Kære dagbog, mandag d. 11/3, 2024,

mens jeg skriver dette, lytter jeg til Goapele - hun er en sydafrikansk neo-soul-sangerinde, som jeg først hørte for mange år siden, og for nylig købte alle 6 albums af, efter at have hørt hendes live-optagelse "Live free USA" - de smukkeste 10 minutters liveoptagelse jeg har hørt i mit liv. Lyrisk synger hun om traumer, kærlighed og frihed, blandt andet. "Undertow", "Purple" og "Catch 22" er geniale tracks og musikvideoer, mens "Closer" er hendes største hit.

Min største drøm i livet har altid været romance - altså, at møde en smuk, intelligent kvinde, som jeg kan bruge resten af livet, eller så lang tid som muligt, på at lære at kende hver en millimeter af, såvel fysisk som psykologisk og sjæleligt - ikke for at komme hende i et bur og høre hende synge, men for at få lov til at bevidne et mirakel.

"Kærlighed er
at se sig selv i en andens øjne.
Der er ingen anden vej.

Når nogens blik
er fyldt med en iver for dig,
når nogens blik kigger på dig
som ville de ofre alt for dig
- i dennes øje ser du sådan et glimt,
at uden dig
vil livet gemt i det blik være forladt.

Du er det grønne, du er de regnende skyer;
uden dig vil alle blomster tørre op,
uden dig er der kun ørken;
når du i nogens øjne ser
sådan en værdighed af dit liv,
så opdager du for første gang
at også du er betydningsfuld.
Du er ikke noget
tilfældigt sammentræf på denne jord;
du er ikke et eller andet uheld."
- Osho,

citat fra "Prem Atma Ka Bhojan Hai" (Kærlighed er sjælens føde), en 8 minutter lang tale/digt på hindi, her oversat af mig selv. Talen er på youtube, med engelske undertekster.

Jeg er vokset op i Osho's bevægelse, kaldt sannyas'erne - sannyas betyder på hindi "søger/discipel af sandhed". De ser Osho som den nye buddha, men er modsat traditionel buddhisme feministisk og udogmatisk i essens, og mere ateistisk. Jeg er IKKE en del af bevægelsen, da jeg ikke ser den såkaldte "oplyste tilstand" som muligt - altså, de ser Osho, Buddha, Lao Tzu, Rumi og mange andre som "oplyste mestre", der psykologisk og sjæleligt var på en anden frekvens, og som havde indset en større sandhed.

Osho var desuden terapeut (hvor min far modtog terapi direkte af ham), poet og meditations/terapi-innovator, havende opfundet mange af de meditations/terapi-teknikker som "new age"-folk i dag praktiserer; heriblandt dynamisk meditation, primal-terapi, kundalini, qi gong-stilarter, yoga- og tantrametoder. Især tantra, forstået som en livsstil frem for en teknik, er kendetegnende for sannyaser.

Ironisk nok kaldes Osho-bevægelsen ofte for "sex-kulten", alene fordi at sex ikke er tabuiseret i den, og fordi at terapien, som hele bevægelsen kredser om - det er mest af alt en terapeutisk sammenslutning, ofte har fokus på at fremmane tantrisk livsstil, dvs. at sex går fra at være eskapisme og evt. skam-betonet, til at være en spirituel og terapeutisk praksis, en fejring af livet frem for noget vulgært - en fælles dans frem for en strip af den ene eller den anden.

"Sex-kulten" er et ironisk navn for bevægelsen, fordi at dens medlemmer ofte dyrker MINDRE sex end de fleste andre - men når de så endelig gør det, gør de det i tantra-stil, over mange, mange timer/dage, frem for kortvarigt som de fleste andre. Hvor fokus ikke er på at nå en bestemt destination, orgasmen, men på at nyde processen dertil - og i samme omgang forlænge orgasmen markant.

Desværre tror mange fejlagtigt at tantra handler om at levere en supermands-præstation, og at det er en metode, ofte massage-orienteret, ala Nuru-massage. Tantra er ikke en metode, men en livsstil - iltningen af blodet og beroligelsen af nervesystemet der skal til for at kunne være til stede i nu'et, i sex såvel som generelt i livet, kræver en sund livsstil - sund såvel fysisk som psykisk og sjæleligt.

