Min søster har fået en god idé. Hun vil skrive en række små historier fra den landsby, vi kommer fra. Min farmor forærede os fortiden i form af endeløse historier ud fra gamle sort-hvide billeder og postkort og ting, som hendes mor eller bedstemor havde fortalt hende.
I går læste jeg hendes første historie. Den er skrevet ud fra et billede af en alvorligt udseende ung mand, tynd og ikke stort mere end en dreng, samt et brev fra drengens far til min oldefar, skrevet da drengen var faldet ved Vestfronten i første verdenskrig (dengang var Sønderjylland tysk, så egnens unge mænd gik i krig for Tyskland). Han var eneste søn ud af en stor søskendeflok, og min søs har skrevet den her lille ganske korte historie med en enorm indlevelsesevne. Vil forsøge at få hende til at lægge den herind. Nu har hun tænkt på at samle den og flere historier i en bog, og jeg har overvejet, om jeg skulle bidrage. Jeg har jo også lagt øre til min farmors fortællinger. I hvert fald var jeg meget inspireret af min søsters historie. Ganske kort, men smukt, smukt skrevet og virkelig med stor forestillingsevne. Hun kan noget med ord, min søster. Kneb en tåre, da jeg læste om bankende mødrehjerter, der håbede at budet med indkaldelserne ville gå forbi og citatet fra farens brev: "Det er tungt at bære".
Ja, vi må fortælle historierne videre.
Om min oldeforældres købmandsgård, min fars onkel, der sejlede langfart og fik postkort fra en fransk bagerjomfru, om ofringerne i mosen (ja, det var jo så før min farmos tid), om lille mig der ligger på ryggen i en vogn med solvarm hvede og kigger op i den blå himmel med en mariehøne på min finger, mens en kutter sejler forbi ude på bæltet... jo, der er historier nok. Det er bare lige at skrive dem...