Ja, så sidder jeg altså atter i et tog. Blot fire dage
gik der, så rumlede skinnerne igen under mig.
Denne gang blot i et sterilt og næsten lydløst dansk
IC3-tog. Her står ingen svedige polakker og
ryger ude på gangene, her prøver ingen hviderussiske
babusjkaer at sælge agurker, brød og kirsebær
ved hvert stop. Her sidder ingen storgrinende russiske
mænd og drikker vodka i kupéen ved siden af.
Her er kun uvenlige danske passagerer, der har travlt
med at nå frem og åbenlyst irriteres over
bumser som mig uden pladsbillet. Landskabet er det gode
gamle danske sommerland med de grønne
og gule marker, der i store velplejede firkanter
strækker sig ud over de højt besungne bakker og
dale. Ingen improviserede kartoffelbed i grøftekanter,
ingen høstakke eller hestevogne. Ingen
trøstesløse betonørkener, kun funktionel, velsmurt
fjendtlighed og ligegyldighed. Ingen hamren på
vognhjulene ved hver station, ingen ugidelig steward,
der kun med frembydelsen af sine yderste
kræfter orker at sælge os et par øl. Ingen åbne
vinduer, som man kan lukke øl op med på
østeuropæisk manér. Kun den effektive summen fra air
condition-anlægget, der skifter luften ud og
skaber tørre bussemænd i et tempo, det er svært at
følge med i.
Sidste gang skulle jeg i det mindste et sted hen. I dag
skal jeg bare væk. Og hurtigt går det da, det
må jeg indrømme. Der er jo ingen ordentlige
mandfolkestrækninger i dette ynkelige, vandkæmmede
lille land. Her er ingen mulighed for at blive en del
af toget, af natten, af de mange timer mellem
fjerntliggende stationsbyer. Ingen mytologisk bevægelse
mod øst, øst, øst. Kun halvanden times
parentes inden Odense.
Odense.
Normalt ikke et sted man flygter til, nærmere fra. Og
helst så hurtigt som muligt. Men hvis man nu
er så uheldig at føle sig allermest hjemme netop der?
Det er jo fedt at være fremmed og ukendt i
Moskva, Warszawa eller København, men når man føler sig
som en løve i et bur inde i sig selv, så
må man jo tage derhen, hvor man i det mindste selv ved,
hvem man er. Ellers slår man sit fjæs til mel
mod tremmerne.
Så når jeg altså nu sidder i dette tog, skyldes det
ikke romantisk udlængsel, det skyldes realistisk
rastløshed og eksistentiel hjemve.
Og et rygende skudhul i ryggen.