Omend tantra ikke er en metode, så findes der selvfølgelig uendeligt mange metoder til at leve tantrisk - hvor Qi Gong er min favorit. Qi Gong er kinesisk og betyder "livskraft øvelse", og hvor idéen er at afstresse og forebygge stress, ved at lære sin krop at kende, igennem langsomme, blide og selv-medfølende bevægelser, der udefra ligner elegant dans i absolut slowmotion. Hvor yoga er mekaniske bevægelser hvis formål er at gøre musklerne smidigere, er Qi Gong freestyle-dans, der gør både muskler og endnu vigtigere blodomløb smidigere. Hvor yoga er mekanisk og rigidt, er Qi Gong frit og flydende, hvor man sagtens kan kopiere en evt. læremesters bevægelser, men hvor man over tid gerne skulle finde sine egne bevægelser, og lave de bevægelser der føles rare og givende. På youtube har danske Vibeke Fraling gode intro-bevægelser, især "Universet Ryster", mens Shaolin Qi Gong er bedre, for øvede i det. Qi Gong, og tantra, er altid en øvelse og et eventyr, aldrig en mestring eller et produkt.

Når først du indser holistisk,
at alt forandrer sig; alt,
vil du ikke længere forsøge,
forgæves,
at holde fast i noget,
eller nogen,
end ikke dig selv.
- Ansu (fik lige lyst til at være kreativ)

Anyways, min største drøm i livet har altid været den store kærlighed. Jeg tror ikke som sådan på "den eneste ene", idét jeg tror på at man teoretisk kan forelske sig i hvem som helst, der samtidig forelsker sig i én. At alle har potentialet til at være den skønneste, smukkeste sjæl man nogensinde har mødt, når man er åben over for at indrømme, at der altid vil være noget essentielt ved alle andre, som man ikke kan lære at kende fuldt ud - deres sjæl. Og så længe man selv er villig til altid at forandre sig, aldrig troende at man er perfekt, men heller ikke seende sine egne, eller andres, mange "fejl" som stopklodser, men som udviklingspotentiale og lærerige udfordringer, så tror jeg at man kan forelske sig i de fleste. Ved at holde fast i at alle mennesker forandrer sig, og at alle har potentialet til at være genier. I det rette lys eller mørke er alle mennesker, alt liv, smukke og smukt. Altså, jeg tror ikke på at der kun findes én sjæl derude, som kan være den store kærlighed. Men med alt det sagt, så tror jeg også på at finde én kærlighed, og kæmpe for den.

"Don't fall in love - be love."
- Osho

"Din opgave er ikke
at søge kærligheden
men at søge og finde
de barriere
inden i dig selv
som du har opbygget imod den."
- Rumi

Men... jeg lever nu engang i Danmark. I Danmark, hvor min oplevelse er at alle dyrker kynismen som en guddom, og som det allerhøjeste. Som var det den stærkeste og mest apatiske der overlever, og ikke, som Darwin argumenterede, den mest sensitive og tilpasningsdygtige. Ikke kynisme forstået udelukkende negativt - blot en menneskeopfattelse der dels deler mennesker op i gode og onde (trods relativitetsteorien, der dikterer at alt kan deles i minimum 3, f. eks. god, ond og ikke-statisk), og som anskuer alle mennesker som besiddende en egoistisk og destruktiv grundidentitet, jævnfør kristen/abrahamistisk tradition om "arvesynden" (at alle er født syndere).

"Det er ikke et sundhedstegn
at være vel tilpasset
et dybt sygt samfund."
- Jiddu Krishnamurti, Osho's største inspiration ifølge ham selv.

