Spørg ikke! Nej, jeg fik ikke sagt farvel og tak til min kiropraktor endnu. For det første har hun fat i den rigtige ende (eller skulle man sige "den rigtige side"?); min ryg har det bedre (igen igen igen igen igen...) og samtidig vil jeg nødig stoppe midtvejs for at starte forfra hos en anden kiroprator bare fordi han bor tættere på. Gode argumenter? Helt rimelige, synes jeg selv.

Derfor drog Freja og jeg tidligt afsted her til morgen med bussen for at nå ind til behandlingen kl. 9.00. Freja synes tilsyneladende det var skæppe skønt at komme ud i den friske morgenluft og så kunne hun jo også få sagt "Bye bye" til alle og enhver. Det er nemlig hendes besættelse lige for tiden. Hun siger såmænd også "bye bye" til os når vi lægger hende til at sove. Det er ikke til at stå for smækkyssene i luften, den lille roterende hånd til farvel efterfulgt at et spædt "bye bye". Suk, jeg må jo nok erkende, at den lille bolle får følelser op i mig, følelser som ikke har noget navn.

Det var præcis det samme - for lige at skifte boldgade - der skete da jeg var frivillig hjælpearbejder i Kroatien. At se søndersprængte huse og bygninger, kæmpe kratere i asfalten fra motérgranater, væltede vægge, skudhuller i murværket, smadrede og udbrændte trappeopgange og i øvrigt at leve et liv i en krigszone fik også dengang sat skub i et følelsesregister jeg ikke anede eksisterede og dermed også unavngivne.

Jeg tilbragte formiddagen indtil Frejas middagslur hos naboen. Hun bor her med sin mand på 9. år. Begge kommer oprindeligt fra Serbien. Deres søn, Marko, på 17 mdr er familiens førstegenerationscanadier. De har dog et meget stærkt ønske om at vende HJEM. Jeg håber inderligt for dem at det ønske bliver opfyldt. De føler sig ikke til rette her og generelt er det vel aldrig sundt at flygte fra noget. De havde desværre bare ikke et valg!

Mira og jeg skal holde et garage sale i morgen med alt det gamle børnetøj og sådan lidt andet skrammel fra gemmerne. Det skal nok blive sjovt. Jeg forsøger løbende at rydde op på vores pulterkammer - sådan lidt "feng shui agtigt".

Egentlig så ville jeg have det fint hvis mit jordiske gods var det jeg stod og gik i. No strings attached! Men sådan fungerer det jo ikke. Selv klunsere og posedamer har jo deres at se til; hestevogn, indkøbsvognen med poserne, papkassen osv.

Og så et lille curiosum her på faldrebet. Her til morgen gik det op for mig hvorfor jeg altid farer rundt om morgenen og altid er forsinket. Det viser sig nemlig at vores køkkenur går 10 minutter for hurtigt. Så når jeg står op og kigger på uret er klokken cirka 7.00 og når jeg 10 sekunder efter drysser søvndrukken ned i køkkenet er klokken pludselig 7.10! Det er jo katastrofalt... På den anden side så vinder jeg de 10 minutter ved busstoppestedet hvor jeg bliver tvunget til bare at sidde og slappe af inden bussen kommer. Mon det er sundt i længden sådan at være plus 10 minutter bagud?