Så er det imorgen... ja, tirsdag, ja, den værste dag i ugen(normalt!!) og ja, forældrene arbejder sent... men udover alt det er det jo min fødselsdag! Og jeg bliver 15..."voksen"...nej, vel?? Jeg kan komme i fængsel...uha, jamen det er jo også sandsynligt, sådan en vildbasse jeg er (not...) Jeg føler mig ikke mindre barnlig, mere voksen, mere besværlig teenager og mere fornuftig og stor end jeg hele tiden har gjort. Jeg har ikke lyst til at blive 15, ærligt talt... jeg vil hellere bare trække nødbremsen, og så ellers forsætte i et kredsløb med 6., 7. og 8. klasse i meeegt langt tid endnu... Hvad er det fede i pludselig at være "stor"? Jeg er stadig usikker, tuder stadig når Kristoffer dropper mig, laver stadig rav i den med Andreas, gider stadig ikke tage mig sammen til mine latterlige analyser i dansk...og hvad er det nu lige der gør det sjovt at være 15? Altså udover de hyyyyylemorsomme terminer, diktater og analyser? Ja, jeg kan ikke se det ligenu. Måske bliver humøret også forpestet en smule af udsigten til at holde fødselsdag alene derhjemme indtil kl.18:30, hvor de gamle kan få revet rødderne op af gulvet på arbejdspladsen. Hør mig lige; de gamle... hvis man er gammel som 46 årig, så er livet da enormt kort! Jeg synes selv at 15 er det største tal på vej til 18, den fødselsdag jeg altid har et frem til, og den er ikke noget særligt overhovedet. Skal fejres med familien, ud at bowle. Selve dagen går med tv eller lektier. Og føler mig præcis ligeså nervæs ved udsigten til de tusindvis af valg der skal træffes de næste års tid. Er jeg den eneste, der bliver skræmt af tiden? Den går for hurtigt! Jeg nyder at være mig, men 7 dage i ugen og tolv måneder om året er for kort tid til at opleve mit liv, det jeg vil... Jeg får stress! Men nu vil jeg ud og smile stort til alle de vrisne mennesker der brokker sig over de reklamer, jeg deler ud... intet skal spolere min optimisme, på trods af nervøsitet og frygt for fremtiden...længe leve optimismen og kærlighed til livet!!

Qnuzzer