I sidste uge var jeg med min veninde gennem 25 år til undersøgelse. Hun blev ved med at have puds, der flød fra brystet og fik bare penicillin konstant gennem to år. Jeg fik trumfet igennem at hun fik en mammografi for at se, om der var en byld. Nu har det stået på længe nok!!!!

Mammografien fik hun allerede i sidste uge. Der blev samtidig taget en biopsi af den såkaldte byld, som de fandt. I dag skulle vi så have svar.
Kom ind til en særdeles kølig læge, der fortalte, at hun har fremskreden brystkræft. Og en scanning og biopsi foretaget med det samme af lymekirtlerne viste, at det havde bredt sig. Vi var i chok. Hans kommentar var: " vi må lige tale sammen en gang i næste uge om behandlingsmulighederne" NOT! Ville vide det nu, også selvom han ikke havde tid!!
Brystet skal fjernes, og hun skal have kemo og stråler.
For en uge siden mente de bare, det var en infektion og nu dette!!!

Ingen tvivl om, at jeg vil være der hele vejen. Tager med til alle undersøgelser og behandlinger.

Men det slår mig: når alt kommer til alt, har vi kun én virkelig ting tilbage: kærligheden og venskabet. Intet andet. Alt andet kan forgå.

Har lige talt med mine børn. Fortalte dem, hvor vigtigt det er med ægte venskaber og kærlighed. Det forstod de godt (13 og 15 år). Bagefter kom den store ud, gav mig et kram og sagde " Mor, jeg elsker dig" Jeg svarede, at uanset hvor meget teenager-bøvl, vi har herhjemme lige nu, elsker jeg hvert sekund med dem begge og påskønner mit liv. Godt nok som single, men alligevel fuld af kærlighed til børn, veninder, venner og eksmand. Livet er skrøbeligt, men også fuld af kærlighed, hvis man vil...