Jeg tænker i øjeblikket en del over, hvor meget jeg kan gå på kompromis med min seksualitet. Jeg er blevet en smule forelsket i en god ven - og han i mig, og det er dejligt og livsbekræftende, sådan som det skal være.

Jeg har kendt ham i et års tid, og jeg havde egentlig tænkt, at vi ikke skulle være kærester. At han ikke var noget for mig. Men det fantastiske ved vitterlig at starte med venskab er, at vi har nærmet os hinanden, delt en masse ting uden forventninger, og det har altså fået nogle følelser frem, som jeg selv er overrasket over. Så hvad er dilemmaet kunne man jo spørge?

Jeg har en seksuel nysgerrighed, som efterhånden er så "veludviklet"... eller rullet så meget ud, at jeg ikke kan gå tilbage. Jeg har brug for en mand, der er meget eksperimenterende og de hænger ikke på træerne. Og ham her er nok ikke helt det, som jeg kunne ønske mig i den retning. Jeg har absolut intet at klage over når vi taler almindeligt, lækkert, frækt - men det stopper et sted, hvor jeg kunne tænke mig at gå meget meget længere...

Han kender alt til mine "lyster", da jeg jo har fortalt om mine oplevelser gennem tiden - men jeg tror han måske tænker "hun ved jo godt, at jeg ikke er til sådan noget". I hvert fald er jeg ikke helt klar over, hvordan jeg skal få snakket med ham om det.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på min seksualitet som den største velsignelse og forbandelse - jeg VED at jeg ikke kan se bort fra den, men omvendt så er der jo også mange andre ting, som jeg ønsker mig i livet - og der er ham her altså et super dejligt hankøns eksemplar. What to do?