19 år siden

Det er tilladt at være ked af det

Husk at drømme en drøm i ...
Camilla Rasm...
9 år siden
Så kom der en Lille-bebs.
Michala Esch...
14 år siden
Romanprojekt, kunst, bog ...
Shirley Anke...
10 år siden
Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
9 år siden
Aftengalde, og The rollin...
Kasper Lund ...
8 år siden
Første indlæg og ny tid
Miriam Lidbe...
6 år siden
Øde strand - tidlig morge...
Mikala Rosen...
14 år siden
Søndag eller syndedag ?
Michael Nevs...
6 år siden
12.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
Vent på mig
Halina Abram...
6 år siden
Da jeg lærte at skrive
Olivia Birch...
9 år siden
Det var pindsvinets hjem
Olivia Birch...
8 år siden
En slange i huset
Anastasia
11 år siden
Thoughts drifting away...
Katrine Søre...
11 år siden
Hinkestenens anatomi
Olivia Birch...
9 år siden
Clairvoyant Medie
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Bliver jeg nogensinde god...
Jønsse
8 år siden
Mere tid. Mere alt.
Anja Lind An...
10 år siden
Jeg ramte hovedpuden kl. 23.00 i går, og gik ud som et lys. Jeg var død træt og fyldt op af tanker, følelser og en masse input.

Vi var til møde i Sønderjylland vedr. anbragte børn i går aftes. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet af dette møde, men noget af det første der slog mig var – jamen der står jo ikke skrevet i panden på folk at deres børn er anbragt – du kan jo ikke se det – det er jo ganske alm. mennesker.

Lettere chokeret over min egen tankegang, erfarede jeg, at alle de tanker og følelser som jeg selv rummede omkring det at måtte give afkald, selvbebrejdelsen over ikke være tilstrækkelig, og ikke mindst savnet, havde jeg tilfælles med de andre forældre.

På et tidspunkt blev der vist et digt på en overhead. Digtet satte ord på alle mine tanker, følelser og magtesløshed. Den ramte mig så voldsom, at jeg begyndte at græde. Det var en stærk oplevelse at blive konfronteret med, at der er andre som har det som jeg, og at jeg pludselig ikke er alene mere.

En kvinde fortalte om hendes frustrationer, og begyndte at græde. Jeg kunne virkelig forstå og føle hendes smerte. Så ikke nok med at jeg kunne genkende det som hun sagde, så fik jeg lige en hyle tur igen ;-). Jeg havde så inderlig lyst til at gå over og give hende et knus, men gjorde det ikke !!

Det var mærkelig at sidde blandt 40-45 andre, som delvis selv havde valgt, eller var blevet tvunget til at lade sit barn anbringe. Vi var på et eller anden plan i samme båd, selv om at vi havde hver vores historie. Vi var/er alle amputeret.

Hvordan jeg vil bruge eller lade mig bruge i denne forbindelse, ved jeg endnu ikke. Hovedparten af deltagerne kommer fra et andet amt, og støtte grupperne vil også foregå der. Jeg har selvfølgelig tænkt tanken om muligheden for at selv starte noget op, men har ikke følelsesmessing overskud lige nu.

Kvinden som har startet dette projekt, har også selv haft hendes barn anbragt, og ved derfor bedre end nogen anden, hvor svært det kan være. Vi har tilmeldt os det næste arrangement, som afholdes i januar.

Min Trollerik kommer hjem på weekend i eftermiddag. Det glæder jeg mig meget til. I morgen skal vi havde taget de berømmelige julebilleder, og på søndag har vi talt om, at tage ud og spise og bowle i forbindelsen med hans fødselsdag på mandag. Jeg kører ham først tilbage til gården efter spisetid på mandag.

Jeg skrevet i etaper, og må hellere komme videre..

Go´ weekend til alle, og må i passe rigtig godt på jeres kære.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Det er tilladt at være ked af det er publiceret 26/11-2004 14:45 af Turid Nielsen (Tasma).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.