Han er gået fra mig. Og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg hører høj musik, prøver at tænke så lidt som muligt, men når jeg går i seng er ensomheden støjende - og min søvn er sort og tom. Jeg vågner med glæde i sindet, der straks krakelerer, når jeg indser, at vi ikke er sammen mere. Nu er det bare mig og ham, ikke os.

Han følte ikke, han kunne give mere. Han følte, jeg krævede så meget mere, end han kunne give - at jeg gav så meget mere, end han kunne give igen. Og så flygtede jeg. Jeg prøvede ikke engang at ændre hans tanker eller at snakke dem igennem med ham. Jeg er så nem at skræmme væk. Og nu er jeg ked af, at jeg ikke tog kampen, men bare gik. Midt i natten. Gik fra ham, mens han græd. Og jeg græd. Og verden var ikke den samme mere. Jeg stod pludselig uden en fremtid (sammen med ham), som jeg havde glædet mig til.

Pludselig er det hele bare tomhed. Jeg forstår ham egentlig godt. Han har aldrig prøvet at være alene, der har altid været en kæreste. Men hvorfor er det først med mig, at han indser, at han må være alene. Han bliver ved med at sige, at jeg har været en dejlig kæreste, den bedste. Men jeg siger til ham, at jeg vil have bare LIDT af skylden, for uden den står jeg med tomme hænder og ingen forklaring på noget som helst. Han orker ikke mere.

Og nu tænker jeg. Min mor siger, at hun tror, vi har brug for en pause. Jeg ved ikke. Jeg ved ikke, om det er slut. For nu er det. Men jeg tror bare ikke, at det er slut. Jo, jeg ved det.

Nu har jeg været uden ham to nætter. Og de har været de værste.

Og jeg har snakket med ham flere gange, for selvom jeg har så mange andre at snakke med, er det kun ham, jeg har brug for at høre fra. Og jeg ved, at han savner mig. Men også at han er glad for være alene. Han HAR brug for tid, det vidste jeg godt. Det kan man ikke løbe fra - og det har han nu brugt ni måneder sammen med mig til at indse.

Jeg er ensom. Uden ham. Uden hans beskeder. Hans stemme. Hans musik. Hans seng. Hans øjne og hænder. Jeg er ikke mig. Jeg mister mig selv... og samtidig bryder styrken frem indefra. Og jeg ved, at jeg nok skal overleve, selvom det virker sort ligenu. Det er lys derude. Håber bare inderligt, at det lys bliver endnu en chance for at være hans fantastiske kæreste (eller?)...