Problemet med at være en familie med et handicappet barn, der p.t. ikke går i skole, er, at de forskellige forvaltninger IKKE kan finde ud af at arbejde på tværs. Handicapafdeling, PPR og skole arbejder i hver sin retning og glemmer at orientere hinanden og forældrene. Og ude på sidefløjen har man så psykiatrien, der er en "dark horse".

Hvis man så er en - nogenlunde - ressourcestærk forælder, bruger man således løs af sine ressourcer på at skabe sammenhænge mellem de forskellige forvaltninger for at få dem til at arbejde sammen og orientere dem om diverse forskellige tiltag, der er gang i i de forskellige forvaltninger.

Det er enormt tidskrævende, og det kræver ALT for mange ressourcer. Ressourcer som burde gå til at passe det handicappede barn.

Ydermere risikerer man at skabe forvirring blandt de forskellige myndighedspersoner i forvaltningerne, fordi man hele tiden bombarderer dem med mails om ditten og datten, som man mener er relevant, så de kan se og forstå HELHEDEN. Man risikerer at bliver opfattet som en besværlig forælder. Omvendt så er man som forældre frustreret over systemets langsommelighed, manglende kommunikation og usmidige samarbejde. Man kommer ufrivilligt til at sidde med rollen som tovholder.

Når man så har kæmpet på kryds og tværs mellem de forskellige forvaltninger i lang tid, måske flere år, så ophober man en vis mængde negativ stress. Man kører ned psykisk, og det påvirker hele familien - også det handicappede barn.

Der er behov for, at det offentlige tager sig sammen og finder ud af at arbejde sammen og på tværs for at støtte de handicappede familier bedst muligt. Det er ikke rimeligt, at familierne skal kæmpe - indædt - for at få den støtte, der er behov for. Det krænker retssikkerheden. Det offentlige skal lære at koordinere indsatsen i de handicappede familier, så de får den støtte, der er behov for.