Selvfølgelig har kynisme en plads. Selvfølgelig er der en god grund til at kvinder er kynisk anlagt over for mænd de ikke kender, især i online-dating-verdenen. Og måske også omvendt - altså at mænd har paraderne oppe over for kvinder, efter at være blevet såret mange, mange gange af selvsamme kynisme og fordomme. Ingen fødes som kynikere, ingen, men anlægger det typisk som selvforsvar - også jeg selv, hader jeg at indrømme. Jeg har et dybt utrygt tilknytningsmønster, efter en dybt traumatisk barn- og ungdom, på trods af at jeg ikke tror på onde mennesker, men på at onde handlinger udspringer af lidelse, og af projektioner. Selv de mennesker der har såret mig dybest, såsom mine forældre, ved jeg inderligt ikke gjorde det med vilje - når jeg har set interviews med seriemordere, som der er mange af på Netflix, er det også, for mig i hvert fald, tydeligt at deres intention, uanset hvor bestialsk, brutal og absurd deres handlinger er, er et ønske om evig kærlighed. Om at blive elsket betingelsesløst. Altid med rod i barndomstraumer, og altid søgende en løsning på forladthedsfølelse. Trods jeg ikke tror på ondskabsfulde mennesker, så er nogle handlinger selvfølgelig absolut utilgivelige, og dødsstraf velsagtens på sin plads, i nogle tilfælde - for såvel forbryderens som ofrenes/efterladtes skyld.

"Når du ser en blomst du elsker
så lad være med at samle den op.
For samler du den op
så stopper den med at være
hvad du faldt for.
Kærlighed handler ikke om besiddelse
men om påskønnelse."
- Osho

Anyways, det er min oplevelse at de fleste her i Danmark anser kærlighed som værende besiddelse, såvel nydanskere som gammeldanskere (hvis man absolut skal inddele dynamiske sjæle i statiske kategorier), altså at hvis man elsker nogen, så er de ens ejendom, og man selv deres. Misforstå mig ikke - jeg falder selv i fælden og drømmer ind imellem om at en smuk og intelligent kvinde skal være min - og jeg hendes. Jeg har et inderligt ønske om at blive besiddet og ejet af en anden; altså et ønske om at blive elsket betingelsesløst og for evigt, og for altid.

I klarere stunder, hvor jeg ikke drømmer om at min sjæl smelter sammen med en andens, men hvor jeg drømmer om synkronicitet, midlertidigt pr. definition, så er det også nemmere at observere den udkårnes skønhed og fortsatte evolution, uden et evt. ubevidst ønske om at besidde den - eller integrere den med min egen sjæl, men blot nyde selve observationen, uden definition af den.

"I wanna love you more than madly
Wrap these legs around your words
Until your speech is straddled deep, gladly
Swim the currents of your vibrations
Be separate and one
with the same meditation"
- Akua Naru,
"Poetry - how does it feel?" (sang - der lyder bedst i liveversion)

Anyways, jeg drømmer om den store kærlighed, om at møde hende jeg bogstaveligt talt vil dø for. Indtil jeg fyldte 25 år, var jeg i risiko for den dødelige, arvelige sygdom Huntingtons, der rådner hele hjernen indefra, og som ender med enten koma eller døden; men hvor man inden da mister forstanden, og hvor alt der har med hjernen at gøre; motorik, personlighed og tænkeevne, påvirkes fatalt, radikalt og uforudsigeligt. Desuden er alle mennesker med sygdommen i voldsom lidelse, sygdomsforløbet igennem. Og så er den arvelig - har man sygdommen, vil afkom altid have 50 % risiko, præcist, for at arve sygdommen.

Jeg var, indtil jeg fyldte 25 og blev testet negativ for sygdommen (altså at jeg ikke har den, og IKKE kan give den videre til afkom), overbevist om at jeg havde den, fuldstændig overbevist, fordi jeg livet igennem har været ret så uheldig. Ergo følte jeg at jeg var defekt og dømt til tidligt selvmord inden sygdommen gik i udbrud, og at min sæd desuden var forgiftet. Jeg ville ikke være en andens hovedpine, hvis jeg skulle blive syg med Huntingtons, og holdt mig derfor fra kærester og fra sex - for selv med kondomer er der jo en lille risiko for at kvinden alligevel bliver gravid. Hvis jeg i byen var sammen med en kvinde og havde sex med hende, og hun blev gravid, tænkte jeg dengang at jeg så kunne blive tvunget til at blive testet for Huntingtons, og at mit afkom evt. havde sygdommen - samt at kvinden muligvis ikke ville have en abort, hvilket selvfølgelig altid, uden undtagelse, er kvindens valg, og aldrig mandens. Altid. Altså om hun vil have en abort.

