...angstprovokerende...

Jeg har brugt mine veninder igen og skrevet en lang mail til dem omkring det job jeg går til samtaler om i øjeblikket. Jeg har virkelig brug for deres input...

Den ene svarede at jeg skulle tage det, den anden at jeg skulle vente og se om der kom noget bedre, og jeg ved godt hvilket svar jeg bedst kan lide.

Men jeg er nået frem til, at lige meget hvilket job det så egentlig er, så er jeg ikke klar endnu. For lige meget hvad, skal der et vidst overskud til at starte et job, og der følger et helt nyt liv og nye mennesker med, og det kommer ikke valsende sådan lige..

Jeg har sammenlignet mit sidste job med et dysfunktionelt forhold og slikker stadig sårene efter det, og nu sammenligner jeg det at finde job med at finde en kæreste. Der er i hvert fald visse lighedspunkter;

Nu hvor jeg ikke er synderligt interesseret, vælter det ind med tilbud, og det går godt til samtalerne, fordi jeg ikke er så nervøs.. Men det går jo ikke at tage et job bare fordi vel?! Det har jeg prøvet før, og det gik bestemt ikke godt.

Hvis jeg skal hjælpe mig selv, skal jeg forestille mig 3 ting:

1. Jeg er coachen, der spørger: "Hvis du ikke var bange, hvad havde du så gjort?"
2. Hvilket råd havde jeg givet en veninde OG
3. Jeg er 90år og ligger for døden.. Hvilket råd ville jeg give mig selv?

SIG NEJ TAK!!! Nemt lyder det, men jeg et sygt dårlig til at sige nej... Så.. Mandag skal jeg tale med en pige i den samme stilling, bare i Frankfurt, Tirsdag til samtale med de to chefer og deres chef - og nej - det skræmmer mig slet ikke... Ikke mødet i hvert fald - mere det at skulle sige nej..