Jeg er meget frustreret, og mine graviditethormoner gør det bestemt ikke bedre.
Jeg føler mig en smule svigtet af min kæreste, som er faren til vores lille baby. Jeg har ikke særlig gode erfaringer med at han går i byen eller drikker. Jeg kan bestemt heller ikke lide fulde mennesker, mest pga. at min far var alkoholiker. De oplevelser jeg har haft med min kæreste har været fuld, eller i byen er at han ikke kommer hjem og sover, at han ikke svarer på sin mobil, at han glemmer mig når vi er til fester, julefrokoster osv. sammen og ikke holder vores aftaler. Og inden vi var flyttet helt herned i hans hus, fandt jeg ham liggende på gulvet i en ordentlig brandert, hvor han skulle have været hjemme ved mine forældre og sove, og eks kæresten kom gående ud af hoveddøren i det jeg trådte ud af bilen for at se om han var i huset. Så alt i alt, så er jeg ikke tryg eller glad ved han tager i byen eller drikker.
Hvilket leder mig til det næste, i må gerne se mig som en hysterisk kvinde, hvis i føler jeg er forkert på den.

Jeg mener godt at man kan ses med sine vennner/veninder uden at drikke, og tage i byen uden at drikke og kunne køre hjem. Hvilket min kæreste bestemt ikke synes man kan!
Vi havde en aftale i lørdags om at jeg skulle hente ham kl.22.00 senest, efter han havde hjulpet et par kammerater med at bære brænde osv. Vi skulle have ryddet de sidste ting op i huset og brækket et skab ned om søndagen, hvilket han ikke ville kunne hvis han havde tømmermænd!
Han ringer så til mig ved en 18 tiden, imens jeg var på arbejde, og spørger om det var okay han tog i byen. jeg siger at hvis han kan køre hjem, så ville det være okay, eller ville jeg ikke have det. Fordi vi havde en aftale om aftenen og dagen efter skulle der nåes en masse. Det min kæreste så vælger at gøre er, at han tager i byen med sine kammerater. Det er dér at jeg føler mig utrolig svigtet af min kæreste, og at han bryder min tillid. Jeg var så sur, indebrændt og hamrende ked af det. Jeg lægger vågen hele natten, idet jeg ikke kan sove alene, og kl.06.00 om morgenen henter jeg ham inde i byen, jeg græd hele vejen derind. Og det samme sekund han sætter sig ind i bilen, ved han godt at jeg er sur, og jeg lagde heller ikke skjul på det. Han fik lov til at sove på sofaen, og da jeg vågnede kørte jeg hjem til min far.
Min kæreste kunne godt forstå jeg var sur og ked af det, og han ved godt at det var dumt gjort. Men det er bare ikke første gang han gør det imod mig, og føler mig virkelig trådt på, og det skal virkelig have konsekvenser. Jeg sidder bare tilbage med tanken om, at vi ikke kan lave en aftale uden han skal bryde den. Og hvad nu når den lille kommer? Skal jeg så være alene med ham/hende, fordi jeg ikke kan stole på min kæreste.

Jeg mener selv, at min vrede berettiget. Eller er jeg bare en hysterisk kvinde, der ikke kan give sin mand luft??