Sidder lige og tænker over hvor dejligt det egentlig var at se Abelone igen..

Der er bare intet ondt i den pige. Jeg elsker hendes distræt og klodsethed.

Jeg syntes det er fantastisk at hun melder sin cykel stjålet, hvorefter hun finder den i sit cykelskur et par dage senere. Hvor hun selv har sat den.
Elsker at forstille mig hvordan hun så ud da hun sad med telefonen i hånden, og tog mod til sig da hun skulle ringe ned på politistationen for at sige hun havde fundet cykel.
Ved hun har rødmet da betjentet spurgte om hun også havde fundet tyven.

Syntes det er dejligt at hendes far køber hende en ny cykel - selvom Abelone er en voksen kvinde på 30. For det er ju kun fordi hendes far stadig betragter hende som sin lille pige.

Griner ved tanken om at den nye cykel var stjålet en uge efter.. Lige indtil Abe´ kom i tanke om hun bare havde stillet den ved fakta :-)

Der er noget charmerende over at hun glemmer alting, og altid spilder det hun forsøger at spise.

Jeg elsker at hun er så følsom, og kan få tåre i øjnene af at tænke på ting der engang gik hende på. Måske stadig gør...

Får små stik af varme i hjeret når hun pakker knækbrød, kiks og mad til mig når jeg besøger hende. Fordi hun siger jeg har tabt mig - og at jeg skal huske at spise.

Holder af hende fordi, hun altid er den bedste til at give en pep talk når alt er kaos - eller man bare har brug for at høre det rigtige!

Ja...... Det var sgu dejligt at se hende igen!