Jeg er helt utroligt i harmoni med mig selv i dag. Det gælder det jeg kan, det jeg ikke kan, det jeg er, det jeg ikke er og mit udseende. Faktisk har jeg for første gang I VEL 10 ÅR sat mit hår i en "ægte" hestehale! Normalt hader jeg at min hårgrænse ikke er helt "normal" i siderne på halsen og jeg prøver at skjule det - men nu... jeg synes faktisk at det kan gå... ikke nok med at det kan gå.. jeg synes at (det ser godt ud?!?). Jeg hader normalt min profil men... jeg synes den ser (sød?!?) ud. Godt nok lidt mere rund end supermodellernes ikke, men jeg synes jeg ser (dejlig?!?) ud fra siden, feminin vel sagtens. Ligeså forfra. Okay, så jeg har et par bumser men det gør bare at jeg ser levende og frisk ud. Okay så min hud har stadig de sprængte blodkar der gør at den er rødlig, men ligenu er det bare menneskeligt. Okay så min mave er ikke helt flad, men den er feminin og levende. Okay så jeg har brede hofter og ridebukser, men hey denneder non-perfektimisme er okay, levende og helt personlig.
Sig mig lige.. Hvad fejler jeg??
Især efter som jeg så sent som i forgårs var inde og kigge på plasticoperationer til at løse alle mine problemer? Måske fik gud medlidenhed med mig og gjorde mig smukkere (i egne øjne) over nat?
Eller også er det bare en optur efter en nedtur?

Iøvrigt er familien hjemme igen nu. Det er nu godt nok.