Jeg sider her og skumler... helt vildt...
Fordi jeg er den "lykkelige" indehaver af to døtre i teenagealderen...
De hader hinanden. Og det er ikke overdrevent. De hader virklig hinanden. Idag er det sådan at jeg glæder mig til de flytter hjemmefra. Jeg har aldrig troet at det skulle være sådan. At jeg næsten hader mine børn. Jeg har næsten lyst til at græde, da de var mindre gik det rimligt. Men nu. De kan ikke være i stue med hinanden, de går aldrig i byen med hinanden. Eller hygger sig med hinanden som jeg gjorde med mine brødre, eller mine klassekammerater gjorde med deres søstre. Jeg kan ikke forstå dette had.
Når jeg lytter til mine piger, kan jeg høre et stort jalusi hos den mindste. Ifølge hende elsker vi hendes storesøster mere, vi holder altid med storesøsteren, og i det hele taget har hun det så forfærdeligt. Men vi synes ikke vi går forskel. Når vi skal afgøre noget mellem dem, falder det tit ud til storesøsters fordel. Men mest, fordi hun er mere rolig og som regel har ret. Lillesøster farer op som en trold af en hat når som helst. Storesøster er lidt nemmere. Hvert for sig er de englebasser. Så dejlige. Men sammen, er de rent dynamit. Og jeg føler det som om jeg er ved at blive tosset.

Og så sider jeg her, og tænker - hvorfor fik jeg dog døtre?

Knus Birgitte.