Mig selv og jeg, tilsammen udgør vi en katastrofe...

Jeg er et omvandrende rod med fortvivlede øjne. En mund, der lukker en hel masse skrattende støj ud, ingen kan holde ud i længden. Jeg er en katastrofe, der vælter ned over de mennesker jeg holder af og elsker. En katastrofe, der griber dem, jeg elsker allermest om halsen, og langsomt presser luften ud af dem. Jeg er... Michala Pedersen! Det menneskelige affald...

Mit speciale: psykisk mord på dem jeg elsker!

Eksempel: Jeg elsker J. Jeg har langsomt, gennem et par år, trængt mig helt ind på livet af ham, og langsomt strammet grebet om halsen på ham. Jeg har klemt til mine fingre er blevet blå. Pludselig... gav jeg slip. Han faldt. Jeg faldt ved siden af. Hvem røg længst? Det er ikke det der er vigtigst. Det vigtige er, at komme op igen. Jeg vil gerne hive ham med op, men jeg kan ikke rigtig gribe ud efter ham, så længe jeg selv ligger oven på begge mine arme. Spørgsmålet er bare, om han vil gribe ud efter min hånd, hvis jeg rækker ham den.

Tanke: J og jeg i stuen sammen med F og A, der er der for at overvære samtalerne og støtte. A er med J, F med mig. Der ville forekomme samtaler om hvordan et forhold burde være, hvordan vi som individer tænker, og hvordan vi føler i forskelllige situationer. I fælles skab ville vi finde løsninger - måske ikke samme dag, det kræver måske flere samtaler.

Omtanke: Lad os antage, at det ender som både J og jeg vil. Så vil det jo kun være godt - eller...? Vil jeg være den eneste der fandt løsninger på det her? Ville jeg være den eneste, der ville være i stand til at ændre på det? Ville jeg være den eneste, der mente det? Ville jeg kunne være sikker på ham?
Der ligger så meget i det, og det kræver flere kræfter og mere energi end man tror!

Mig selv og jeg: Vi er to i én. Vi er ikke altid bedste venner, men vi skal leve med hinanden til vi en dag skilles ved døden. Hvor jeg forlader mig selv og drager ud på eventyr i den åndelige verden. Mig selv er ikke perfekt, og det er jeg sådan set heller ikke, selvom jeg så gerne vil være det. Det er bare ikke altid mig selv vil samarbejde og omvendt. Vi kan ikke enes når vi føler sorg. Vi kan ikke enes når vi føler glæde. Hvorfor i al verden blev jeg sat sammen med mig selv som partner, når jeg ikke kan udstå det? Når mig selv ikke kan udstå det? Livets store spørgsmål. "Hvorfor?"

Til slut: Jeg er dømt til at leve mit liv som en omvandrende katastrofe. Jeg rasler videre igennem hverdagene, med eller uden J skal det nok gå, selvom mit hjerte af glas er knust, længes det efter J's arme om mig. Hans læber mod mine, og hans tilstedeværelse. Jeg var stolt af ham! Jeg var så stolt af ham ... !