Så er det blevet næsten hverdag igen efter vores ret så ubehagelige oplevelse.

Kæresten er taget på job idag, hvorimod jeg venter til på mandag. Det er sejt at tilbringe en hel dag alene, og specielt da det er den første dag alene efter aborten......

Det er rent faktisk første gang jeg egentlig bruger det rigtige ord for min oplevelse. Jeg har hidtil prøvet at undgå ordet da jeg virkelig føler det smerter når man siger det.

Men jeg ved med mig selv at det ikke var vores egen skyld at alt dette skulle opleves. Min krop har fra i tide, og jeg er undgået en masse grimme oplevelser.

Jeg tror sgu ikke jeg kan holde ud at gå og tænke over det i så lang tid, man bliver jo depressiv og meget mere, hvis man ikke prøver at få sin dagligdag tilbage hurtigst muligt.

Jeg håber bare at det går stærkt, og at jeg om et halvt års tid måske kan glæde mig over at være blevet gravid igen. Jeg ved da ihvert fald at jeg ikke skal dette igennem igen før der er gået det halve år. Jeg har ikke rigtig lyst til at sige fint så er det på den igen moster og se så at få lavet den unge.....

Men nu til noget helt andet.....

Hvor meget kan et venskab egentlig holde til????
Jeg tænker tit over det, da jeg for lidt over to år siden flyttede sammen med min kæreste, flyttede jeg til sydsjælland. Og min veninde bor i københavn, hvor jeg også selv boede før.

Siden jeg er flyttet har hun fundet ud af at jeg distangsere mig fra vores venskab, og at jeg ikke har tid til hende. Men hun glemmer en ting.
Jeg kom ind til kbh, under hendes graviditet, fordi det var besværligt med maven og sådan at køre i tog, men nu da hun har født, er det det samme problem. For nu er det sgu svært med barnevogn/klapvogn, så jeg ved ikke helt hvordan man skal tackle sådan en situation.

Jeg har været derinde hos hende, men hun har ikke været hernede en eneste gang.

Jeg ved det ikke, men en eller anden dag bliver jeg jo nok klogere.

Jeg skriver måske imorgen.

Hej hej