Dobbeltmoralsk miljøforkæ...
Merida Dunbr...
5 år siden
Drømmwn
Martin Micha...
5 år siden
Uhm ... Efterårets kryb o...
Mikala Rosen...
11 år siden
Stemme
Halina Abram...
6 år siden
Hvad Naja kan.
Camilla Rasm...
10 år siden
Dagene der går
Lisa Brøndbe...
3 år siden
Julestemning
Ruth Christe...
7 år siden
Overgreb avler overgreb
Ansu Orheim ...
2 dage, 23 timer siden
En sodavandsmaskine for e...
Olivia Birch...
9 år siden
Sikkerhed - What for?
Marlene Gran...
11 år siden
En enlig på besøg i julen...
Ace Burridge...
11 år siden
3108 2019 kom pas passer ...
Martin Micha...
4 år siden
Lad Mig Lige Stikke Hoved...
Kianna Kitte...
2 år siden
Skam over sæd og æg - Kas...
Kasper Lund ...
8 år siden
Rocketman - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Er det noget eller det fo...
Maria jayash...
1 år, 1 måned siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
7 år siden
Nirvana
Ace Burridge...
11 år siden
Længe oppe.. :-)
RachelBlack
10 år siden
Overskud & hænder på coke
Racuelle Hei...
9 år siden
Sidste Brev til Mor
Fru Flohr
1 år, 4 måneder siden
Karmacowboybukser og andr...
Olivia Birch...
9 år siden
Skriveblokering og psykos...
David Hansen...
3 måneder, 17 dage siden
Hvalsang
Tine Sønder ...
11 år siden
Fortiden er hård.
storm89
4 år siden
Stilhedens tanker.
Line Ley Jen...
9 år siden
Fin lørdag
David Hansen...
1 måned, 16 dage siden
Slush ice til en hund
Regitze Møbi...
9 år siden
P's liv, en skriveproces ...
Camilla Rasm...
10 år siden
Tilrettet sofabord
Peter
9 år siden
Kvinders sanser og mænds ...
Racuelle Hei...
9 år siden
Sig appelsin - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
7 år siden
Solrig tirsdag
Salomon
9 år siden
Næsen i en bog.
Ruth Christe...
7 år siden
Jeg er lige kommet hjem fra kursus. Dagens emne var afdækning af skjulte kompetencer til brug for jobsøgning. Et af indslagene var, at vi skulle fortælle en selvoplevet heltehistorie fra hverdagen for holdet, hvad vi gjorde og hvordan vi reagerede. Ganske inspirerende og bestemt relevant, for det viste sig at være en øjenåbner for flere,;at den måde de reagerede på rent faktisk viste, at de som personer indeholdt egenskaber, der godt kunne fremhæves og bruges i en jobsøgningssituationen.

Nåmen... selv havde jeg ingen heltehistorie. Vi hørte på flere trafikulykker, historier om hundeslagsmål og redning af dyr osv, men nåede naturligvis ikke at høre alle. Men mens de andre fortalte, kom jeg til at tænke på en episode, hvor jeg bestemt ikke var helt, men hvor jeg bagefter undrede mig over hvordan, jeg havde reagerede i en... skal vi kalde det ...krisesituation.

Og da historien brænder sig på indeni og jeg ikke fik tid at fortælle den på kurset, ja så bliver det fyldepennens dagbog, der må holde for ;-)

Det var en tidlig vintermorgen. Jeg kom cyklende i pæn fart på cykelstien på vej til børnehaven med min datter foran i et traktorsæde. Begge iført tykt vintertøj, cykelhjelme og med lys på. Og så blev vi kørt ned af en varevogn. Typisk højresvingsulykke. Han svingede ind over cykelstien for at komme videre ind til en boligblok. Intet kryds eller noget, bare en opkørsel.

Det er utroligt, hvor meget man når at tænke på et splitsekund. Jeg har kørt på cykel i mange år - er også blevet kørt ned på cykelstien før - og jeg vidste, vi ville smaske direkte ind i siden og ende mellem hjulene, så gjorde jeg det eneste, jeg kunne selv om det var ulogisk – satte farten op – i et svagt håb om at nå forbi ham. Jeg nåede det næsten. Svingede mod højre, men hans venstre forhjul kvasede ind i cyklen. Jeg tog min datter i armene, krummede mig sammen og sprang gennem luften. Tog slaget og mødet med fortovet med min højre skulder og knæ. Jakken afbødede slaget, hovedet og min datter var væk fra jorden, men mit knæ blev flået. Jeg satte mig og inspicerede som det første datteren. Hun tudede, men af chokket, ikke fordi hun var kommet til skade. Jeg kunne ikke rejse mig, men chaufføren steg ud og kom hen til mig. Det var en ganske ung fyr, der kun talte gebrokkent dansk. Han var helt ude af den – sagde en hel masse, jeg ikke kunne forstå og begyndte at stortude. Kort sagt, han brød sammen. Og at han brød sammen gjorde, at jeg ikke gjorde det. Jeg fik med besvær rejst mig, fik noteret mig firmanavnet på bilen og talte beroligende til ham igen og igen, samtidig med, at jeg beroligede min datter, så også hendes gråd stilnede af. Der kom en knallert forbi som stoppede, men jeg fik vinket ham videre. Den unge fyr fik jeg til sidst sendt tilbage til sin bil. Jeg sagde, jeg han skulle tage på arbejde, og at jeg ville ringe til hans mester. Vi flyttede cyklen og han kørte.

Selv humpede jeg så de 700 meter hjem igen. Flåede tøjet af datteren og smed hende i badekarret for at sikre mig, at der ikke var sket noget. Ringede til mit arbejde og børnehaven og fortalte vi ikke kom. Og så så jeg på mit knæ. Jeg fandt vores sølle forsyning af nødhjælp frem, men selv jeg kunne se, at her kom man ikke langt med 2 små Peter Plys plastre. Jeg fik kikket ud af vinduet og udenfor holdt tilfældigvis en håndværkerbil. Den slags har altid 1. hjælpskasser i bilen, så jeg humpede ud og spurgte, om jeg måtte låne den. Ind igen. Stoppe blodet, rense såret, forbinde det. Ud og afleverede igen. Ringe til min far for at høre om det forsikringsmæssige, ringe til mesteren og fortælle om ulykken, ringe til lægen og få en tid. Humpe op til lægen med datteren. Lægen konstaterede, at min stivkrampevaccination er ok og hun havde ikke tid at rense mit knæ, der lignede jeg ved ikke hvad. Never mind, det har jeg selv gjort. Humpe hjem igen.

What a day!!! Jeg fik forresten blodforgiftning i benet, fordi det ikke var blevet renset ordentligt, og grimme ar, men det er en anden historie. Det vigtige her er.... det er mig, der bliver kørt ned og kommer til skade, men det er samtidig mig, der trøster chauffør og datter osv. Måske en art prioritering; kun en kan flippe mest ud ad gangen. Tag tingene i den rækkefølge, de kommer. Jeg ville da gerne, men kunne ikke slippe kontrollen og være den, der modtog, for der var andre ting, der sådan lige pt. var vigtigere. Desuden kom smerten og chokket også forsinket. Da der var plads til det.

Og måske meget godt, at jeg ikke kom til at fortælle den historie til holdet i dag, for jeg ved ikke hvad den siger om mig – udover at det indimellem kommer ganske naturligt at holde hovedet koldt. First thing first! Så må resten komme i den rækkefølge det nu kommer i.

Lone

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Cykelstyrt er publiceret 16/04-2009 16:29 af Lone Jensen (L23one).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.