Denne dag skriver jeg som...var det et brev til T...har ikke modet til at skrive det til ham, men sjovt nok til alle jer herinde...

Kæreste min:

Mit hovede snurrer, næsen kildrer og jeg er konstant ør...mør? Jeg er ved at blive det, kan slet ikke forstå de ting der sker, det strider imod min fornuft - det strider imod alt hvad jeg har lært vha erfaringer. Hvordan kan mødet med dig, skubbe de sidste 10 års erfaringer i baggrunden? De sidste 12 års handlemønstre smadret på blot en uge...? Jeg står med spredte ben og armene over hovedet, frivilligt ude af stand til at forsvare mig imod dine bombardementer af ømhed, omsorg, interesse, kærtegn...kærlighed? Og jeg tager imod, hvor jeg plejer at skubbe væk og afvise med begrundelsen: for hurtigt...

Måske er dette blot en kort periode med ekstatisk lykke, men jeg nyder den til fulde, og håber det vil vare ved----"good things don´t have to stop, just because we expect it to"...

Regnen betyder ikke så meget, når jeg går med dig i hånden gennem gaderne. Du rører ved mig hele tiden, og jeg ved dig. kys, kram, kærtegn...som lige før, da du lå og sov i sofaen, mig i den anden ende, stille sammen, mig ved maskinen her, men...stadig sammen...

Forstår ikke mig selv - jeg er da ikke typen til den her måde at være sammen på, som elskovssyge teenagere der hele tiden kysser og befamler hinanden...samtidig med det er så AFSLAPPET! No rush, baby... jeg er din "baby"....

Forelsket til op over begge ører, vel klar over mine egne begrænsninger der hvor jeg er nu. Hvor vi er. Angsten sidder for, at når den tid kommer - og Thor og du må lære hinanden at kende - at du så...giver op. Ser mig på en ny måde, end som hende den unge, dejlige, søde, liderlige...og ikke kan lide mig som: mor...temperamentsfuld...forvirret.

Jeg skulle have været gift - og så alligevel ikke.. Var dette meningen med det hele? En modningsproces, hvor jeg ikke så mig selv modne før jeg blev alene igen? Uselvstændighed er hvad jeg har lært...og aflært på rekordtid. Og nu bliver jeg afhængig af dig. Jeg er nødt til at passe på, men jeg kan ikke...paraderne er borte...tilbage står jeg - nervøs og spændt. Afventende, for jeg KAN ikke...næste skridt...paralyseret af min angst for nederlag...så jeg lister - glider henimod dig...grib mig!


Knus fra Maya.....