12 år siden

Frustrationsskrig og tåbelige kvindemønstre

Anata wa okotta? -Are you...
Julie Vester...
8 år siden
Hun fik Cohen forærende
Olivia Birch...
5 år siden
Aaaangst!!!
Camilla Rasm...
14 år siden
Første dag.
Neola
1 år, 4 måneder siden
Kære natbog (XI) – zombie...
Olivia Birch...
7 år siden
Romanprojekt, kunst, bog ...
Shirley Anke...
9 år siden
Hvad Naja kan.
Camilla Rasm...
9 år siden
Sæl
Hanna Fink (...
8 år siden
Clairvoyant Medie
Sylvia Ebbes...
8 år siden
Guldbryllup
Hanna Fink (...
3 år siden
Mystisk tilbageblik
kaotiskkaos
4 år siden
Ikke så halt længere...
Mikala Rosen...
13 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
6 år siden
Virkelighedens Manuel
Anders Husma...
8 år siden
En lørdag.
Michala Esch...
13 år siden
Flot fyr.
Ruth Christe...
6 år siden
Lettet!!
Mille Larsen...
4 måneder, 10 dage siden
Livets Tankespind
Caby
7 år siden
Tanker, om mig, livet, nu...
PernilleBB
9 måneder siden
starten på noget.
Liza Abildsk...
7 år siden
Men det udelod jeg
Carina Malen...
3 år siden
Nisse-alert
Olivia Birch...
7 år siden
Jeg har skrevet en bog
Anastasia
4 år siden
Drømmwn
Martin Micha...
3 år siden
Dejlig påske og stæren fl...
Mikala Rosen...
13 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
5 år siden
Havde en lidt væmmelig oplevelse hos mine forældre igår.

Kort fortalt. Mor arbejder - knokler i haven for at få det 'spick and span' til gæsterne kommer. Far og jeg sidder og drikker en kaffe, og jeg går ind for at vise ham noget på computeren. Mor råber, at hun gerne vil have kaffe. Far sætter kaffe over, og kommer tilbage til mig.

Mor kommer efter 10 min. ind. Rasende og fuld af jalouxi. At der jo ikke var kaffe til hende (hun havde ikke kigget i kanden) og at far aldrig lavede noget, og at nu kunne det hele også være lige meget. Som et lyn fra en klar himmel. Hidsig og såret som bare fanden.

Jeg følte elendig samvittighed og gik ud til hende, og sagde at vi jo ikke vidste at hun var kommet ind. At hun bare lige pludselig skældte ud. Samtidig kunne jeg tydelig mærke, hvad det var. Hun var misundelig fordi vi hyggede mens hun arbejdede. Hun reagerede ved at sige, at far aldrig rør en finger. Og at hun føler sig fastlåst. At han ikke vil give hende havemand, og at han ikke gider gøre en skid (sikke et kønsrollemønster jeg kommer fra!). Hun endte med at skrige 'Jeg gider det ikke mere - JEG GIDER det ikke mere!!', og sluttede så af med et urtidsskrig uden ord på i et pitch, jeg sjældent har hørt ....i gården, med et haveredskab i hånden.

Jeg nåede kort at tænke, at hvis hun havde gjort med redskabet, hvad jeg gjorde med tallerkenen overfor J for ca. 4 år siden, i nogenlunde lige så frustreret tilstand, så ville det have været ikke så smart. Men hun stod bare der, som en lille fugleunge med sit korte hår og efterhånden ret spinkle krop og skreg, og det sveg inden i, at se hende der. Jeg begyndte at græde. Far ville fortsat spørge om mig om ting, og pludselig kunne jeg slet ikke have opmærksomheden. Synes han klistrede. At han skulle trøste mor, eller for helvede da gøre noget, af det hun så gerne ville have ham til at hjælpe sig med.

Jeg gik ind i seng. Græd lidt. Det er normalt med de store reaktioner. Kan huske legekammeraterne var bange for mine forældre (min mor) når de skændtes, da vi var små - og vi bemærkede det næsten ikke. Men jeg er vist kommet lidt ud af træning i min evne til at tåle den størrelse udsving uden at blinke. Mor har altid været voldsom og ilter. Men afmagten er jo større nu. Hun kan ikke uden far, og det må være så utroligt frustrende. Et skrig i gården, hvor det rigtigt kan gjalde er hende velondt! Hun kom ind til mig, og sagde undskyld. Måske græd jeg mest, fordi det er sådan et mønster alle vi tøser i familien følger: Føler sig forurettede, uden at være gode nok til at sige til. Og så reagerer vi derefter. Håbløst.

Da søster og kæreste skændtes her i min lejlighed, gemte jeg mig under dynen - jeg vægrer mig lidt for at besøge min storesøster, fordi jeg netop ikke orker deres hakkeri heller - og hos forældrene begynder jeg at græde - Så flot frøken?! Er det virkelig 34 snart 35 jeg er?. Jeg tænker, at en vigtig grund til, at jeg er single, er at jeg ikke kan holde mig selv ud i det mønster, og sikkert heller ikke kan ændre på det. Eller fordi jeg ikke har nosser til at indgå i det og prøve at ændre det. Jeg får helt kuldegysninger, når jeg ser den der frustration i maven på mor og søskende - jeg tør simpelthen ikke igen. Kan lige klare det med lillesøster, men så heller ikke mere. Mine søstre har derimod mod til at indgå i det. Favne og hade sig selv og kæmpe videre. Det er sejt - faktisk. Jeg er en winer, er jeg.

Det er nogle dræbende ensartede udfordringer livet stiller en, nogle gange.

Fik jeg sagt, at jeg elsker mine forældre meget højt? Det gør jeg.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Frustrationsskrig og tåbelige kvindemønstre er publiceret 07/06-2010 21:17 af Pletfrit Sind.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.