Jeg står ved en skillevej. En vej hvor bilerne farer forbi så tæt og hurtigt, at det føles farligt at træde ud mellem dem. Men jeg bliver nok nødt til at gøre det. Ellers vokser jeg fast.

Jeg er lærer. Jeg er lærer helt ind i min grundvold. Jeg elsker at inspirere, skabe tryghed og se mine elever vokse og opdage verden omkring sig. Men jeg elsker ikke de daglige spytklatter, skældsord og magtanvendelser. Jeg elsker heller ikke pauserne med mine kollegaer, der har glemt hvorfor de valgte at arbejde med børn. Det er bestemt ikke afslappende at bruge mine 29 minutters frokostpause med andre voksne der taler grimt om børnene, deres forældre og hinanden.

Vi er pædagoger og lærer på specialområdet. Vi arbejder med omsorgssvigtede børn. Børn der nogle gange ikke kan gøre andet, end at slå og råbe. Jeg forstår dem godt. Jeg forstår altid hvorfor mine elever gør som de gør. De kan ikke gøre andet. Det er vores opgave, at lære dem, hvordan de navigerer i en verden, der ikke er indrettet til dem.

Faktisk savner jeg at arbejde. Jeg har gået hjemme i nogle måneder. Jeg kom til skade på arbejdet. Ikke slemt, men nok til at jeg ikke skal tilbage. Jeg skal ikke tilbage til et system der svigter børnene. Et system hvor jeg råber og råber, men der sker ikke noget.

Men hvad skal jeg så? Jeg har læst og læst om andre uddannelser. Både dem uden ret meget kontakt med andre, og dem der kun består af at hjælpe andre mennesker.

Jeg skal arbejde med mennesker. Jeg skal få dem til at have det godt. Men uanset hvor højt jeg elsker at undervise, så ender det med at knække mig. For jeg har ikke tid nok. Der er ikke tid til at kramme det barn, der har haft en dårlig morgen, som savner sin mor, som er urolig og har brug for en voksen der gider gynge med dem. Der er ikke tid, og det knuser mit hjerte.

Jeg vil ikke ende ligesom mine kollegaer. De sidder grå og triste i den slidte sofa i personalerummet, og drikker litervis af dårlig kaffe, mens de brokker sig over elever og forældre. De sidder der med deres slidte blikke og fortæller mig, alt det jeg gør forkert.

Men jeg gør ikke noget forkert. Der er vel en grund til, at eleverne råber mit navn og ikke deres om morgenen?