Jeg har sat mig for ( og lovet Claus ) at jeg vil ringe til lægen i dag. Ugh altså - hvor det ikke huer mig. Jeg er så psykisk og fysisk træt, at jeg har svært ved at gennemføre en alm. Arbejdsdag, og de daglige pligter halter langt bagefter, hvor de end kan. Jeg orker det simpelthen ikke. Kan godt se det logiske i at der har været meget pres på det sidste 1½ år, og at det nok er en reaktion på dette, men hvordan dælen kommer jeg op af hulet igen. Vil være sikker på at det ikke har noget med min depression at gøre.
Faktisk tror jeg også at Claus ( ubevidst og uforskyldt ) har løbet mig over ende. Han er kommet fantastisk hurtig ind i faget, selvfølgelig med direkte hotline forbindelse hjem til, men alligevel. Hans tidl. kundeerfaring fra da han arbejde i butik, er kommet ham til gode, samtidig med en erkendelse af at han har savnet dette. Desværre er han også et udpræget konkurrencemenneske. Meget mere end jeg. Dvs. at han tager det som en udfordring at køre mere end jeg. Tror ikke at han er klar over, hvordan han lægger et pres på mig og min formåen. Normalt ville jeg nok havde kommenteret det, men ønsker ikke at slå skår i den nyfundene glæde over igen at have noget arbejde. Det var en hård periode for ham at gå her hjemme, og ikke vide om han var ” købt eller solgt ” i forhold til om han fremover magtede hans tidl. levevej. Han er blomstret utrolig meget op, og jeg er ” trods alt ” taknemlig for, at jeg er medvirkende dertil.
Min far er MEGET stolt af hans svigersøn. Spøger hele tiden til hvordan det går, og hvor meget han har lavet. ” Har hørt ” at han er glad for at Claus kan HJÆLPE MIG, og min lille forretning.

Jeg vil ind og prøve at hvile lidt inden lægen åbner. Har ikke sovet ret meget i nat.