Alting føles så intenst efter venindens besøg. Hun kan katalysere alting og formår at lytte på en måde så jeg får tænkt tingene igennem i nye perspektiver. Jeg ryster. Vi forstår ikke soldaten, er vores konklusion. For jeg bliver aldrig afvist, når jeg gerne vil kysse, snave om nødvendigt at nævne. Spekulerer på at sende ham en sms og høre til hvordan det går med øvelse. Det er ikke savn, men nysgerrighed. Han har et "spændende" liv, når det ellers går med noget andet, end at sidde og kukkelure i vagten. Han prøver ting som jeg kun kan drømme om, bortset fra at jeg får lov til at komme med og opleve dem sammen med ham, når der er mulighed for det.

Kunne blive ved, men for nu vil jeg helst tænke tankerne, selv.

Har set Kærlighed på film, sammen med veninden. Frygtelig intens og spændende film. Aldrig troede jeg at jeg skulle opleve Anders W og Nicolai Lie spille sådanne figurer.. Det er et virkelig gennemført og gennemtænkt stykke arbejde, lige bortset fra, at der mangler en airbag i scenen med biluheldet..

Mit hoved er skrup fuld af tanker, der er så mange at det er helt svært at stave, fordi jeg rammer ved siden af tasterne. Det er ekstatisk. DVD-filmen, den næste efter at veninden er taget hjem, er sat på pause. Jeg har lyst til at snakke med min bedste ven, som desværre ligger med migræne - så al iveren er paradoksalt nok indestængt. Jeg føler mig ung, og livsglad på trods af uvishedens om soldatens intentioner. Lige nu - hul i det - eller hul i dem.. Jeg vil meget hellere lave lektier (stik den!!, men det er spændende for en gangs skyld!!) til i morgen, med musik i baggrunden..

Hvis du kunne se mig nu, ville jeg se dig øjnene og smile.. Give dig et knus, simpelthen fordi jeg er så jublende glad.. Uforklarligt, men sandt.. Og skønt!!

F