Forleden skrev jeg til min gamle arbejdsplads om de stadig regnede med mig, eller om de havde ansat en 20-årig til halv løn og dobbelt produktion. (Jeg fik to mdr. fri til at skrive speciale i).

De skriver, at de ikke bare regner med mig, men de glæder sig til, jeg kommer tilbage. Rart at få at vide .... (og heldigt - to fulde måneder uden indkomst dræner kassen)

Og så skal jeg jo i forhandling, for jeg gider også rigtigt godt tilbage. Men hvordan gør man, hvad vil jeg have, hvad kan jeg forlange, hvad har jeg lyst til at forlange.... hader at forlange.... vil gerne have tilbudt.....vil gerne føle jeg lever op til forventningerne, rigeligt... og hvis jeg forlanger, så vil jeg vel i princippet også presse forventningerne, eller hænger det ikke sammen? Hmm, vi er så få på arbejdspladsen. Helst vil jeg bare gerne gøre mit arbejde godt, og have at jeg bliver værdsat. Men det kan man vel ikke forhandle sig til... ?

Jeg er i virkeligheden ikke så penge-fokuseret i øjeblikket. Hvad jeg bruge dem til? - ja altså, det skulle jeg hurtigt nok kunne finde ud af, men pt. vil jeg hellere have fede kurser, lære nye ting, have frihed og sjove arbejdsopgaver..... Nu må vi se. Det skal foregå på onsdag. Og sandheden lige nu, er at jeg bare hungrer efter at komme tilbage, slippe ordene og arbejde visuelt igen. Jeg glæder mig helt vildt.... en rimelig uhensigtsmæssig forhandlings situation. Jeg er så billig en bargain - shyyy!!!

Og så er jeg i øvrigt lidt mellow, som sædvanligt... Damn it, hvor jeg glæder mig til det engang letter sådan rigtigt ... håber ved gud det sker! Det går jo ellers så godt, så hvorfor være sådan... med grå dyne på?

Godnat, og fuck det lortesavn. Jeg kan jo ikke en gang skylde skylden på gamle kæreste, at jeg savner. Det er ren mental trick og latterlig illusion. Skynder mig at hoppe under dynen og slukke for hjernen. Hukommelsen er muligvis brugbar, men nogle gange er den en ren djævel.

Jeg er en kujon.