Enhver, der skriver historier, anekdoter og små noveller ved, at det hårdeste i skriveprocessen er, når alt går godt. Jeg kender til denne triste sandhed, og hvor ynkeligt det føles at have besvær med at skrive, når ens virkelige liv kører, som det skal. Vi suger melankolien ud af tilværelsen, omskriver den til ord af mange ambivalente følelser og finder trøst i tristheden. Uden frygt for at lyde kynisk eller lidende under dyb depression - hvilket dog kan diskuteres, om jeg er - vil jeg sige, at en forfatter, ung såvel som gammel, altid vil opleve de dybeste og mørkeste sider af livet. De vil gøre ondt. De vil ramme hårdt, ødelægge alt på sin vej og sandsynligvis ruinere dig. Men én ting er sikkert: forfatteres melankoli vil også være et levebrød, en indtjeningskilde og ikke mindst dens allerstørste væld af inspiration. Så omfavn tristhed, melankoli, depression, tungsindighed og dyb sørgmodighed og hils på den, som en gammel ven. En ven, som skal vise sig at hjælpe dig igennem de hårde tider. De tider, end ikke du selv forstår, som en forfatter oplever og kommer til at kende så godt.

Så tag en sviptur til ulykkelighedens fjerne afkroge og råb og skrig så i vilden sky, så længe du stadig kan:
"Jeg er ked af det, jeg føler mig tom og udmattet, jeg mangler en retning i livet, men jeg kan skrive og det er nok. Du vil aldrig forstå det, men det ér nok. Jeg er nok. Elsk mig og omfavn mig som din forbudte elsker, melankoli, jeg har ventet dig længe nok."