sammen og sammenligner dem med hvad jeg har betalt og han har betalt. Er helt sikker på, at jeg har betalt meget mere end ham. Det kan han så få at se sort på hvidt.
Jeg har dagdrømt om, at ringe til lækker-far fra nytårsaften og spørge, om han vil lege min kæreste og så låne partens spritnye Toyota landcruiser, og så tage til møde med banken og psyko-eks, med Lækkerfar i hånden! Han har jo også tale-gaven, så han kunne kommunikere dem helt ned i bordet og derefter ville vi tage afsted i landcruiseren, det kunne f... give psyko-eks noget at tænke over! Men, jeg er nu klog nok til at holde det til en drøm. Det ville jo ikke hjælpe mig i længden... Hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad? Jeg ved jo, jeg har retten på min side. Hvorfor skal jeg blive så angst hver gang der er noget med ham? Han kan jo ikke skade mig... Ved bare, at nu får jeg mareridt igen...Om ham... Om at blive jaget... Om ikke kan kunne slippe væk... Fuck hvor jeg hader det. Hvorfor kan jeg ikke lige finde en rig mand, der kan købe det hus og redde mig for evig dårlig økonomi og den lorte-psyko-eks, der i den grad kan nedbryde mit humør fuldstændig...?