1 år, 3 måneder siden

Post-efterskoledepression

Mette og musik
Halina Abram...
2 år siden
Og så gik der lige 1½ år
Kirstine Asb...
7 år siden
Cheshire Cat Grin
Tine Sønder ...
7 år siden
Frikadelle sved & æggepru...
Racuelle Hei...
4 år siden
Klods om benet
Jette Peters...
3 år siden
Koldt
Kenny Raun (...
4 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
7 år siden
Det dér med dyr...
Michala Esch...
5 år siden
sofaen eller.......
Hanna Fink (...
6 år siden
dating.
Ruth Christe...
3 år siden
Hvad er din type?
Kianna Kitte...
2 år siden
Resume af projekt SØNDAGS...
Martin Micha...
2 måneder, 20 dage siden
Jeg er ingen namedropper
Olivia Birch...
4 år siden
Hvad vil du være?
Marie Martin...
5 år siden
Torsdag
Mille Larsen...
2 år siden
Yoga
Ida Hansen (...
2 år siden
Et digt
Peter Munk (...
6 år siden
I dette skoleår har jeg grædt mere end jeg plejer, grint mere end jeg plejer, elsket mere end jeg plejer, og oplevet mere end jeg sammenlagt har oplevet hele mit liv. Det lyder som en overdrivelse, og måske er det også en voldsom måde at sige det på, men jeg kan i hvert fald med sikkerhed sige at hvad man siger om efterskole passer. At et år på efterskole svarer til 7 år, er slet ikke løgn. Og eftersom jeg har gået på efterskole det sidste år, har jeg mærket det på egen krop. Jeg har mærket hvordan en bestemt stemning er blevet en del af mig. En bestemt lugt, en bestemt lyd, en bestemt følelse af fællesskab.

Hele min beskrivelse af et efterskoleophold virker måske som én stor kliche, for udefrakommende. Men min opfattelse af klichéer er, at de sjældent er helt ægte, og hvis der er noget efterskole er, så er det ægte. Det er der, man virkelig lærer at leve ægte, elske ægte, og at acceptere sine meget ægte følelser, gode eller dårlige. Det er der folk langsomt lader deres facader falde, så man kan se det ægte mennesker der gemmer sig bag.

Selvom jeg elsker at lege med ord, er det udfordrende for mig at finde passende ord til at beskrive efterskolens betydning for mig.

Og nu sidder jeg her, omkring en måned efter jeg er stoppet på efterskolen. Mine venner er stoppet på efterskolen, og efterskolen er lukket, ventende på at næste elevhold indtager den.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig har grædt over noget, så meget som jeg har grædt over tanken om aldrig at kunne kalde skolen mit hjem igen, tanken om aldrig at kunne mærke den samme stemning igen og at være alt for langt væk fra mine venner. Faktisk er der så mange ting at græde over ved hele situationen, at jeg ikke har sinde at nævne dem alle. Og måske vil nogle tænke, at det må være fordi jeg har grædt ualmindeligt liv igennem mit liv, men nej, det har intet med det at gøre. Jeg ved ikke om post-efterskoledepression er en reel ting, men jeg er i hvert fald ikke i tvivl om at jeg lider under det. Ligesom mange andre unge.

Her er en hyldest til alle de unge der går igennem det samme som mig:
I klarer det fantastisk. Med mindre man selv har oplevet det samme, vil man aldrig forstå hvad det egentlig handler om. Men jeg ved i den grad hvad det handler om nu, og jeg ved at jeg med tiden vil få det bedre, efterhånden som jeg bliver kastet ud i nye eventyr. Jeg ved dog også, at mindet om efterskolen vil sidde i mig for altid, og at det en gang imellem vil komme tilbage til mig som et spøgelse og presse en vemodig tåre ud af mig.

Men mest af alt ved jeg at jeg er uendeligt taknemmelig for alt hvad mit efterskoleophold har givet mig, og jeg vil ikke bytte det år for noget i hele verden.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Post-efterskoledepression er publiceret 28/07-2018 17:31 af Nikoline Bus.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.