15 år siden

Nøglen i ryggen

Udgivelse - proces og drø...
Ansu Orheim ...
1 måned, 12 dage siden
Ny Picanto
Peter
10 år siden
Tændt...... mega tændt.
Danze
6 år siden
Om alt og intet
Lisa Brøndbe...
3 år siden
skriveglæde
Jette Peters...
7 år siden
julen 2013
Frode Lindtn...
10 år siden
Lad Mig Lige Stikke Hoved...
Kianna Kitte...
2 år siden
Juletid
Gittepigen
11 år siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
8 år siden
Morgens musik
Halina Abram...
6 år siden
Gode dage forud
David Hansen...
1 måned, 4 dage siden
sov lidt længe
Kenny Raun (...
8 år siden
Kaos tur hjem...
Anastasia
12 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
7 år siden
Aaaaahhhhhh.........
Sylvia Ebbes...
10 år siden
En brutal årstid
Olivia Birch...
9 år siden
At træffe en beslutning
Baru
1 år, 9 måneder siden
Udstillingen
Hanna Fink (...
11 år siden
Dengang jeg skulle skilles, var min mand og jeg enige. I hvert fald enige om at behandle hinanden og børnene ordentligt. Så vi valgte samme advokat. Det var logisk for os, men bestemt ikke logisk for advokaten.

Han argumenterede lidt for det modsatte - hvis der nu kom problemer, hvis vi 'ville slås', så var det da bedst med hver sin forkæmper. Men vi ville ikke slås. Når vi kom til advokaten havde vi allerede på forhånd snakket tingene igennem og var derfor... enige. Fint nok - men der skete en ting, der i starten undrede mig meget. Sagen trak i langdrag. Virkelig i langdrag. Og den var ellers så nem så nem. Hvorfor?

Tja... uden at generaliserede, så udviklede jeg en teori om, at advokater kommer med en mekaniske nøgle i ryggen. De bevæger sig ikke, før nogen drejer på nøglen. Og der skal en anden advokat til at dreje denne nøgle. SÅ sker der noget!

Måske uretfærdigt, men sådan oplevede jeg det. Sagen blev da også afsluttet efter et par heftige uautoriserede vrid på nøglen i advokatryggen. Til alles tilfredshed... tror jeg nok.

Nåmen... pt. føler jeg mig som en advokat. Der er intet galt.. tror jeg nok, men jeg rykker mig ikke ud af stedet. Jeg har det fuldstændig som om at der først kan ske noget, når en-eller-anden drejer på min nøgle i ryggen. Ellers står jeg stille. Ser, hører, sanser liv udenfor mine vinduer, men jeg deltager ikke. Deltager ikke. Er blot stivnet midt i en tilfældig mekanisk bevægelse - ude af stand til selv at nå nøglen i ryggen, der skal trække mig op. Hmmm... Problemet bliver slet ikke bedre af, at jeg hidsigt hvæser: -Skrid !!! til enhver der forsigtigt nærmer sig min nøgle med alle slags gode intentioner om at dreje den, så jeg kommer lidt igang. Nope. Bland dig udenom. Rør mig ikke. Kan selv. Vil selv. Også alt det jeg hverken kan eller vil selv. Såsom rent fysisk at have lange arme nok til at kunne nå sig selv på ryggen.

Pokkers til nøgle. Det går ikke. Udtænker en anden udvej. Lader mig falde.. falde... falde. Så sker der måske noget. Og ja, vel gør der så. Ren & skær overlevelsesinstinkt træder automatisk i kraft og drejer nøglen, så jeg flytter mig. Uheldigvis i en retning jeg slet ikke ville hen.

Ja, må finde den gyldne middelvej. Midt mellem at rykke sig, fordi det virkelig er nødvendigt og at rykke sig fordi, det bringer mig i den rigtige retning. Hmm... tænker.. og leder. Men jeg skal nok finde løsningen

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Nøglen i ryggen er publiceret 08/05-2009 12:38 af Lone Jensen (L23one).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.