En ven herinde har skrevet om tilfredsstillelsen ved at være det køn, han er... tillykke ven, sådan har jeg det ikke :)

Det er noget med, at jeg aldrig rigtigt føler, jeg har kunnet leve op til det der med at være kvinde...

Kvinder er små og yndige, de har langt lyst hår, fyldige læber, forstår at smigre, være intrigante når det kræves, sårede på den rigtige måde, når det kræves, se godt ud, når det kræves... de er konfrontatoriske og krigeriske, og ved hvad de vil have. De kan spille på deres lille-sårethed og forventes at gøre det, i deres målbevidste kamp i retningen mod deres sejr.

Jeg tror, der er magt i at være godt tilpas i sit køn. Mænd der virkeligt er mænd, gamle patriarker og unge womenizers, de har nemmere ved alt. Og kvinder, der ser hamrende godt ud... på den kvindelige måde vel at mærke, de har lettere ved at spille de spil, der skal til på de rigtige tidspunkter, danser hen over magtkampe med deres blide duft og talegaver.... Og synes det er sjovt, oven i købet.

Jeg er én ud af 4 kvinder i familien. Og de andre har alle det der heftige, det viltre lange hår, de høje råb, sårede følelser, smækker med døre, tager plads og får deres vilje.... jeg føler mig anderledes end dem (tror jeg). Jeg er tålmodig og stille, fatter ikke spil eller afskyr dem og synes det er lavt, og hvis jeg er med er det mere sådan stædig videnskamp (tror jeg)... Jeg er nogle gange flov over at være, som jeg er... som om jeg havde tisset i bassinet eller sådan noget... Fordi alle de andre i metroen og på arbejdet har langt hår, røde læber og perleøreringe.... Og så kvitterer jeg, med at se endnu mere trucker-agtig ud. Hænge mere på stolen, sige 'skide' istedet for at skulle på toilettet og alt sådan noget.

Jeg ville gerne kunne være (det passer i virkeligheden ikke) lille og smuk, påkalde beskytter trang hos andre, være yndig og blid og charmerende. Og intrigant og kvindestærk, når det var det, der var påkrævet. Men jeg er høj, korthåret, mørkhåret, stædig og påstående. Jeg baner automatisk vej for de andre piger i folkemængder...fordi de er mindre eller har langt hår? Jeg og køber automatisk drinks baren... fordi jeg er højere?

Og så tænker nogle måske, noget med seksualitet.. altså, hvad jeg tænder på... men er slet ikke der, skoen trykker. Jeg er vild med mænd. Min gamle kæreste var verdens lækreste mix af at have drenget kådhed, mandig handlekraftig, havde en afsindig viljestyrke og var fysisk stærk, han lugtede dejligt af sig selv (synes jeg, muligvis ville andre ikke være enige :) havde skægstubbe og høje tindinger... (han var også pænt egoistisk, men det var jo mere noget, der sådan blev dagligdagsproblem... ikke handlede om at vi var vilde med hinanden) og hvad fanden bilder jeg mig ind, at tage afstand fra det kvindelige, når jeg alligevel er helt vild med det super mandige...

Ved ikke rigtigt hvor det ender. Det var bare super super skønt, at være der hvor vi var... hvor min gamle kæreste synes jeg var ultra kvindelig og sexet, for det gjorde han virkelig... Og det gjorde mig naturligvis rigtigt godt tilpas, hvem er ikke vild med at blive attrået?

Men det er sgu ikke kun i forbindelse med kærester og sådan at det her er tankevækkende ... Måske det indskrænker mit 'marked', men fuck det. Det er i virkeligheden i alle mulige andre sammenhænge, jeg synes det er mest irriterende.... Når man møder nye mennesker, på arbejdspladser, i familiesammenhænge - ikke kernen, men den fjerne familie... det er sådan en fin en, hvor alle kvinder går i pels, har perler i ørene, er fine og flirter med de mænd, der har magt og går i jakkesæt. Jeg må gå på toilettet mindst en gang i timen, når vi er der, for at holde det ud... og sms'e til mine venner i bedste teenagestil, fordi der ikke er andre at grine med. Og det er ikke fordi, familien ikke er søde mennesker. De er faktisk søde og intelligente mennesker, men så hav dog noget selvironi for H!

Nå, det er noget med at være magtesløs i forhold til... roller. Og så blev jeg også helt vildt overrasket over... at jeg med min gamle kæreste alligevel blev så kvindelig... alt det negative. Det der med at føle sig forsmået, græde, være lille, blive hysterisk, skælde ud, alt det jeg... ellers normalt er lidt stolt af, ikke at være identificeret ved... alt det negative ved mit køn. Dvs. jeg besidder alt det ufede, ikke det brugbare... Fantastisk.

Nå, det her fortsætter i uendelighed. Det handler ikke om udseende (synes egentlig jeg er ret heldig), selv om .. det gør det også, men mere de ting, man kan vælge, ikke dem man er født med. Det er jo ikke en sygdom at gå i jeans og være korthåret, det er et valg. Og jeg kunne jo også bare vælge langt mere feminint... men det føles bare heller ikke rigtigt. Gider ikke for andres skyld...

Nå whatever, jeg er jo hverken usikker eller rigtigt utilfreds. Engang imellem går det mig bare på... ikke kun for min egen skyld, men for kvinders. Det fede for mig er, at jeg ELSKER at klæde mig ud, og så kan jeg jo bare klæde mig ud som dulle engang imellem og tage røven på dem alle sammen, kan jeg.