D. 26/10-2012
Louise Jørge...
11 år siden
Atomer & molekyler - nu p...
Mikala Rosen...
11 år siden
Desværre.....
Halina Abram...
6 år siden
Min Far er død
Poul Brasch ...
10 år siden
More wants more
Tine Sønder ...
11 år siden
Hyggedag
Josephine Lø...
9 år siden
Brunkager
Hanna Fink (...
9 år siden
ENGLE ET SMUKT SYMBOL
ingelnielsen
11 år siden
At blive håndplukket
Olivia Birch...
9 år siden
ægte skriveglæde
Jette Peters...
7 år siden
Så mange startsteder...
George Smile...
9 år siden
Skriftlige prøver ... Slu...
Anne S. Chri...
10 år siden
Drømme
Salomon
9 år siden
Gensynsglædens pris - 08....
Anna Gammelg...
1 år, 7 måneder siden
Kære natbog (XX)
Olivia Birch...
8 år siden
Kære , dejlige Jakob

jeg kan simpelthen ikke fatte at du snart er væk. Kan ikke fatte at du nu har opgivet og måske ikke negang kommer til at opleve november.
kan ikke fatte at vi ikke mere skal sidde og drikke rødvin og tale om litteratur, at jeg ikke skal høre din behagelige stemme læse mine tekster op, ikke skal sidde og lave pis med dig, grine med dig, høre alt den klogskab du har og alt den godhed.

Kan du huske da jeg sagde at du fandme skulle huske at passe på dig selv, at være egoistisk, ikke være så hensynsfuld, ikke altid sætte andre mennesker foran dig og glemme dig selv?

Jeg ved ikke, men det er sket nu. Jeg kan bare ikke forstå det, det vil ikke ind i min hjerne. Men jeg kan faktisk på en måde godt forstå dig, at du ikke gider mere, at smerterne er erstattet af håbet og du fortjener ikke sådant et liv, ikke dig.
Jeg ville ønske at hele verdenen vidste hvor fantastisk en person du er, fordi du er unik. Intet mindre. Unik!

Jeg håber og tror på at det er fordi HAN har brug for dig. At HAN har en plads til dig, hvor du bedre kan hjælpe, fordi du er så god.
Jeg vil gøre alt i min mangt for at alle skal kende dig, alle. At jeg vil sige at jeg kender og har kendt det mest generiøse menneske nogensinde og han boede i nr. sundby.
Han nåede aldrig helt at opleve det som han ønskede men jhan han gav så meget til alle andre.

Og nu ligger du nu, bedøvet af medicin, om en måned er det slut og jeg håber og ønsker af hele mit hjerte at du får fred. Får det dejligt det sted du skal hen og at dem der er der sætter lige å meget pris på dig som jeg har gjort. Det må de gøre, ellers skulle du ikke væk nu.

Men det er så hårdt. Kunne du ikke lige komme ned og trøste os, drikke din hjerne ud, hvor satanerne sidder og lave helikopteren eller dine sjove lyde.
Så kunne vi tage ud og sejle bagefter, drikke et par øl ude ved egholm og spise røget ål.

Hvor er livet grusomt, underligt og grusomt. Men du må hilse deroppe, og sørg for at de opfører sig ordentligt!

MIne ord er ltatterlige, de dække ikke hvad jeg føler, så jeg vil bare sige at du efterlader et hul. Bundløst.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget kære jakob er publiceret 08/10-2004 11:48 af Camilla Moe (moe).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.