I nogen tid har jeg skrevet med Volapyk om, at vi burde mødes, da vi ikke bor så langt fra hinanden. Men da jeg skrev til hende forleden og foreslog et møde lørdag, tænkte jeg:
Hvem fanden ud over mig har en lørdag aften fri med tre dages varsel.
Det havde Pyk så. På det punkt er vi åbenbart omtrent lige ynkelige. Der var lagt op til bytur, så jeg brugte så lang tid på at gøre mig smart, at jeg missede bussen og måtte tage min bil. Oh, forfængelighed. Det lykkedes mig at paralelparkere i hendes gade. En af de større sejre inden for min karriere som bilist. Gik op af trappen med bankende hjerte og var vildt overrasket over mørk udgave af Ronja Røverdatter. Havde engang set et billede af hende, men der så hun næsten... stramtandet ud. (undskyld, pyk) Og stramtandet var nok det sidste ord, der ellers ville falde en ind, når man ser hende med kæmpestore, udtryksfulde brune øjne og hører hende tale. Hun var... vildere... på en eller anden måde. Og rigtig sød og nem at føle sig afslappet sammen med. De første øjeblikkes helt naturlige akavethed var ret hurtigt overstået, så vi inden længe var gået ombord i at udveksle livserfaringer med rullende øjne. På et tidspunkt trak hun mig med ind til sit skab, så jeg kunne deltage i udvælgelse af tøj til den eventuelle bytur; det var sådan en sød gestus. Kunne pludselig huske, hvordan det var, når man med veninderne gjorde sig klar til at gå i byen, mens man fik sig en lille en eller to eller tre.
Det var en dejlig aften. Nød samværet og havde ikke så fandens travlt med byturen. Opdagede, at hun også er vild med Billy Idol, selvom han uden tvivl er et dumt svin. Da vi nåede til den del, var vi egentlig begge trætte, men man vil jo nødig gå glip af noget. Så vi traskede trofast mod byens barer (eller ved ikke, om man kan traske som sådan i de 10 cm hæle, jeg havde på).
Men da vi endelig kom derned blev vi synkront overvældede af larmende musik og feststemte ynglinge og tanken om at træde ind i gigaparty og skulle udsættes for x antal elevatorblikke. Gisp. Så det endte med at byturens højdepunkt var da de to tyveårige fyre, der gik bag os vist nok kaldte os for lækre piger eller noget i den stil og kommenterede pyks fantastiske taske, som jeg er vildt misundelig på. Det er en stor firkantet skuldertaske i lyseblå vinyl. Ligner noget fra halvfjerdserne og er det måske også, og så er der på fronten et fotografi af et eller andet turiststed i Schweiz, der fylder det hele. Den er SÅ sej.
Men dejlig aften, som bestemt var en 300 kr's taxitur værd. Og nu skal jeg så lige have hentet min bil :)
Iøvrigt talte vi om det at blogge med pyks svigerinde og veninde, der skulle til koncert og derfor også var der noget af tiden. Svigerinden forstod ikke helt idéen og ville hellere tale med mennesker. Kan godt se hendes pointe, men der slog det mig, at det hele kommer an på ens forhold til ordet på skrift. Eller det gør det i hvert fald for mig. Jeg kan noget på skrift, som jeg ikke kan mundtligt. Jeg får noget ud af det her, som jeg ikke får i den mundtlige direkte tovejskommunikation. Derfor gør jeg det. Det er mit forhold til det skrevne ord, der sender mig herind. Men er sikker på, at der kan være andre grunde. Og nu må jeg vist videre. Den der bil skal hentes. Om lidt. Når jeg har drukket cola og spist noget klamt. Som grøn båndpasta med ketchup og en halv plade mørk chokolade med pekannødder. Og måske en skive ost eller to. Ikke nødvendigvis alle tre dele samtidig.
Og til pyk vil jeg sige: Jeg tænker på skrumplende kartoffeloptager af en eller anden grund.