Hey dagbog, *suk* Jeg kunne manifistere mine skjulte tårer på et par strofer i mit liv. Der er bare ikke rigtig plads til det. Jeg er træt af det hele, kald det livet om du vil. Jeg har lyst til at indtale mine digte på cd, der ville jeg kunne lægge min sjæl i det, og blæse enhever væk der måtte høre det. Men ingen kommer til at høre det, det forbliver mine usagte ord, min skæbne i en nødeskald.

hvis livet var en sang, ville min være fyldt med det sorte intet, det ville dominere sangen, det ville ligne et øde forkuldet landskab, som var der faldet en bombe...en bombe hvis brag godt nok var ødelæggende, men det kunne nærmest ikke høres..en slags skjult eksplosion.

Min indre smerte er så uudholdelig, måske føler jeg mig mere som edvard munks maleri "SKRIGET". Intet er så sørgeligt som en ung pessimist, ud over en gammel optimist.

Trætheden er i hele min krop, den har overtaget den..jeg har sådan lyst til at sige, at jeg ikke kan mere...men det kan jeg ikke sige, fordi livet går videre..med mig på slæb...jeg ville så gerne stå af,...