Blandt andet derfor, og af andre grunde, holdte jeg mig fra sex, og fra kærester, på trods af mange forelskelser. Jeg fik først min første kæreste nogensinde i en alder af 35, i 2022 - og hun var et Jehovas Vidne der ikke troede på abort. Fordi at hun var J-vidne, og nægtede at forlade dem, så vidste vi at vi ikke havde en fremtid sammen, og var derfor enige om ikke at have penetrationssex, men alt muligt anden form for sex. Og vigtigere end sex, så gav vi hinanden omsorg, forståelse og det bedste venskab jeg har haft i mit liv. Desværre betød reglerne i Jehovas Vidner, at hun som fraskilt ikke måtte se mig, og vi måtte holde det hele hemmeligt - brudet er en privat historie jeg ikke kan dele, for hendes beskyttelse, men det var pinefuldt for begge, vurderer jeg, og dybt uretfærdigt.. Men også uundgåeligt. Vi var dog sammen i 6 måneder, som var nogle af de hårdeste men også mest givende måneder i mit liv.

Jeg har kun haft penetrationssex med en sexpartner jeg mødte som 19-årig, som jeg delte hele min livshistorie med, også Huntingtons-problematikken. En kvinde der ikke dengang ønskede børn, og som lovede abort i tilfælde af graviditet, med forståelse for at jeg ikke var klar til at blive testet for Huntingtons. Derudover har jeg kun haft penetrationssex én enkelt ydeligere gang, i et one-night-stand, hvor jeg ikke kom; jeg kender hende stadig og håber på et venskab med hende, så vil ikke dele ydeligere om dén fordrukne aften.

Så... som jeg har gjort de sidste 5-6 år, i samme periode som jeg har været offentlig med livshistorie og kreativitet (hvor jeg i dag dog prøver at passe mere på mig selv, ift livshistorien (...)), så prøver jeg stadig at finde den rette kvinde at date. Med håb om at møde den store kærlighed - og delvist med håb om at skabe en familie sammen med hende, omend Huntingtons-historien har gjort at jeg stadig til dels føler at min sæd er forgiftet... og min eksistens stadig forbandet.

Film-trilogien "Before..." (Before Sunset, Before Sunrise og Before Midnight), samt filmen "The Sessions", om den paralyserede og polioramte digter Mark O'Brien der opsøger en tantrisk sex-terapeut, fodrede min egen lyst og tro på at kærlighed var muligt, selv for en skadet sjæl som jeg. Og at kærlighed er værd at kæmpe for.

Så jeg kæmper, og har været på mange, mange dates de sidste 5-6 år, kun ét af dem dog endende i forhold. Alle 15-20 dates jeg har været på, er endt efter første date, hvor jeg, ift. dem alle, gerne var taget på en 2. date, da jeg ikke tror på at kemi kan afgøres så hurtigt men er noget man sammen skaber, men hvor kun én af dem ville 2. date - hende jeg endte i forhold med.

Jeg har endnu aldrig været nervøs på nogen af de dates, fordi at mit udgangspunkt var at jeg var verdens heldigste, for overhovedet at være på date, ift. dem alle. Og hvor jeg bare har forsøgt at nyde daten, men også hvor jeg hver eneste gang troede at vi havde gang i noget specielt, uden at jeg dog bevægede mig ud af nu'et.

Det er både en fordel og en ulempe, at jeg den dag i dag ikke er i stand til at tænke på dagen efter imorgen, pga Huntingtons-problematikken blandt andet = den gjorde at jeg aldrig nogensinde har tænkt at jeg havde en fremtid overhovedet, og at hvis jeg først tænkte på fremtiden, også bare på næste uge, så meldte og melder selvmordstanker sig straks, foranlediget af eksistensens absurditet og mange uretfærdigheder - mindst ligeså meget ift. andre som ift. mig selv.

Som sagt er jeg STADIG ikke rigtig i stand til at tro på at der eksisterer en dag efter imorgen, men er dog blevet bedre til det, i momenter. Det kan være en fordel, fordi at jeg lever meget i nu'et, og ind imellem griber dagen og værdsætter de mindste ting i livet, såsom bare at kunne ånde og tænke nogenlunde sammenhængende, modsat hvis jeg havde haft Huntingtons, men på den negative front betyder det selvfølgelig at jeg har svært ved at håbe, og har svært ved at planlægge. Og har en selvtillid og et selvværd der ofte er helt i bund, anskuende mig selv som værende syg, håbløs og en fejl, hadet af guderne.

Men... udover depressive tilstande har jeg også grandiose fantasier, om at redde verden fra psykologisk selvdestruktion, ved at udgive et værk om holistisk eksistentialisme, brugende min egen historie frem for teori som argument. Ikke som et argument for en metode, men som et argument for at selv en absurd eksistens som min kan leves, og kan være værd at leve. At eksistentiel erkendelse kan være holistisk (kropslig og sjælelig, såvel som psykologisk), og at hvis JEG kan finde kærligheden, så kan enhver.

Ved ikke at finde kærligheden, men ved at være den. Ved at være kreativ. Forhåbentlig en dag sammen med en anden, igen, sådan som jeg var sammen med min eks - vi gav hinanden kreative opgaver og udfordringer, og var kropsligt kreative sammen i fælles nydelse og omsorg, og min digtsamling, som jeg forsøger at lægge sidste hånd på og indsende til forlag, burde dedikeres hende; hvis ellers hendes miljø i Jehovas Vidner ikke gjorde at jeg ikke må nævne hendes navn eller detaljer om hende, da hun i så tilfælde risikerer udelukkelse/ekskommunikation.

"The known as the yesterday
the unknown as the tomorrow
must move together harmoniously
all the time;
Then creativity takes place.

If we are living always
within the field of the known,
which we are,
then we are living mechanically.
Thought has a legitimate place,
and it can only function
in the field of the known.

Therefore thought
can never bring about freedom,
thought is never new.

And when one realises this,
not verbally, not sentimentally,
not ideologically but actually,
as the fact,
then the mind is free,
from the known,
and therefore,
is free absolutely
from fear.

And therefore...
the movement in harmony
between the known and the unknown
is creativity.

And THAT, to me,
is the significance,
the meaning of life."

- Jiddu Krishnamurti

PS: Selvfølgelig er jeg på Fyldepennen i håb om måske at møde en kæreste, og alt dette er lidt af et scoretrick. Men det er nu engang også mit testamente, mit vidnesbyrd til mig selv, om at det ikke er vulgært at søge kærligheden, og/eller at søge én at være kærligheden over for, men er selve meningen med livet - med mit liv, i hvert fald. Biologisk er al kreativitet et mageritual, ikke nødvendighes romantisk men f. eks. kreativitet som en kærlighedsgestus til Gud(inden), til eksistensen.

"Fyld hinandens kopper,
men drik ej af den samme kop."
- Kahlil Gibran

Tak til dig, kære læser, for at fylde lidt af min, ved at give mig illusionen om at jeg ikke er et spøgelse, men måske endda anerkendes og påskønnes - hvilket dog for mig altid vil være temporært når det sker online, uden øjenkontakt. Skulle jeg aldrig opleve den romantiske kærlighed, hvilket de mange afvisninger godt kunne være et hint om, så ved jeg i det mindste at der findes andre typer kærlighed, og at man sagtens kan leve et meningsfuldt og omsorgsgivende liv, uden romantisk kærlighed. Dét vil jeg dog nødig, det er min seksuelle libido (sexdrive) alt for stor til, og desuden glæder intet mig mere end at forkæle en anden, og i givelsen, af omsorg f. eks., samtidig føle at jeg giver den til mig selv, i nu'et. At vi er som 2 tornadoer på havet der danser hver sin dans, sammen men adskilt, og alligevel er en del af det samme fænomen, af det samme rum, under den samme himmel, indåndende den samme duft. Af hinanden.

Nå, jeg har en date på Tinder hvis ord jeg vil nyde igen. God dag, god aften og god nat til dig :-)

((Værk i billede malet af mig selv - ikke til salg, ligesom ingen af mine andre værker er; de er jo lavet som gaver, hvert eneste værk, der dog, ligesom dette, ikke er givet endnu..))